Forelsket

brevkassespørgsmål

Forelsket

brevkassespørgsmål af
Ida
12 år
Oprettet 2 år 7 måneder siden

min Ven vil spørge ham som jeg er forelsket i at de skal være kærester og jeg tænker på om jeg skal spørge ham om vi skal være kærester føre hun spørge ham og jeg er helt vild med ham. så hvad skal jeg gøre.

Svar: 

Hej Ida,

Det er aldrig nemt, hvis man er to veninder, der er forelsket i den samme fyr. For der er jo kun en af jer, der kan være kærester med ham. Hvis han altså har lyst til at være kærester med en af jer.

Jeg kan godt forstå du tænker, at du hellere må skynde dig at spørge ham, inden din veninde når at spørge ham først. Men måske vil det være bedre, hvis du fortæller din veninde, at du faktisk også er forelsket i ham. Så kan I tage en snak om, hvad I skal gøre og hvordan I skal gribe det an, i stedet for at det bliver et kapløb om, hvem der når det først.

Hvis du går bag din venindes ryg, og skynder dig at spørge ham inden hun når det, fordi du også er forelsket i ham, vil din veninde højst sandsynligt blive meget såret, og det kan komme til at gå ud over jeres venskab. Derfor tænker jeg, at det er bedre at være åben og ærlig, så I begge to ved hvordan hinanden har det. Og så I sammen kan finde ud af, hvad I skal stille op med det.

Uanset hvad I kommer frem til er det vigtigt at I husker på, at selvom I har følelser for ham, så er det ikke sikkert, at han har følelser for jer. Og det kan også være, at han har følelser for den ene af jer, men ikke den anden. Derfor tænker jeg, at det er en god idé, hvis I i jeres snak også taler om, hvad I gør, hvis han nu kan lide den ene af jer, og gerne vil være kæreste med den ene af jer. Kan I stadig være veninder? Kan I hænge ud alle tre? Må den der er kærester med ham, fortælle om forholdet og om hvad de laver, når I bare er jer to?

Jeg kan ikke sige noget om, hvilken løsning, der vil være den bedste for jer. Men jeg ved, at sårer man hinanden og går bag hinandens ryg, så er der en risiko for, at venskabet går i stykker. Selvom det kan være hårdt og ubehageligt, og selvom det kan betyde, at man ikke får det man gerne vil have, så kommer man længst med åbenhed og ærlighed.

Jeg håber du kan bruge svaret, og at dig og din veninde finder en god løsning.

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program