Gjorde jeg noget virkelig forkert og hvad skal jeg gøre nu?

brevkassespørgsmål

Gjorde jeg noget virkelig forkert og hvad skal jeg gøre nu?

Kære Cyberhus Jeg er en 19-årig pige, der skriver herind fordi, at jeg har oplevet noget ubehageligt på nettet, som går mig rigtig meget på og som jeg ikke tør at fortælle mine forældre. For nogle år siden skrev jeg med en fremmed person på Facebook. På et tidspunkt fortalte han mig noget virkelig frygteligt. Han skrev, at han havde kærestesorger og at han var så ulykkelig, at han ville tage sit liv. Han sendte mig også billeder af våben. Jeg blev så bange og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg prøvede at tale ham fra det og skrev, at det nok var bedst, hvis han kontaktede en psykiater eller terapeut. Jeg foreslog ham, at jeg kunne være hans ven/kæreste, da jeg troede, at det var den eneste måde, at jeg kunne tale ham fra at tage sit liv på. Jeg turde ikke at blokere ham med det samme og gik i panik. Han sagde, at han gerne ville snakke med en professionel og sælge sine våben, hvis vi var sammen og blev sammen (og måske skrev lidt om sex). Han skrev også, at han havde købt en dyr ring til mig og at han var ved at planlægge en flyrejse til os. Jeg kunne ikke sige ja til det og endte med at blokere ham, da jeg blev bange for, hvad der så kunne ske. På den måde gav jeg ham jo et falsk løfte om, at jeg ville være hans nye kæreste og være der for ham, men jeg holdt det jo ikke, da jeg alligevel blokerede ham. Det at jeg gav ham det her falske løfte og brød det, kan jo have tilskyndt ham endnu mere at begå selvmord. Han ville jo nok ikke snakke med en psykolog, hvis jeg forlod ham og han kunne jo ikke leve uden sin ekskæreste. Nu er jeg så fortvivlet og ked af det, da jeg ikke ved, hvad der er sket og aldrig finder ud af det. Jeg har snakket med andre rådgivere om det, men jeg kan ikke slippe det. Jeg har også været dum og indblandet andre på Facebook i denne situation, blandt andet hans ekskæreste. Hun havde en profil på Facebook og jeg skrev bla. til hende, at han var selvmordstruet og jeg videresendte hans billeder af våben til hende, selvom det jo var helt forkert af mig, da det sandsynligvis gav hende en skyldfølelse over, at hun havde slået op med ham. Jeg indser først nu, hvor dum jeg har været. Jeg kommer også først nu i tanke om, at jeg kunne have henvist ham til en livslinje, men da han nok boede i udlandet (han var engelsktalende), vidste jeg ikke, hvor han kunne henvende sig og da jeg ikke vidste, hvor han var, kunne jeg ikke tilbyde ham at tage sammen med ham til en psykiater eller et sted hen, hvor han kunne få hjælp. Hvad kunne jeg mon have gjort eller ikke gjort? Har jeg gjort noget meget forkert? Hvis mit brev lyder for voldsomt eller noget, kan det bare slettes og jeg beklager, at det er så langt. Fra den fortvivlede og dumme pige

Svar:

Kære du.

Det lyder som en rigtig svær situation, du har været igennem, og som har gjort stort indtryk på dig, forståeligt nok. At føle at man har ansvaret for en andens liv på den måde, du har oplevet, er voldsomt, og det er naturligt at reflektere over det, og tænke over om du gjorde det rigtige eller om du kunne have gjort noget anderledes - særligt når du ikke ved, hvordan det endte med ham.

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at du er ikke ansvarlig for andre menneskers handlinger, især ikke når det kommer til alvorlige ting som selvmordstrusler. Du gjorde dit bedste ud fra de oplysninger du havde og de ressourcer, du havde på det tidspunkt. Han var ikke dit ansvar, og faktisk en fremmed, men alligevel lyder det til at du gjorde så meget for at hjælpe ham. Det siger meget om dig som person, og er noget du kan være stolt af, nemlig at være empatisk og hjælpsom.

Det er altid nemt at være bagklog, særligt når man ikke længere står i en presset situation, hvor man kan være nødt til at træffe hurtige beslutninger. At finde ud af at man kunne gøre noget anderledes, gør ikke en forskel for situationen, men kan gøre en forskel for, hvordan man agerer fremadrettet. Og det du gjorde var rigtigt:

1. Du anbefalede ham at opsøge professionel hjælp, hvilket var det bedste du kunne gøre, da hans udfordringer og selvmordstanker ikke var dit ansvar. Og da han ikke boede i landet, kunne du ikke gøre meget mere end det, for du kunne ikke tvinge ham til at opsøge hjælp, men du kunne præsentere idéen for ham, som du gjorde.
2. Du informerede en han kendte om det, hvilket også var godt. Selvom jeg godt kan forstå, at du er ked af at det kan have givet hende skyldfølelse og føler dig ansvarlig for det, så er selvmordstrusler meget alvorlige i sådan en grad, at hvis man kan skaffe hjælp til den, der er selvmordstruet, skal man gøre det, og da hun kendte ham, kendte hun måske også familie eller en organisation eller myndighed, der kunne hjælpe ham i hans eget land.
3. Du passede på dig selv! Dit instinkt om at blokere ham, da han begyndte at foreslå at ses eller rejse sammen, var fuld forståelig og vigtig, da du netop ikke vidste, om det var sikkert eller ej at mødes med ham. Og din sikkerhed kommer først. Det kan godt være, at du gav ham håb om et forhold/venskab, men din intention med det var at hjælpe ham, ikke at narre ham. Der er en kæmpe forskel. Selv hvis det betød at han skadede sig selv, var det hans beslutning at gøre det og hans ansvar, ikke dit.

Så det du kan tage med dig er, at du kan ikke løse andres udfordringer for dem, særligt ikke, når det har så alvorlig karakter som hans. Du kan være en støtte og lytte, når de har brug for det, og du kan henvise til professionelle.

Generelt synes jeg, at den situation han satte dig i, lyder meget urimelig, for det var rigtig meget ansvar han pålagde dig, nemlig hans liv, sikkerhed og trivsel, og dét er ikke rimeligt at pålægge andre mennesker, særligt ikke fremmede. At jeres korrespondance går fra selvmordstrusler og våben til flyrejser sammen, gør mig en smule mistænksom overfor om han mon prøvede at manipulere dig til en relation eller lignende.

I din overskrift spørger du til, hvad du kan gøre nu. Jeg forstår, at det er svært at slippe den her oplevelse, når du ikke ved, hvordan det er endt. Det er nemt for mig at råde dig til at lægge det bag dig, men det kan være meget svært at gøre, når man føler ansvar. Jeg håber dog, at du kan se, at du gjorde det, som du kunne gøre i situationen, samtidig med, at det var vigtigt, at du passede på dig selv.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din oplevelse, og at du finder ro i, at du gjorde hvad du kunne i en svær situation.

Mange hilsner
Pernille