Græder næsten hver engelsktime

brevkassespørgsmål

Græder næsten hver engelsktime

brevkassespørgsmål af
Sofia
15 år
Oprettet 2 måneder 1 uge siden

Hejj
Jeg har et probelm ift. engelsktimer i skolen. Siden jeg startede med at have engelsk i 3. klasse, har jeg ungået at sige noget. Det ved jeg er normalt, men det er blevet værre og værre. I 8. klasse sagde jeg kun noget da læreren spurgte mig, og jeg rystede bagefter. I de skriftlige prøver ligger jeg altid over gennemsnittet, men jeg KAN ikke sige noget i timerne.
Nu er jeg lige startet på efterskole, og hvade egentlig tænkt mig at starte på en frisk. Altså deltage så meget som muligt, og sørge for at lære alt hvad jeg kunne. Jeg vil virkelig gerne være god til det, og lægge frygten bag mig. I første engelsktime på efterskolen, fortalte læreren at vi alle skulle læse højt fra en bog, hver gang vi havde engelsk, og at vi skulle lave en video, hvor vi snakker ind over. Den skulle selvfølgelig vises for hele klassen. Så snart han sagde det, begynte jeg nærmest at græde. Hele den time havde jeg ondt i maven, og forsøgte at holde tårene tilbage. Jeg gik så op til ham bagefter, og spurgte om jeg ikke bare kunne sende videoen til ham, og at jeg havde svært ved at snakke, så måske kunne han give mig lidt særbehandling. Han svarede at mening var jo at det skulle vises, og at jeg gerne måtte lave felj, og at alle havde svært ved det. Jeg ville gerne fortælle ham hvor stor en udfordring det er for mig, men så ville jeg begynde at græde, så skyndte mig væk i stedet. Hele den aften lå jeg med ondt i maven , og kunne ikke lade vær med at græde. Jeg er så bange, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Hver gang jeg tænker på det, får jeg tårer i øjnene. Selv lige nu sidder jeg og stortuder.
I normale timer har jeg intet problem med at snakke. Især i fransk kan jeg faktisk godt lide at sige noget. Jeg synes at det er helt vildt irriterende at jeg skal have det sådan her. Hvis bare jeg kunne stoppe med at græde, og fjerne knuden i maven, så tror jeg godt jeg ville kunne sige noget. Men det går af en eller anden grund bare ikke. Jeg vil hellere tage hjem fra efterskolen, end at have timer med ham igen.

Jeg håber virkelig nogen kan hjælpe! Jeg har så meget brug for det.

 

Svar: 

Hej Sofia,

Tak for at du skriver ind og deler, hvordan du har det. Jeg forstår godt, at det her kommer til at fylde så meget for dig, og jeg håber, at mit svar kan give bare en lille smule ro i maven.

Når jeg læser det, du har skrevet, kommer jeg til at tænke på, at det du oplever, lyder rigtig meget som angst. Jeg tænker, at det må være så ubehageligt og hårdt at have det sådan, og jeg kan også læse, at det er noget, som har stået på i lang tid. Så kommer det hurtigt til at fylde rigtig meget, som jeg kan høre, at det også gør for dig. Jeg ved ikke, om du har hørt om angst eller måske endda selv har tænkt på, om det kunne være det, der sker, når du mærker knuden i maven, bliver meget ked af det og tankerne stikker af. Jeg tænker, at det lyder som om, det er det, der er på spil, når du oplever, at du ikke kan sige noget timen. Det er virkelig sejt, at du har besluttet dig for at prøve at gøre noget ved det og starte på en frisk på efterskolen. Jeg er sikker på, at det har krævet en masse kræfter og energi, og det er ikke let "bare lige" at ændre på sine handlemønstre og reaktioner. Angst er en reaktion på noget, som ens hjerne tror/synes er farligt. Derfor gør den klar til at kæmpe, fryse eller løbe for at komme væk fra faren. Hjertet begynder at slå hurtigere, man får måske svedige håndflader og ens tanker ræser afsted. Din hjerne har i lang tid givet et signal om, at det er farligt at sige noget i klassen i engelsktimerne, og det kan tage lang tid, og kræver noget arbejde at bryde det tankemønster, så du kan gøre noget andet, end du plejer. Derfor er det også så flot, at du har taget udfordringen op og er gået ind i kampen mod angsten, så den ikke skal styre dig og få dig til at få det så dårligt. Jeg forstår godt, at du bliver frustreret og utålmodig og ville ønske, at det bare forsvandt. 

For mig lyder det til, at din lærer ikke helt har hørt dig og forstået dig, da du gik op til ham og forklarede, hvordan du havde det, og at det virkelig har pustet til angsten igen, hvilket jeg godt forstår. Hvis han måske kendte dig lidt bedre, så havde han fanget det, og I kunne sammen blive enige om at tage det stille og roligt, indtil du føler dig klar til f.eks. at lave en video som klassen skal se. For at man kan udfordre sine sædvanlige tanke- og handlemønstre kræver det, at man føler en vis tryghed, og den har I ikke rigtig opbygget endnu. Den oplevelse, du havde efter timen, har virket lige modsat sådan, at du slet ikke har lyst til at have en time med ham igen. Det bliver svært at undgå, men jeg tænker, at det sagtens kan blive godt, og at du stadig har mulighed for at arbejde med nogle af de ting, som er svære for dig. Når der er sket sådan en miskommunikation, er det super vigtigt at få snakket om det. Det er måske noget af det sidste, du har lyst til lige nu. For at I kan skabe en forståelse af hinanden, er I nødt til at få snakket sammen, så du kan fortælle ham, hvad det er det handler om for dig. Det kan godt være, at du vil blive ked af det, når I snakker, men det er også okay. Det viser ham, hvordan dine følelser påvirker dig, og at du virkelig mener, det du siger. Altså kan det skabe en større forståelse, selvom det er ubehageligt og sårbart i situationen. En måde man ofte arbejder med angst på er ved at gøre det, man er bange for. At udsætte sig selv for en lille smule af det, som gør en bange, i små skridt og korte intervaller. At snakke med din lærer er måske et stort skridt lige nu, så jeg tænker, at du kan starte med at snakke med en anden om det. Måske en som kan hjælpe dig med at henvende dig til engelsklæreren igen, og som kan støtte dig i snakken. Det kan være en af de andre elever på skolen, en anden lærer (måske din kontaktlærer), som du er tryg ved, eller måske endda en af dine forældre. Uanset hvem, skal du snakke med nogen om det. At snakke om, hvordan man har det kan gøre, at man føler sig lettet og får mod på at kæmpe videre. Det kan blive bedre, og jeg kan høre, at du også ønsker at gøre noget ved det her problem, du oplever, og det er et rigtig godt udgangspunkt. 

Når du eller I har fået snakket med din engelsklærer, kan du starte med at øve dig i at sige noget på timen ved at udsætte dig selv for en lille dosis af det, som gør dig bange. Det kan være, at du laver en aftale med dig selv og evt. også læreren om, at du siger noget én gang i hver time, og så kan du langsomt trappe op, når du finder ud af, at det ikke er farligt at sige noget i timen, og at du sagtens kan. For det kan du.

For nogen er den bedste løsning at få hjælp fra en professionel til at finde ud af, hvad det er, der er årsag til, at man føler angst og til at få redskaber til at arbejde med det. Det kan være en mentor, skolepsykolog eller en anden psykolog/terapeut. Hvis du kan mærke, at det vil være det bedste for dig også, tænker jeg, at du skal tage en snak med dine forældre, som kan hjælpe dig med at undersøge mulighederne for det.

Igen vil jeg rose dig for at dele dine tanker og følelser, og minde dig om, at du er helt vildt sej. Vi kan meget mere, end vi tror, og jo mere vi øver os, jo bedre bliver vi til det, der er udfordrende. Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Du er også altid velkommen i Cyberhus chatten, hvor du kan skrive anonymt med en rådgiver om hvordan du har det, hvad du kan gøre, eller noget helt tredje. 

De bedste hilsner 

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program