Hej Anonym 

Jeg springer direkte ud i det, og starter med det vigtigste. Ja, du skal helt sikkert sige det. Angst og angstanfald kan man gøre noget ved, så der er ingen grund til at det skal blive et uoverskueligt problem i din hverdag, og det kan der være en risiko for at det gør, hvis det får fred til at vokse. 

Jeg kan godt forstå din bekymring for at skulle sige det til et menneske du ikke kender helt vildt godt. Der tænker jeg du skal fokusere på din fornemmelse af hende. Om at hun er vildt flink. Du skriver ikke hvem det er du vil sige det til, men hvis hun er voksen på en skole eller lignende, hvor der er andre unge, så er jeg sikker på hun har mødt andre med lignende udfordringer, så måske synes hun sket ikke det er så mærkeligt. 

Det er vildt svært at få den slags sagt. Det kan være svært at finde de rigtige ord, og måske er du også bange for om du overhovedet kan få det sagt, når du sidder i situationen. 

Har du overvejet at skrive et brev. Jeg kan se at du sagtens kan få det ud, her på skrift, og det kunne du også sagtens bruge overfor hende du gerne vil sige det til. Du behøver ikke skrive alting, men hvis du fx vare skrev den beskrivelse du har gjort her, at du kæmper med svære tanker og angstanfald, og at du gerne vil tale med hende om det. Så har hun fået en idé om hvad det handler om, og så kan hun spørge mere ind. 

Hvis hun vurderer at du har brug for mere hjælp end hun selv kan give, så skal hun sige det videre, så om det er tilfældet er svært fir mig at sige. Nu ved jeg ikke om det er nogle bestemte, du er bekymret for, får det at vide, men jeg tænker det er noget du kan snakke med hende om, så I sammen kan lægge en plan for hvordan det skal siges, HVIS hun er nødt til at sige det videre. Husk at det hele handler om at hjælpe dig bedst muligt, og at hun kun siger det videre for at kunne hjælpe. 

Mange hilsner Tanja