Hvordan skal jeg få sagt til en fra min klasse at jeg godt kan lide hende?

brevkassespørgsmål

Hvordan skal jeg få sagt til en fra min klasse at jeg godt kan lide hende?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 1 år 1 måned siden

Jeg har i lang tid været forelsket i en pige fra min klasse og jeg ved ikke hvordan jeg skal få begyndt på vejen til at vi måske kan blive kærester, vi er begyndt lidt på at snakke sammen i skole tiden og når vi snakker sammen kigger vi hinanden i øjnene, altså når vi snakker sammen så kigger vi ikke væk fra hinanden rigtig. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal få startet på vejen til at vi måske kan blive gode venner/kærester så jeg vil spørge om i har nogle ideer. 

Svar: 

Kære du

Hvor er det dejligt for dig, at du har mødt en, som du er forelsket i, og som du godt kunne tænke dig at blive kærester med! Men det giver selvfølgelig også lidt udfordringer i forhold til, hvordan man så lige kommer igang med at fortælle den anden, at man faktisk gerne vil være kærester. Derfor vil jeg prøve at hjælpe dig på vej så godt, jeg kan!

Nu ved jeg ikke, hvad I snakker om, når I snakker sammen, men min første tanke var, at du måske kan overveje at prøve at spørge lidt mere ind til hende og hendes liv og sådan. Det er i hvert fald en måde at vise, at man er interesseret i en anden. Det kan også være, at I allerede snakker om sådan nogle ting, men så tænker jeg, om det måske er på tide at spørge hende, om I skal hænge ud bare hende og dig? Det kan f.eks. være, at du kan spørge hende, om hun har lyst til at gå en tur eller lave noget sammen eller lignende? 

Du kan også overveje at fortælle hende, hvordan du har det. Du behøver ikke at sige, at du er forelsket, hvis du ikke har mod på det, men du kan måske bare fortælle hende, at du synes, at hun er sød, eller at du godt kan lide at snakke med hende eller noget i den dur. Du kan også fortælle hende, at hun ser smuk ud eller lignende, men jeg tror, at komplimenter som omhandler hendes personlighed, kunne være en god måde at vise hende,  at du faktisk godt kan lide hende, og altså at det ikke kun handler om, at du synes, at hun er pæn.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og så ønsker jeg dig al mulig held og lykke!

De bedste hilsner,

Dagmar

 

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program