Nervøs for fødslen

brevkassespørgsmål

Nervøs for fødslen

brevkassespørgsmål af
Carli
15 år
Oprettet 4 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg har skrevet til jer før, omkring noget jalousi mellem min kæreste og min eks. Jeg fik nogle rigtig gode råd herinde, som virkelig hjalp. Har fået snakket med min eks og min kæreste, og de er kvit med hinanden nu! Er så glad for det, og jeg ville bare lige sige 1000 tak for det gode råd!

Nu har jeg dog endnu et problem angående min graviditet. 

Ja jeg er godt klar over at jeg kun er 15, men både mig og min kæreste ( far til den lille dreng der kommer til verden om mindre end en uge) er begge klar til at tage ansvar for vores barn, og vi er klar til tilsidesætte vores egne behov for barnets skyld.

Men ja, mit problem er at jeg er rigtig nervøs for fødslen. Jeg er bange for at det kommer til at gøre mega mega ondt!! Min kæreste, har prøvet at berolige mig, og han har sagt at han nok skal være der ved siden af mig. Men jeg er stadig MEGA nervøs.

Hjælp mig Cyberhus, kan i måske forklare mig lidt mere om det, jeg skal igennem? Har i nogle idéer til hvordan jeg kan berolige mig selv?

Kh en gravid og lidt nervøs pige på 15!!!

Svar: 

Kære Carli

Tusind mange tak for din henvendelse. Jeg er utrolig glad for at høre, at du fik nogle råd sidst, du skrev ind til os, som du kunne bruge til noget. Det gør mig glad på dine vegne, at du har kunnet bruge dem konstruktivt og at du har taget dem til dig ved eksempelvis at snakke med din kæreste og ekskæreste om, hvordan du havde det. Hvor er du bare SEJ, at du gjorde det! Kæmpe skulderklap til dig. Jeg kunne forestille mig, at du er lettet over, at deres strid nu er slut.

Jeg kan godt sætte mig ind i din nervøsitet for at føde. Uanset hvor gammel/ung man er, er der rigtig mange, som frygter det tidspunkt, de skal føde og det er helt normalt. Det kan være, at man er nervøs for smerterne. Det kan også være, at der er andre ting omkring fødslen, som gør én nervøs. Man kan nok ikke helt undgå, at det kommer til at gøre ondt på den ene eller anden måde, for det er en stor proces, som der sættes igang i kroppen. Når det så er sagt, så har mange kvinder fortalt mig, at de under fødslen har fået smertelindring. Det kan f.eks. være en epiduralblokade, som lægges op under fødeprocessen for at lindre smerterne. Det kan også være lattergas, morfin, lindrende medicin, lokalbedøvelse eller anden form for smertelindring. Jeg ved fra nogen af de kvinder, som jeg har talt med, at de inden fødslen har haft en dialog med deres jordemor om, hvordan de ville have det med smertelindring og hvordan det fungerer. Mon du har snakket med din jordemoder om det? Måske har du snakket med hende om din nervøsitet? Hvis du ikke, så tænker jeg, at det måske kan være en god idé for dig at dele dine tanker med jordemoderen. Hvad tænker du om det? I og med at jordemoderen har erfaring med fødsler, så kunne jeg forestille mig, at han eller hun har nogle gode råd at give videre til dig. F.eks. fysiske  eller vejrtrækningsøvelser, som man kan lave før eller under fødslen for at komme smerterne til livs. Han eller hun kan også give dig et indblik i alle de ting, som man måske ikke ved så meget om. F.eks. hvad der sker efter fødslen, hvornår man må tage sit barn med hjem, er der hjælp til førstegangsfødende, hvornår skal man begynde at presse osv. Det kan også være, at du kan snakke med din læge om det. Mon du har mulighed for at ringe til lægen eller jordemoderen og dele dine bekymringer? 

Du efterspørger, om vi kan forklare lidt mere om det, som du skal igennem, men i og med, at jeg ikke har en faglig viden om det eller selv har født, så har jeg svært ved at kunne give dig et præcist forløb omkring fødslen. Dertil er det meget forskelligt, hvordan et fødselsforløb foregår, fordi det kommer utrolig meget an på, hvordan kroppen reagerer. Udover at alle gravide kvinder får veer og i sidste ende føder, så er er der næsten ingen fødselsforløb, som er 100 procent ens. Heller ikke hvis man har født flere børn. Derfor tror jeg, at det vil være en god idé at snakke med lægen eller jordemoderen om de tanker, følelser og nervøsitet, som du oplever her inden fødslen og jeg tror, at det vil kunne berolige dig lidt.

Jeg kan dog fortælle dig, at noget af det som mange kvinder har fortalt mig er, at når barnet er født, så har de oplevet at smerterne nærmest har været glemt i det moment, barnet er kommer til verden. Der har forklaret mig, at de har været fyldt med så meget adrenalin, lykkerus og kærlighed over at den skønne skabning, der er komme til verden, at smerterne har været glemt. Der er også rigtig mange kvinder, som ikke nævner smerterne som det første, når de skal fortælle, hvordan de har det. Det er også en indikator på, at smerterne er der, men at det er kærligheden, glæden og måske det at være træt, som fylder mest bagefter. Måske kan det berolige dig lidt? 

Jeg håber, at du har kunnet bruge mit svar selvom jeg ikke præcist kan fortælle dig, hvad du kommer til at gå igennem, når du skal føde. Jeg håber, at du har mod til at tage dialogen med din jordemoder eller lægen, så du kan blive beroliget lidt mere. Jeg ønsker dig i hvert fald rigtig meget held og lykke og en så god fødsel som muligt. 

Varme tanker og hilsner,
Malou

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program