Har haft udflåd i lang tid

brevkassespørgsmål

Har haft udflåd i lang tid

brevkassespørgsmål af
M
11 år
Oprettet 4 år 7 måneder siden

Hejsa!

Jeg har haft udflåd i et stykke tid nu, men jeg har stadig ikke fået min menstruation. Ved godt, det måske også er lidt tidligt, men jeg føler virkelig at det snart er på tide at min menstruation kommer. Jeg kan ikke huske præcis hvor lang tid jeg har fået udflåd, men jeg mener det er omkring et halvt år siden, at det startede. Det bekymrer mig en lille smule, at jeg har haft det i så lang tid uden at få min menstruation!!

Så, kan i hjælpe en lidt forvirret pige???

Kh M

Svar: 

Kære M,

Tak for dit brev. Der er rigtig mange unge piger, som har det som dig. Det kan være rigtig svært at vente på sin første menstruation, især når man føler sig klar, ligesom du gør. De fleste får den, når de er mellem 10-14 år, men det er også normalt at få det tidligere eller senere end det. Som du skriver er nogle af tegnene på, at menstruationen er på vej daglig udflåd. Det kan vare et par måneder før ens menstruation så kommer, men også helt op til 3 år. Nogle andre tegn kan være, at du er begyndt at vokse meget på kort tid, at dine bryster er begyndt at udvikle sig, og at du har begyndende kønsbehåring. Det er helt normalt at være lidt utålmodig, men jeg tænker ikke, at der er grund til bekymring. Det lyder til, at alt er helt som det skal være, den er på vej, og derfor må du væbne dig med lidt mere tålmodighed. Du får menstruationen, når din krop er klar, og selvom det kunne være fedt, er der ikke noget, du kan gøre for at skynde på processen. Du kan prøve at spørge din mor om, hvornår hun fik sin første menstruation. Nogen mener, at det kan give en idé om, hvornår du måske også får det, men det er ingen garanti.

Venlige hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program