Et stort rod af følelser

brevkassespørgsmål

Et stort rod af følelser

brevkassespørgsmål af
Frederik
19 år
Oprettet 1 år 1 måned siden

Hej Cyberhus Jeg har tidligere skrevet til jer angående et “problem” med denne kvinde/ nabo/ chef og den forelskelse som jeg har fået overfor hende. Som tidligere sagt er jeg gået og blevet gladere for hende for hver dag der er gået siden april… så den har hængt ved længe. Over det seneste stykke tid er følelserne for hende stadig det samme, men jeg har til tider bare nogle dage der er svære at kommer over, de dage hvor jeg bare er et stort rod af følelser (og dem har der efterhånden været mange af) hvor det primært ender ud i tristhed. Jeg har ikke prøvet på noget selvom vi begge har det godt i hindanens selvskab og drillerierne fortsætter☺️ (ved selfølgelig ikke om det er gengældt) og har ikke gjordt det da jeg er bange, bange for at for at mindste hende og ikke bare den meget lille chance for noget mere end et venskab men også selve venskabet (kommer det til mig og mit hæld er det virkelig en meget lille chance, jeg har intet hæld overhovedet) arbejdet er sæson berettiget så der bliver færre og færre dage hvor jeg ser hende, som føles som et rent helvede. Jeg overtænker dsv selv en del så bare det at se hendes bil et andet sted end den plejer er nok til ødelægge resten af dagen. Jeg er faldet alt for hårdt til at denne forelskelse kan gå over og prøver virkelig at overvinde denne” frygt” og overtænkningen men det går ikke så godt. Har i nogle ideer til hvordan jeg måske læser hende bedre så noget af frygten kan gå væk eller bare til at jeg tager springet, for stod det til hvad mit hjerte siger, ville jeg bare gå direkte over og kramme hende næste gang jeg ser hende, men hele min krop fryser. Hilsen Frederik

Svar: 

Hej Frederik,

Tusind tak for dit brev. Det er dejligt at vide, at du bruger os, når du har brug for os. Du er ikke den eneste, der går rundt med store følelser for en anden, men er bange for at fortælle det i frygt for at miste det, I allerede har. Det er en oplevelse rigtig mange går igennem i løbet af et liv.

Du skriver, at du gerne vil have råd om, hvordan du kan læse hende bedre. Mit råd til dig er faktisk at tale med hende om det. Det er helt forståeligt, at du frygter at miste hende, og at det alene gør, at du ikke tør lægge det på bordet. Grunden til at jeg råder dig til at sige det, er fordi, at det kan være langt værre at gå med et måske end et ja eller nej. Du fortæller blandt andet, at du har dage, hvor du er primært trist, fordi du har de følelser for hende, som du har. Man kan sådan set sige, at du holder dig selv fanget, fordi du ikke ved, hvad dine følelser fører til. Du kan øve dig på det ved eksempelvis at skrive det i et brev eller i en besked, så du får øvet dig i at sige det og få dine følelser ud. Hvis du har nogle goder venner eller familie, du føler, du kan tale med, ville det også være en god idé at tale med dem om det, så de ved, hvad du går igennem og kan give dig noget støtte. Når du så er klar til at fortælle hende det, er det helt okay at sige, at du er lidt nervøs, fordi det betyder meget for dig, og du har gået med det længe. Giv dig selv tid og plads til at få det sagt, og så tag det derfra. Ud fra hvad du skriver, så får jeg fornemmelsen af, at hun er glad for dit selskab. Det betyder ikke direkte, at hun gengælder dine følelser, men jeg synes, det giver en god indikation for, at hun er glad for jeres venskab. Derfor tænker jeg, at du har en god chance for, at hun stadig vil dig og jeres venskab, uanset hvad hun svarer til dine følelser.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse for, at din forelskelse også lidt har overtaget store dele af dit liv. Det sker for de fleste, når store følelser er på spil, og derfor vil jeg også gerne give dig nogle råd til at flytte fokuset lidt fra hende og lidt mere på dig. Det er ikke fordi, at dine følelser for hende er forkerte eller unormale - det er blot råd til at hjælpe dig med at huske på, hvem du er og holde fast i dig selv også når store følelser er på spil. Mit første råd er, at holde fast i de venskaber, du har, som ikke er hende. Det råder jeg dig til fordi, uanset hvordan hendes reaktion på dine følelser er, så er det vigtigt, at du holder fast i det, du allerede har. Både så de kan støtte dig, hvis det ikke går godt, og så de kan fejre det med dig, hvis det går godt. En anden god ting at gøre, når store følelser overvælder dig, som de gør, og du har triste dage, så forsøg at tage fat i en hobby, der distraherer dig fra dine følelser. Nogle synes også, at det hjælper at bruge kroppen fysisk, når store følelser banker på. Hvis du kan lide at dyrke sport, er det lige præcis på triste dage, du skal tage sportstøjet på og komme ud.

Jeg ønsker dig al held og lykke med at få det sagt til hende. Du er jo modig nok til at skrive herind og spørge om råd, så jeg er helt sikker på, at du har modet til at få det sagt til hende. Uanset hvad, må du altid skrive herind igen, hvis du har brug for det.

De bedste hilsner,

Frida fra Cyberhus.

 

cyberhuslivs billede
Frida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program