Har brug for råd.
Har brug for råd.
Hej, jeg er en pige på 14 snart 15 år. Jeg har fornyeligt fået en kæreste, det skal lige siges at jeg aldrig har haft en før. Jeg søger lidt råd til hvad man kan lave og sådan noget. Håber der er nogen som svare. Mvh
Kære du
Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Hvor lyder det dejligt og spændende, at du har fået en kæreste. Du skriver, at det er din første kæreste, og at du søger råd til, hvad man kan lave.
Jeg kan godt forstå, at det sommetider kan være lidt svært at finde ud af, hvad man skal lave sammen. Nogle gange kan man måske også føle, at der er nogle forventninger til, hvad man skal lave, når man er kærester og ikke `blot´ venner.
Først og fremmest tænker jeg, at det vigtigste er, at I laver noget, I begge synes er fedt, hyggeligt, rart eller sjovt. For at finde ud af, hvad det skal være, kan I sammen snakke om, hvad I hver især synes er sjovt. Er der fx noget du interesserer dig for, som du godt kunne tænke dig, at I laver sammen? Der er ikke én rigtig måde at være kærester på, så I kan finde ud af sammen, hvordan netop I er kærester, og hvad I godt kan lide at lave sammen.
Nu kender jeg hverken dig, eller din kæreste, og jeres interesser, men jeg kan prøve at komme med nogle forslag til, hvad man kan lave sammen, og så kan du se, om du/I synes om nogle af forslagene. Mange unge laver i bund og grund mange af de samme ting med deres kærester, som de gør med deres venner. Her er nogle forslag til, hvad man kan lave:
- Spille brætspil, computerspil eller konsolspil
- Gå en tur, tage på picnic, tage på stranden
- Tage på cafe, i biografen eller på museum
- Se en film eller en serie, høre musik sammen
- Lave noget kreativt sammen, fx tegne, male, klippe gækkebreve
- Bage noget sammen fx brød eller kage
- Give hinanden en skulder- eller fodmassage
- Dyrke motion sammen fx løbe eller cykle en tur, stå på rulleskøjter, stå på skateboard, tage i svømmehallen
- Lave noget friluftsagtigt såsom at tænde bål, lave snobrød, slå telt op
- Kigge billeder fra jeres barndom sammen
- Hænge ud sammen med jeres venner eller familie
Som jeg skrev tidligere, kan I sammen finde ud af, hvordan det fungerer for jer at være kærester. Nogle 14- årige (snart 15-årige) har lyst til at udforske at kysse, holde i hånden, at ligge tæt sammen og lignende, mens andre 14 (snart 15-årige) ikke har lyst til det. Begge dele er helt normalt. Jeg ved ikke hvor dig og din kæreste er ift. det aspekt, men du skal vide, at der ikke er noget man `bør´ gøre, bare fordi man er kærester. Det er noget både dig og din kæreste kan mærke efter, om I har lyst til at udforske, og eventuelt hvordan I har lyst til at udforske det.
Held og lykke med at finde nogle gode ting I kan lave sammen.
Med venlig hilsen Christine fra Cyberhus