Flytte hjemmefra som 18-årig

brevkassespørgsmål

Flytte hjemmefra som 18-årig

brevkassespørgsmål af
Zac
17 år
Oprettet 3 år 8 måneder siden

Hej Cyberhus,

 

Jeg fylder snart 18, og vil gerne/skal lave om på min tilværelse.

De sidste par år har jeg haft et usundt forhold med mine forældre, og vi kan slet ikke enes derhjemme. Det handler b.la. om husreglerne i hjemmet, og hvordan jeg vælger at styre mit liv i forhold til prioteringer(skole/venner/arbejde/fritidsaktiviteter)

Jeg ved at det er muligt at få hjælp fra kommunen til en "ungdoms" bolig, hvis man ikke længere må/vil være derhjemme. Kender en som fik en bolig af kommunen, men han var dog allerede involveret med en konsulent/rådgiver for unge, hvilket jeg alrig har været eller har haft brug for indtil videre.

Fylder snart 18, så står med det ultimatum, om at skulle blive hjemme, men betale noget husleje, udgifter, mad og drikke, eller flytte ud og passe mig selv herfra.

Har fast arbejde og skal starte på uddannelse efter sommer, så vil gerne høre nærmere om den hjælp man kan få i forhold til bolig(kan ikke flytte ind på en studenter/ungdomsbolig, når jeg ikke har taget gymnasial uddannelse)

Håber der er nogle muligheder derude.

 

God dag.

PS: Jeg er intet imod mine forældre, og det er ligeledes tilbage, jeg kan bare ikke fungere unde de huslige regler der er pågivet mig. Jeg har brug for at være lidt min egen og selv få erfaring med hvordan jeg tackler det her med at tage ansvar, og få hverdagen til at fungere.

Svar: 

Hej Zac 

Jeg tænker at mange unge kan nikke genkendende til din situation. Det er ikke fordi der er store problemer, men du er i den grad ved at udvikle dig til at være en selvstændig voksen, og så kan det godt være svært at få egne ønsker og mor og fars husregler til at passe sammen. Nogle vælger at arbejde på nogle løsninger der gør at man kan blive boende hjemme, mens det helt rigtige er at flytte hjemmefra, for andre. 

Mit svar bliver desværre lidt at spille bolden videre til din kommune. Det gør det fordi der er meget stor forskel på hvilke muligheder der er fra kommune til kommune. Du skriver at din ven har fået tilbudt bolig af kommunen, men at det også skyldes at han, i forvejen, har haft en sag hos kommunen. Jeg tænker det har betydet at kommunen har vurderet at de kunne tilbyde bolig, som en del af den støtte som de er forpligtet til at give din kammerat. Det kan sagtens være meget anderledes for dig, men der kan din kommune være meget mere præcise. 

Jeg synes ikke helt du skal afskrives ungdoms/studie bolig, da der kan være forskellige regler for hvem der kan leje sådan en. Igen vil du kunne få bedre og mere præcist svar, fra en rådgiver fra lige præcis din kommune.  

Din kommune tilbyder åben anonym rådgivning, og du kan starte med at kontakte den. Har du tjekket om din kommune har en digital rådgivning, her på Cyberhus? Det kan du se her: https://cyberhus.dk/ung-i Næsten 20 kommuner har enten en chat eller en brevkasse, hvor du kan få svar fra en lokal rådgiver.

Hvis din kommune ikke er der kan du prøve at google din kommunes navn og åben anonym rådgivning. Så skulle du gerne kunne finde et telefonnummer, hvor du kan tage den første kontakt. 

Jeg håber du får fundet frem til én i din kommune, så du kan komme videre i din planlægning af fremtiden. 

De bedste hilsner Lukas

Lukass billede
Lukas fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program