Hej Cyberhus For tiden sker der uhyggeligt meget i mit liv. For cirka 9 måneder siden fik min far en blodprop i hjerter, som han i dag er kommet sig fysisk over. Dog var hele scenariet en øjenåbner for os alle, mig, min mor, lillesøster og far. Særligt for min far. Min far har gået glip af cirka fem år af mit og min søsters liv grundet Blaze of Battle, som har taget AL han tid og han prioriterer det åndssvage spil højere end kvalitetstid med mig og min søster, og det gør han i øvrigt stadig. Her kommer der en karambolage: min fars temperament er blevet værre (han har altid været ilter, men det er meget værre nu, det skal dog nævnes, at han ALDRIG har gjort mig ondt fysisk), og han snapper af småting, hvilket vil sige, jeg aldrig ved, hvor jeg har ham. Han er stor set en tikkende bombe. Jeg og min kæreste ønsker at flytte ud indenfor 4-9 måneder, ikke engang særligt langt væk fra hvor jeg bor. Det er hér der går knude på alting - jeg vil enormt gerne ud og bo med min kæreste og klare os selv, også lige så meget for at få et safe-space for hjemmet er stort set aldrig safe, med mindre jeg er alene hjemme eller med min mor. Min mor støtter mig og forstår mig. Min far bruger "skyld"-kortet, og siger, at han er ked af, at han ikke har været den far, jeg har fortjent og mangler... men det ændrer jo ikke på, at der er gået fem år, og han kan ikke bare fortsætte hvor han slap. Derudover får jeg at vide, at jeg bruger enormt meget tid med min kæreste, som om det skulle give mig skyldfølelse. Jeg nyder at bruge tid med min kæreste, fordi han giver mig ro på, hjælper mig, fornemmer mit humør og er tilstede - alt det, min far ikke er, og oveni det, har jeg en romantisk og venskabelig relation til min kæreste og en dyb forbindelse, jeg ikke har med andre. Jeg opsøger meget min kæreste, fordi jeg nyder hans selskab mere end min søsters og fars selskab - det er klart, jeg går derhen, hvor jeg har det bedst. Min far formår bare ikke at forstå, at han er hovedårsagen til, at jeg vil flytte ud, og at jeg "kun" er hjemme halvdelen af tiden, og gerne med min kæreste. Min far bliver såret og sur over, at jeg prioriterer min kæreste over ham, og han forstår ikke hvorfor. Hav det lige in mente, at ALTING er blevet sagt direkte til ham, men han tager intet ind, fordi han går i forsvarsposition og bliver snæversynet, når han bliver "angrebet". For ganske få dage siden var der et massivt skænderi, der udsprang af at min far råbte af min søster, og min mor tager min søster i forsvar, for det, min far gjorde, var fuldstændigt disproportionalt i forhold til, hvad det skete. Sjovt nok, var jeg lige kommet hjem efter at have været hos min kæreste, hvor min søster ringer til mig, som jeg står udenfor døren og er ved at låse døren op, mens hun advarer mig om hele situationen indenfor. For at give et overblik, får I historien: Det var dagen før nytårsaften, hvor jeg var hjemme hos min kæreste. Jeg spurgte mine forældre, om det var i orden, hvis jeg bare kom hjem for at hente nogle ting og så sove hos min kæreste til næste dag (nytårsaften). Jeg får et passivt-aggressivt svar fra min far, hvor han siger "så når jeg ikke at se dig før efter nytår", og ydermere noget med, at jeg ikke ønsker at ønske min far godt nytår i person, inden han skal afsted i to døgn på arbejde. Fint nok, jeg tager hjemad for at ønske min far godt nytår. I mellemtiden, spiller min søster og mor et spil og hyggede sig med det. Så sætter min far sig ind på sin sædvanlige plads i stuen (han er KUN dér, når han er hjemme) og tænder tv'et. Min søster beder ham om at skrue ned, og efterfølgende også om at skifte udsendelse. Far svarer ikke, så min søster gentager sig et par gange, hvorefter far eksploderer på hende. Han siger noget i stil med "hold din f*cking kæft", "møg-so", "forpulede k*lling" og alt muligt andet. Min søster bliver stille, rejser sig op og går ind på værelset og knækker sammen i gråd dér, hvor hun ringer til mig og advarer mig. Jeg formår at fortælle min kæreste, at der er kaos, og at jeg muligvis ville komme med ham hjem igen, så han måtte gerne vente, indtil jeg gav en opdatering på situationen. Mens hun gør det, konfronterer mor far om, hvordan han lige har behandlet min søster, hvortil han spiller offer med, at det "evigt og altid er ham, der er skurken". Jeg kommer ind, og mor signalerer med hænderne, at far er i dårligt humør. Jeg følger med min mor ind til min søster for at få en mere grundig opdatering på hele situationen. Jeg får hele historien givet af min søster. Jeg sætter mig ind til min far for at høre på hans side af historien. Han fortæller mig, at min søster behandler ham som lort, og at hun kun kan bruge ham, når hun har brug for hjælp med transport eller penge. At han føler sig fuldstændig ligegyldig. Også nu, da jeg var "ligeglad" med at ønske min far godt nytår. Jeg begynder at græde, og sige, at jeg ikke synes, han er ligegyldig. Der er stille imellem os i lidt tid. Så begynder han at angribe mig og min kæreste med at sige, at alt der betyder noget for mig er min kæreste, og at jeg og min kæreste var ude af stand til at sige tak for turen til Lalandia (vi var afsted i fire dage mellem jul og nytår). Dertil skal det nævnes, at både jeg OG min kæreste sagde pænt tak for turen, bare ikke efter køreturen, da vi begge var mega-trætte og sov hele vejen, og vi var stort set zombier, da vi trådte ud af bilen, da vi kom hjem. Jeg sidder tilbage med tåre trillende ned ad kinderne foran min far, der ellers skulle til at fortsætte med at kritisere mig, hvis ikke min mor havde grebet ind. Hun bad min far om at kigge på mig. Jeg sad og græd, hyperventilerede og var lidt bange for, om min far ville sende mere lort i min retning. Min far rejser sig grædende og ser på min mor, og kommer igen med, at han er skurken, evigt og altid. Min mor konfronterer ham med den sandhed, at min og min søsters barndom er forsvundet for øjnene af ham, mens hans prioritet har været Blaze of Battle. Dette er blevet sagt rimeligt mange gange indenfor det seneste år. Også, at han skal ændre sig, for at vi kan blive ved med at være en familie (altså er de grænsende til en skilsmisse, men det vidste jeg godt i forvejen). Udover det, fortæller mor også, at når far bliver bare lidt irriteret, eksploderer han, altså, det bliver disproportionalt i forhold til, hvad han reagerer på. Jeg går ind på mit værelse, hvor min vejrtrækning og kontrol stikker af fra mig, og jeg forsøger at få styr på mig selv igen. Min søster kommer ind til mig og forsøger at få styr på mig. Hun spørger mig, hvad far havde sagt, hvortil jeg forklarer det, far fortalte, tilmed, hvordan jeg forstod det med, at han sagde, at "han var totalt ligegyldig og kunne lige så godt ikke være til stede" som, at det var en overvejelse om at tage hans eget liv. Jeg formår at få lidt styr på mig selv, og senere kommer mor ind. Jeg spørger, om jeg bare skal pakke og bede min kæreste om at køre mig tilbage til ham. For fredens skyld, så far ikke blev "komplet ligegyldig", blev jeg hjemme. Jeg gik ud og fortalte min kæreste, at han bare skulle køre, men have telefonen på lyd. Jeg fik en god krammer, der fik samlet mig lidt mere. Jeg får ringet til min kæreste og får giver ham en opdatering på hele situationen. Jeg beslutter mig for at tage et varmt bad for at gøre noget godt for mig selv i alt det kaos. Jeg satte mig ind på værelset igen og begyndte at tænke på, hvad jeg skulle gøre. Om jeg bare skulle ind og ønsket godt nytår, som jeg oprindeligt kom for, eller bare lade det ligge (som vi plejer). Som jeg sad og overtænkte, kom min far ind ad min dør med tårer i øjnene. Han satte sig ned ved siden af mig og sagde undskyld for sådan, som han har snakket til mig. Han siger ellers ALDRIG undskyld - han er mere typen, der lader det ligge, som om det ikke er sket. Dog skyder han skylden på, at der er mange ting, der sker. Udover det, er han træt af, at han skal arbejde nytårsaften, og oveni købet have dobbelt-døgnvagt - som han i øvrigt selv har valgt af EGEN FRI VILJE, så han kunne have fri juleaften og turen til Lalandia. Jeg ved egentligt ikke, hvad jeg forventer at få ud af dette... Jeg har bare virkeligt brug for at få afløb for alle mine frustrationer. Venlig hilsen En frustreret datter i en