Føler mig bagud

brevkassespørgsmål

Føler mig bagud

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 3 måneder 1 uge siden

Hej Cyberhus. Jeg skriver egentlig ind for at få nogle råd til, hvordan man lige håndterer det med at føle sig bagud sammenlignet med alle andre på ens alder.. En af de største punkter ift. dette som jeg virkelig kæmper med, er at rejse. Føler virkelig at alle i min omgangskreds enten er eller allerede har været på store jordomrejser, hvor de igennem flere måneder rejser hele verden rundt og får oplevet ekstremt mange virkelig fede ting, enten med rejsehøjskole eller bare for dem selv. Jeg har også altid ønsket at komme ud og se verden, men har dog hverken pengene eller tiden til det, da jeg også har fuldtidsarbejde, som jeg selvfølgelig ikke bare lige kan tage fri så længe fra. Jeg føler at jeg går glip af virkelig meget både oplevelsesmæssigt, men også udviklingsmæssigt, da man jo virkelig lærer meget af sådan slags rejser - en læring som jeg slet ikke får mulighed for at få lige pt. Jeg har prøvet at sige til mig selv, at jeg jo så bare må arbejde lidt længere tid og spare op, og så derefter rejse, men der kommer nok til at gå mindst et år før jeg har mulighed for det, og på daværende tidspunkt er alle andre jo nok gået igang med uddannelser og så videre - så jeg endnu engang bliver bagud. Synes bare virkelig det er svært at undgå at sammenligne sig selv med alle andre, især når de alle lever det liv man selv så gerne vil have.

Svar: 

Hej du,

Det er et godt spørgsmål du stiller, og jeg tror virkelig at der er mange som kan genkende det med at man føler at man ikke er god nok eller er nået langt nok, sammenlignet med andre. 

Vi mennesker er flokdyr, så derfor er det helt naturligt at vi sammenligner os med andre omkring os. Men nogle gange kan vi være så optagede af andre, at vi glemmer lidt at mærke efter hvad vi egentlig selv vil. Eller vi kan blive så forvirrede, at vi slet ikke selv ved hvad vi egentlig vil længere. 

Samtidig er det meget nemt at komme til at opfatte andre menneskers SoMe feeds, som sandheden om deres liv, i stedet for et glansbillede, som det jo egentlig er. De fleste poster jo noget når der sker noget fedt de gerne vil dele, ikke når de bare laver helt almindelige, kedelige leverpostejs aktiviteter. 

Selvom sammenligning er naturlig, er der faktisk en del forskning som viser at mennesker som sammenligner sig meget med andre, er mere ulykkelige end mennesker som ikke gør. For vi kan jo altid finde områder hvor andre klarer sig bedre end vi selv gør. Derfor tror jeg en del af svaret på hvordan du skal håndtere følelsen af at være bagud, ligger i at prøve at skifte fokus og vende blikket ind mod dig selv. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men jeg vil prøve at komme med nogle forslag til hvordan du kan gøre. Det er nok ikke det hele der rammer, men forhåbentlig kan du bruge noget af det.

Du kan starte med at prøve at adskille sammenligningen med de andre, fra hvad du selv vil. Der er en klog (og helt ærligt, måske lidt irriterende) person, som engang har sagt at vi ikke skal sammenligne os med andre, i stedet skal vi sammenligne os med os selv. Så vi skal se på om vi selv har flyttet os i forhold til for et år eller en måned siden og om vi i hverdagen laver ting som vi synes er meningsfulde og som gør os glade. Jeg tror altså at du skal vende fokus lidt ind mod dig selv, du kan f.eks. prøve at overveje:

Er der gode grunde?

Jeg kender dig jo overhovedet ikke, men det kan godt være at der er gode grunde til at du er hvor du er. Måske har du ikke følt dig klar til at rejse endnu, måske har du ikke haft økonomisk hjælp fra andre, måske har der været andre ting du synes var vigtigere osv. osv. Så, hvis du kigger et år eller to tilbage, er der så gode grunde til at du er, hvor du er? Hvis svaret er ja, kan du selvfølgelig godt stadig være træt af at andre har nået mere, men i det mindste ved du, at du har gjort hvad du kunne. 

Har jeg andre behov?

Hvis du nu ikke kan finde nogle rigtig gode grunde, men det mere handler om hvordan du har prioriteret din tid og dine penge, kan du prøve at overveje hvorfor du har gjort det? Du skriver at du altid gerne har villet se verden, men der er faktisk også mange mennesker, som egentlig ikke har det behov, og det er jo også ok. Man kan sagtens have et spændende og meningsfuldt liv lige her i Danmark. 

Skal jeg prioritere anderledes?

Det kan også være at du, uden sammenligning med andre, kan mærke at du faktisk har et stort ønske om at komme ud og se verden, men du har måske ikke lige fået handlet på det, og så er tiden bare gået. 

Hvis det er sådan, skal du nok se på hvordan du skal prioritere, for at få det til at ske i praksis. Det er selvfølgeligt ærgerligt at du ikke er kommet afsted endnu, men du kan stadig nå at komme afsted i fremtiden, så fokusér på det. Du skriver at du ikke kan tage fri så længe, så der må du overveje hvad der er vigtigst, jobbet eller friheden til at rejse? Du skriver at skal spare op et år eller mere, men kunne du gøre det kortere, ved at ændre på hvor du vil hen eller ved at skære nogle omkostninger fra? Hvis du overvejer helt konkret hvor du gerne vil hen, hvor længe, hvornår og hvor mange penge du skal bruge, bliver det meget lettere for dig at finde konkrete løsninger på hvordan du kan komme afsted. Det kan også være en god ide at spørge venner som allerede har rejst, hvordan de fik det til at ske.

Trænger jeg til at manipulere med algoritmen?

Mit sidste råd vender lidt tilbage til det med sammenligningen, for det handler om sociale medier. Algoritmerne er gode til at fange hvad der får os til at klikke og så viser de os mere af det. Så måske får du bare vist den ene hvide bounty strand efter den anden, som egentlig bare får dig til at føle det værre? Det kan du sagtens ændre, ved i en periode at opsøge andre typer indhold og fjerne indhold du ikke gider se. Så vil du ret hurtigt opleve at du får andre forslag, og så bliver det måske lettere at ændre fokus. Hvis det primært er dine venner der poster, kan du selvfølgelig ikke bare fjerne dem. Så handler det måske mere om at skære ned på den tid du bruger på at kigge på det.

Det kan godt tage lidt tid at lære at skifte fokus, så i starten vil du måske opleve at det er ret svært og ikke virker særligt godt. Der er nok ikke nogen af os, som helt bliver fri for at sammenligne os med andre, en jo mere du øver dig på det, jo lettere og mere effektivt bliver det, så jeg håber at du vil give det lidt tid. 

Mange hilsner,
Marie

cyberhusdittes billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program