Forvirret over transkønnede

brevkassespørgsmål

Forvirret over transkønnede

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 3 måneder 5 dage siden

Hej Cyberhus. Jeg har nogle transkønnede venner som jeg fuldt ud respekterer. Jeg har dog altid haft lidt svært ved at forstå dem, og tør ikke rigtig spørge dem. For mig har køn altid betydet at man har en penis eller at man har bryster og fisse. Så jeg forstår bare ikke hvordan transkønnede kan føle sig som et andet køn? Eller det med at identificere sig med et køn? Altså jeg kan godt se stereotyperne om kønnene, men det er jo bare stereotyper, det definerer jo ikke betydningen af køn? Har også hørt at sex (ikke samleje sex men biologisk sex) og køn ikke betyder det samme, og det er jeg virkelig forvirret ved - hvad betyder køn så? Intet ondt ment til transkønnede, dette kommer bare fra ren nysgerrighed.

Svar: 

Kære du,

Tusind tak for dit spørgsmål. Det er et super relevant et, og du er langt fra den eneste, der er lidt forvirret over køn og sex.

Helt basalt: Biologisk sex er om du har en penis eller vagina. Om du har XX kromosomer eller XY kromosomer. Traditionelt vis er køn og sex set som en og samme ting. Det vil sige har du en penis, er du en mand, og har du en vagina, er du kvinde.

I dag ved vi, at der er forskel på køn og biologisk sex. Vi taler i dag om køn som noget vi lærer at være af vores forældre og af samfundet, altså det du også nævner som stereotyper. Det kan være alt fra "drengefarver" og "pigefarver", femininitet og maskulinitet, "drenge-hobbyer" og "pige-hobbyer", osv. Det er alt fra dit navn til din måde at gå på, sidde på, tale på, klæde dig på, dine hobbyer, hvad du kan lide, og hvad du tænker om andres køn.

Transkønnede oplever, at det køn, de er blevet lært de er, slet ikke passer på dem, de føler, de er. For nogle handler det både om det biologiske sex og det køn, de har fået at vide, de er. For andre er det kun kønnet. Det har i høj grad med identitet at gøre.

Et eksempel er en person født med XX kromosomer og en vagina. Hele livet har personen fået at vide, de er en pige. Men de føler ikke, det er rigtigt. De føler sig misforstået når folk kaldet dem en pige, og måske ukomfortabel når de skal i en pæn kjole og viser formerne frem, som de nu har lært piger gør. De føler, de bliver tvunget ind i en rolle, der aldrig har været dem. Så de vælger at sige nej. Nu vil de være den, de er. De er ikke en pige med langt hår, kjole og med styr på den seneste måde. De kan bedst lide at blive kaldt en dreng. Han/ham føles bare helt rigtigt for dem. De stereotyper som oftest gives til drenge-kønnet føles langt mere rigtige for dem. Så de tager deres nye identitet på sig og vælger, at deres biologiske sex slet ikke har noget at gøre med det køn, de har.

For nogle har transkønnethed også noget med sex at gøre. Her er LGBTQ lidt uenige om, hvad man "må" og "ikke må" identificere sig med. Men skulle man eksempelvis være en person med XY kromosomer, med en penis, men identificere sig som en kvinde, og som kun at være tiltrukket af kvinder, kan de vælge at identificere sig som lesbisk, selvom nogle måske ville sige at det biologiske sex afgør seksualitet. Men det vælger man helt selv. Køn er et valg. Seksualitet er et valg. Dit biologiske sex behøver ikke bestemme over dit køn.

Dette er også årsagen til, at der er så mange forskellige køn, og så mange forskellige måder at identificere sig på. Det et ikke alle, der føler sig set og hørt og inkluderet i de to traditionelle køn. Så der er nok at vælge imellem.

Nu nævner du også i dit brev, at du har transkønnede venner, og du ikke bryder dig om at spørge dem. Jeg tænker, at det ville være godt for dig at prøve. Du kan eventuelt spørge dem om du må spørge dem om deres kønsidentitet, så du bedre kan sætte dig ind i deres oplevelse af køn. Nogle er ikke så glade for at tale om det af forskellige årsager, og andre vil hellere end gerne hjælpe dig med at forstå det.

Det er super modigt af dig at være nysgerrig og indrømme, at du faktisk ikke helt forstår det. Det kan være lidt svært at forstå, når man er vant til at tænke på sex og køn som en og samme ting.

Jeg håber, mit svar gør det lidt nemmere at forstå. Ellers, så skriv endelig ind igen. Her er ingen dumme spørgsmål.

Frida fra Cyberhus

cyberhuslivs billede
Frida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program