Ytringsfrihed?

brevkassespørgsmål

Ytringsfrihed?

brevkassespørgsmål af
Tobias
19 år
Oprettet 2 år 11 måneder siden

Hej!

jeg skriver fordi min 2.hf klasse har opdelt pige og drenge chat, inkl. en fælles chat. drenge chatten er et år gammel. Nu er 2 elever blevet truet med bortvisning, fordi nogen har delt de samtaler. I chatten er der ikke det samme loft, som institutionen syntes det skal have. Er Det tilladt for skolen og kigge alle vores samtaler igennem, et helt år tilbage? 

når det så er sagt, så er skolens involvering startet med, at en elev fra chatten, har delt det med lærerne og pigerne fra klassen. I chatten indgår det, at nogen har lavet et meme af en pige, uden tekst og uden nedgørende elementer, filmet igennem en zoom undervisning. Denne person er blevet gjordt nar af i mere eller mindre grad, flere gange. Nu bliver alle som har deltaget i chatten, anklaget for at udstille og mobbe --> at være et dårligt menneske. 

 

jeg syntes ikke selv at Det definere hvem jeg er, men nu ved alle min censore, lærere og nogle elever, hvad der står i denne chat. Fokus punktet er nu, at man har fundet alt det snavs man kunne finde og undervejs har set vores private samtaler om klassiske ungdoms emner. Her indgår snak om intime oplevelser, holdninger og om vejret Osv. 

Kan man retfærdiggøre at overvøge og dele de øvrige oplysninger, som indgår i chatten, for at finde det snavs, som går imod skolen kriterier, om hvad de syntes man må sige i et lukket Forum, eller ej. 

på intet tidspunkt har der været snak om verbal nedgørelse af nogen som helst. tvært imod, ved drengene godt, at man ikke kan slippe af sted med at sige hvad som helst. (det tror de fleste bliver klar over, som tiden går)

jeg forstår godt at man ikke må dele billeder af andre uden deres tilladelse, men kan man virkelig gribe ind på den måde og læse folks private samtaler, bare fordi at man går på en institution, for derefter at hænge dem ud foran andre elever - alle parter involveret er elever. 

 

Svar: 

Hej Tobias. 

Det lyder som en rigtig træls situation, I alle står i, og jeg kan godt forstå, at I er tvivl om, hvad skolen overhovedet må gøre. 

Som jeg læser dit spørgsmål, har I i jeres klasse, to chats. Du skriver ikke, hvor de chats foregår, men jeg antager at det er en chat, I selv har taget initiativ til at lave på fx Messenger eller Snapchat, som foregår på jeres private devices. I så fald vil jeg mene, at det som udgangspunkt ikke er okay af skolen at læse jeres private beskeder uden at have fået aktindsigt eller samtykke fra jer. Der er nemlig en lov i Straffeloven, som hedder Brevhemmelighed. Den siger, at den som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Men hvis jeres chat er foregået på skolens intranet, så er jeg i tvivl om reglerne kan være anderledes, da det måske ikke kan betegnes som jeres private beskeder. 

Selvom det som udgangspunkt ikke er lovligt at læse andres private beskeder, så kan jeg læse mig til, at hvis man selv er en del af de beskeder, så må man gerne vise dem til andre. Dvs. hvis den elev, som har delt jeres chat med lærerne og pigerne fra klassen, selv har været en del af chatten og skrevet beskeder, så har vedkommende været i sin gode ret til at dele det med dem, han eller hun ville. Særligt hvis han/hun oplever, at vedkommende har været udsat for fx æreskrænkelse, som er ulovligt. Og hvis pigen, der er blevet gjort nar af, føler sig udstillet, mobbet eller lignende, så er det, ud fra hendes perspektiv, vigtigt, at hun får talt med nogen om det, og skolen er også forpligtet på at handle på det, hun har været udsat for. Selvom I måske ikke har haft til hensigt at udstille hende, kan det godt være den oplevelse hun har. Beskeder (eller billeder/memes) kan hurtig tages ud af kontekst, og kan tolkes på andre måder end hvad man selv har ment med det. Men jeg kan sagtens forstå, at det må være rigtig grænseoverskridende for dig, at dine lærere, censorer og andre elever har læst jeres private beskeder, og at du nu oplever, at de udstiller jer som dårlige mennesker på baggrund af det. 

Så alt i alt kan jeg desværre ikke give dig et klart og tydeligt svar på, om skolen gerne må læse jeres private beskeder i den her konkrete situation, da det afhænger af en lang række ting. Men jeg håber, at der er nogle voksne udover jeres lærere indover det her, så I sammen forhåbentlig kan have nogle konstruktive dialoger om det, der er foregået. Du har helt ret i, at den her chat ikke definerer dig, men hvordan du handler på den her situation, kan være med til at give et mere retvisende billede af hvem, du er og gerne vil være. Ofte kan man komme langt med at undskylde. Samtidig synes jeg også, at det er vigtigt at skolen overholder de regler og love der er for jeres privatliv, som I har krav på at have, selvom I er elever på skolen. Jeg synes, at det er vigtigt, at skolen og dine lærer ved, at du har følt, at det har været krænkende for dig og dit privatliv, at de har læst dine/jeres private beskeder. Hvis du gerne vil have et mere præcis eller retvisende svar på, om det skolen har gjort (og stadig gør?) er lovligt, har du mulighed for at få gratis juridisk sparring. Du kan finde en oversigt nederst på siden her: https://www.legaldesk.dk/artikler/gratis-advokathjaelp

Mange hilsner
Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program