Forældre

brevkassespørgsmål

Forældre

brevkassespørgsmål af
Selma
14 år
Oprettet 4 uger 7 timer siden

Hej brevkasse, Jeg er en pige på 14 år, og jeg har et problem med mine forældre. Jeg føler, at de er alt for strenge og slet ikke giver mig lov til noget. Jeg må ikke være ude efter kl. 20, de vil altid vide præcis, hvem jeg er sammen med, og jeg skal spørge om lov til alt muligt, som mine venner bare får lov til. Det er virkelig frustrerende, og jeg føler, at jeg ikke har nogen frihed eller kan få lov til at være mig selv. Jeg forstår godt, at de vil passe på mig, men det føles bare så overdrevet. Hvad kan jeg gøre for at få dem til at slappe lidt af og lade mig få lidt mere frihed? Hilsen en meget frustreret pige.

Svar: 

Hej Selma

Mange tak for dit spørgsmål! Jeg kan sagtens forstå, at du er frustreret over den måde dine forældre behandler dig på, fordi det kan være svært at føle, at man ikke har den frihed, man ønsker.

Din frustration er helt almindelig, og jeg har endda selv oplevet det dengang jeg var på din alder. Man oplever, at mange af sine venner har en del større frihed end man selv har, og det kan føles vildt uretfærdigt. Det er dog vigtigt at huske på, at dine forældre handler ud fra det ønske om at beskytte dig - også selvom det kan virke overdrevet. Det giver måske ikke lige så meget mening nu. Det gjorde det heller ikke for mig dengang, men da jeg blev ældre kunne jeg meget lettere forstå det. Selvom det er irriterende, at de spørger, hvem man skal være sammen med, hvordan man kommer derhen, og hvornår man kommer hjem osv. Det føles meget begrænsende, men i sidste ende er det et udtryk for deres kærlighed og omsorg. Så de gør det ikke for at irritere dig bevidst, men mere fordi de er bekymret. 

Det der kan hjælpe i din situation (som også virkede for mig) var at tale med dem. Få dig en ærlig snak med dine forældre om, hvordan du har det. Fortæl dem, at du forstår, de gerne vil passe på dig, men at de sagtens kan stole på, at du er gammel nok til at tænke rationelt og træffe kloge beslutninger på en ansvarlig måde, og de sagtens kan stole på deres opdragelse. Måske kan I blive enige om en aftale om, at du må blive længere ude, hvis du lover at holde dem opdateret eller lignende. Hvis du holder på dine aftaler med dem og viser, at du er ansvarlig, vil de have lettere ved at give dig din frihed, da det kan give dem mere tillid og tryghed. 

I sidste ende er det en proces, der kan tage tid, da tilliden ikke kan opbygges fra den ene dag til den anden. Så med små skridt kan du opnå mere selvbestemmelse og derved få mere ansvar. Så selvom, at tingene kan føles lidt svære nu, så må du huske at tingene nok skal forandre sig og I nok skal finde en god balance mellem frihed og ansvar. 

Jeg håber, at mit svar kunne hjælpe dig, og jeg ønsker dig alt held og lykke!

Bedste hilsner, 

Samara fra Cyberhus

cyberhussamaras billede
Samara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program