Kære du.

Det lyder som en rigtig svær situation, du har været igennem, og som har gjort stort indtryk på dig, forståeligt nok. At føle at man har ansvaret for en andens liv på den måde, du har oplevet, er voldsomt, og det er naturligt at reflektere over det, og tænke over om du gjorde det rigtige eller om du kunne have gjort noget anderledes - særligt når du ikke ved, hvordan det endte med ham.

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at du er ikke ansvarlig for andre menneskers handlinger, især ikke når det kommer til alvorlige ting som selvmordstrusler. Du gjorde dit bedste ud fra de oplysninger du havde og de ressourcer, du havde på det tidspunkt. Han var ikke dit ansvar, og faktisk en fremmed, men alligevel lyder det til at du gjorde så meget for at hjælpe ham. Det siger meget om dig som person, og er noget du kan være stolt af, nemlig at være empatisk og hjælpsom.

Det er altid nemt at være bagklog, særligt når man ikke længere står i en presset situation, hvor man kan være nødt til at træffe hurtige beslutninger. At finde ud af at man kunne gøre noget anderledes, gør ikke en forskel for situationen, men kan gøre en forskel for, hvordan man agerer fremadrettet. Og det du gjorde var rigtigt:

1. Du anbefalede ham at opsøge professionel hjælp, hvilket var det bedste du kunne gøre, da hans udfordringer og selvmordstanker ikke var dit ansvar. Og da han ikke boede i landet, kunne du ikke gøre meget mere end det, for du kunne ikke tvinge ham til at opsøge hjælp, men du kunne præsentere idéen for ham, som du gjorde. 
2. Du informerede en han kendte om det, hvilket også var godt. Selvom jeg godt kan forstå, at du er ked af at det kan have givet hende skyldfølelse og føler dig ansvarlig for det, så er selvmordstrusler meget alvorlige i sådan en grad, at hvis man kan skaffe hjælp til den, der er selvmordstruet, skal man gøre det, og da hun kendte ham, kendte hun måske også familie eller en organisation eller myndighed, der kunne hjælpe ham i hans eget land. 
3. Du passede på dig selv! Dit instinkt om at blokere ham, da han begyndte at foreslå at ses eller rejse sammen, var fuld forståelig og vigtig, da du netop ikke vidste, om det var sikkert eller ej at mødes med ham. Og din sikkerhed kommer først. Det kan godt være, at du gav ham håb om et forhold/venskab, men din intention med det var at hjælpe ham, ikke at narre ham. Der er en kæmpe forskel. Selv hvis det betød at han skadede sig selv, var det hans beslutning at gøre det og hans ansvar, ikke dit. 

Så det du kan tage med dig er, at du kan ikke løse andres udfordringer for dem, særligt ikke, når det har så alvorlig karakter som hans. Du kan være en støtte og lytte, når de har brug for det, og du kan henvise til professionelle. 

Generelt synes jeg, at den situation han satte dig i, lyder meget urimelig, for det var rigtig meget ansvar han pålagde dig, nemlig hans liv, sikkerhed og trivsel, og dét er ikke rimeligt at pålægge andre mennesker, særligt ikke fremmede.  At jeres korrespondance går fra selvmordstrusler og våben til flyrejser sammen, gør mig en smule mistænksom overfor om han mon prøvede at manipulere dig til en relation eller lignende.

I din overskrift spørger du til, hvad du kan gøre nu. Jeg forstår, at det er svært at slippe den her oplevelse, når du ikke ved, hvordan det er endt. Det er nemt for mig at råde dig til at lægge det bag dig, men det kan være meget svært at gøre, når man føler ansvar.  Jeg håber dog, at du kan se, at du gjorde det, som du kunne gøre i situationen, samtidig med, at det var vigtigt, at du passede på dig selv. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din oplevelse, og at du finder ro i, at du gjorde hvad du kunne i en svær situation. 

Mange hilsner
Pernille