Hej, skriver lige igen, da jeg føler mit forrige brev "forskelsbehandling" blev en lille smule misforstået grundet nogle oplysninger jeg selv glemte at inddrage :) Jeg fik bl.a. at vide at jeg skulle forsøge at se på min søsters situation med noget mere forståelse, hvilket også er en god pointe. Dog syntes jeg at rådgiveren næsten fik det til at fremstå som om at jeg tror at dét at bo ude er præcis det samme som at bo hjemme. Jeg er mere end klar over, at der er mange andre udgifter forbundet med at bo ude, og det kan være tricky at få det hele til at hænge sammen økonomisk af den grund. Dette forsøgte jeg også at gøre udtryk for i mit brev, men burde måske have understreget mere. Den anden ting jeg følte blev en lille smule misforstået, var antagelsen om at min søster kun lige er flyttet hjemmefra. Dette kan jeg godt forstå, da jeg selv glemte at nævne hendes alder og dermed kan jeg også godt forstå misforståelsen/antagelsen om manglende forståelse af hendes situation fra min side. Men min søster er altså lige blevet 30, og har boet ude siden hun var 20. Dermed har hun haft 10 år (hvilket jeg ville mene trods alt er en del) til at få lidt mere styr på sin økonomi og selve livet som udeboende. Hun bor desuden også sammen med en kæreste som også betaler mange ting for hende. Og hun spiser hos hendes kærestes forældre HVER aften, og dermed er en stor del af hendes madbudget allerede dækket af dem. De bor i en lejlighed til 3000kr om måneden, hvilket jeg skulle mene er rimeligt heldigt sluppet ift. mange andre steder (men ret mig endelig hvis jeg tager fejl). Deres indtjening kender jeg jo ikke til helt konkret, men ud fra deres arbejdspladser og arbejdstimer at dømme er jeg næsten sikker på at de begge (mindst) tjener omkring de 30.000kr om måneden. Og selvfølgelig ved jeg godt at der er andre udgifter de skal tage sig af også, men har dog svært ved at se hvordan de ikke skulle kunne få det til at fungere på egne ben med den indkomst samt taget i betragtning af at hans forældre som sagt også betaler meget af deres madbudget og så lav en husleje. Min pointe her, (som jeg måske glemte at understrege i forrige brev) er at min søster på mange måder allerede er super priviligeret ift. andre udeboende og altså også har haft mange års erfaring med at være udeboende :) Efter min opfatning har hun derfor mere end rig mulighed for ikke at ende der, hvor hun skal spørge mine forældre om penge konstant, men vælger alligevel gang på gang at bruge penge på luksusting (i så høj en grad, at hun jo bruger ALLE sine penge på disse luksusting). Derfor synes jeg at det nogle gange kan virke lidt spøjst, at jeg skal bebrejdes så meget når jeg spørger om penge, når min søster HAR muligheden for ikke at være nødt til det, men alligevel bevidst vælger at gøre det gang på gang. Den sidste ting jeg lige studsede lidt over, var sammenligningen vedr. mit ønske om at komme ud og rejse, og hendes forbrug på tøj, negle osv. For det første, fremgik det lidt i svaret, at dét at tage ud og rejse, og at bruge penge på tøj, negle osv. er det samme. Jeg kan godt se pointen i, at det kunne være at vi begge oplevede værdien og vigtigheden i de to ting ligeså store, fordi vi har forskellige prioriteter. Og jeg ved godt at min holdning selvfølgelig er lidt bias, da det jo er mig der ønsker at rejse. Dog bliver jeg alligevel nødt til at sige, at jeg mener der er en ret stor forskel på en oplevelse og materielle ting. Rejsen jeg prøver at spare op til er en flere måneders lang rejse med mine 3 bedste veninder, som vi har snakket om i flere år og som jeg kun har muligheden for at tage med på næste år, da de alle gerne vil starte på uddannelser osv. efter og dermed ikke vil have tid til så lang en rejse efterfølgende. Min søster bruger penge på tøj og andre materielle ting, som hun oftest glemmer og skifter ud efter et par måneder (hvorfor hun også hele tiden køber nyt). Ting, som altså kun giver hende glæder i et par måneder højst. En rejse derimod, ville jeg dog mene er noget man aldrig glemmer og altid vil kunne mindes med glæde. Herudover vil jeg også godt understrege, at jeg spørger mine forældre om hjælp til mine udgifter en enkelt gang om måneden højst. Min søster får penge af mine forældre næsten på en ugentlig basis. Jeg kan sagtens se argumentet i, at jeg jo bor hjemme, og mine forældre derfor allerede betaler meget for mig. Men så snart det lykkes mig at få skaffet mig et job har jeg også tænkt mig at stoppe med at bede dem om mere, da jeg i forvejen har dårlig samvittighed over det. Det jeg beder dem om, er altså bare at hjælpe mig med mine udgifter i en kort periode, indtil jeg får skaffet mig et job, så jeg har lettere ved at spare op til rejsen. Min søster derimod, har fuldtidsjob, en billig bolig, en kæreste (også med fuldstidsjob) at dele den med og får en del af deres madbudget dækket af hans forældre men spørger alligevel om penge rigtig ofte. Det kan godt være at jeg bare ikke forstår det, fordi jeg ikke bor ude endnu. Men kan simpelthen bare ikke forstå, hvordan hun kan have brug for så mange penge fra mine forældre, når hun i forvejen har alt det. Og jeg har også svært ved at forstå, hvorfor vi får en forskellig reaktion når vi spørger, alt taget i betragtning. Alt det ovenstående er altså også det, der vækker mine frustrationer lidt ift. situationen. Det kan som sagt sagtens være tilfældet, at det stadig bare er mig der ser lidt forkert på det, men havde bare brug for at få alle detaljerne med, da jeg som sagt glemte mange af dem i første brev. Og vil lige være helt sikker på om de frustrationer jeg har giver mening, før jeg konfronterer nogen med noget, da jeg (som jeg nævnte i første brev) ikke vil virke utaknemmelig på nogen måder. Som sagt var der en del af disse detaljer jeg selv glemte at nævne i første omgang, så kan sagtens forstå misforståelserne omkring det. (Og alt i alt er jeg mere end klar over at jeg ligesom min søster, også er meget priviligeret på mange punkter og dette måske nok er lidt af et "luksusproblem" ift. hvad andre bøvler med.)