Føler mig usikker

brevkassespørgsmål

Føler mig usikker

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 3 år 3 dage siden

Jeg føler mig ofte usikker når noget kan tolkes som en afvisning. Nogle gange er jeg i godt humør, men så sker der noget som jeg tænker er et bevis for at de andre ikke kan lide mig. Og så bliver jeg vred og bitter. Er jeg for følsom? Måske er det en god ting at jeg er følsom? Hvorfor er jeg så parat til at føle mig afvist af små ting?

Svar: 

Kære du

Hvor er det godt at du skriver herind og fortæller om dine tanker og følelser. Dit brev gav mig nogle overvejelser, som jeg vil dele med dig her.

Der er stor forskel på hvor følsomme vi er som mennesker og også stor forskel på, hvor meget vi reflekterer over sociale situationer og vores relation til andre. Det lyder som om at du er en person som har rigtig mange følelser og som tænker meget over tingene. Det er der intet i vejen med - tværtimod. Efter min opfattelse er det faktisk med til at sige noget om, at du er en klog dreng, når du reflekterer så meget over tingene. Når man er en person med mange følelser og tænker meget over tingene, er der bare nogle forskellige ting, som det kan være en god idé, at være ekstra opmærksom på. Det kan blandt andet være en god idé, at være opmærksom på, om dine tanker er blevet til en form for grublerier og overtænkning. Der er intet unormalt i have grublerier, men de kan være ganske ubehagelige at gå rundt med.

Grublerier er når man har nogle tanker og bekymringer, som man ikke rigtig kan stoppe med at tænke på - som man på en måde kommer til at sidde lidt fast i og ikke kan lægge fra sig. Hvis man har mange grublerier, kan det nogle gange føre til det man kalder for overtænkning. Det betyder, at man kan tænke så meget over en situation, at man kommer til at blæse den op til mere end den er og måske også kommer til at fejltolke noget ved situationen. Grublerier kan tage rigtig meget mental energi og kan føre mange negative tanker og følelser med sig.

Så, selvom det er positivt at have mange følelser og tænke meget over tingene, så gør det det også ekstra vigtigt, at være opmærksom på om ens tanker er grublerier eller om man overtænker tingene. Måske kan du prøve at tænke på, om det er det der sker for dig, i nogle situationer? Hvis det er, så er der nogle forskellige ting du kan gøre. Det lyder som om at det i særlig grad er sociale situationer og dine relationer til andre, som du tænker rigtig meget over og som ofte resulterer i negative følelser og tanker. Derfor kunne det måske være en mulighed at prøve at skrive de tanker og følelser ned, som opstår i forbindelse med en situation, hvor du føler dig afvist. Det kan nogle gange hjælpe at se det på skrift og det kan være med til at sætte tankerne og følelserne lidt i perspektiv.

Når vi indgår i sociale sammenhænge med andre, er der altid en masse forskellige faktorer der spiller ind. Alle mennesker har deres egne opfattelser, følelser og tanker, samt en masse oplevelser med i bagagen, som de tager med ind i det sociale samspil. Når andre siger og gør noget bestemt, så er det som regel fordi de har en anden måde at forstå tingene på eller fordi der er noget i deres liv, som gør at de reagerer som de gør. Jeg vil derfor vove at påstå, at folks reaktioner og ageren sandsynligvis ikke har noget med dig at gøre - og selvom noget kan føles som en afvisning, så er det højst sandsynligt ikke sådan det forholder sig. Næste gang du får den følelse, kan du måske, hvis du har lyst, prøve at se om du kan stoppe tankerne om, at det er en afvisning af dig og prøve at tænke over, om der kunne være en anden mulig forklaring på de andres reaktioner.

Som jeg skrev før, så er vores tidligere oplevelser med til at have en indflydelse på, hvordan vi oplever verden og indgår i sociale sammenhænge med andre. I nogle tilfælde kan det derfor også ske, at hvis man tidligere har haft nogle oplevelser, hvor man i en eller anden grad, er blevet afvist - at det kan sætte sig i en som en slags "overfølsomhed" over for at blive afvist. Det er naturligvis ikke sikkert at det er sådan det forholder sig for dig, men du kan prøve at tænke på, om der kan være nogle ting du tidligere har oplevet, som kan have en indflydelse på din usikkerhed og det at du er meget opmærksom på, om de andre afviser dig.

Jeg håber at du kan bruge mit svar og jeg håber du får styr på de negative tanker - det fortjener du.

Kærlig hilsen Freja

Frejas billede
Freja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program