Mor og mest far

brevkassespørgsmål

Mor og mest far

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 3 uger 3 dage siden

Hej. Bare kald mig H.

Jeg har for tiden haft det en smule trist. I mange år har min mor og far ikke haft et så godt forhold. De elsker vel stadig hinanden, men de er alt for tit irriteret på hinanden. Mor havde en mand før. Med ham fik hun mine to storesøstre. Noget tid efter de blev skilt, flyttede min mor og far sammen. Det var planen at bondegården som vi bor på skulle gøres mere i stand. Det er mere end 18 år siden nu. Der er ikke engang kommet nyt køkken. Jeg synes det er mega pinligt at have venner med hjemme på grund af hvordan her ser ud. Her er usundt at leve. Der kommer vand ind fra terrassedøren på mit værelse. Det lyder SUPER skit, men det er ikke så slemt som det lyder. 

Jeg har det svært med min far. Han er en meget stille type, og man ved ikke helt hvad han mener eller tænker om tingene. Han er på arbejde om morgenen, kommer hjem klokken 4 om eftermiddagen, går udenfor og arbejder/laver et eller andet, kommer ind når der er aftensmad og ellers sidder med sin mobil. Jeg ved at han har haft en ret hård barndom. Man havde vel andre metoder at opdrage børnene på. Jeg tror ikke at han føler at han er helt så meget velkommen i vores samtaler (Min mor, lillesøsters og min). Han kommer fra en ø hvor man tager det mere med ro, og så når vi taler kan vi alle tre godt tale lidt hurtigt. Jeg tror han føler at der ikke er tid til ham. Men samtidigt prøver han ikke at komme med.     Både mor og ham kan godt have meget temperament. Mor er blevet meget bedre til at styre sig, undtagen når hun får stød af køkkenudstyret. Hun havde kun temperament da jeg var mindre. (Måske har det noget at gøre med at hun er blevet mormor). Far han er sygt stille nærmest hele tiden, men så kommer der også de gange hvor han flipper ud. Altså bliver sur og råber at LIGEMEGET HVAD HAN GØR, ER DET SOM OM AT HAN GØR DET FORKERTE. Og ja. Det er på en måde rigtigt. Hvis man ønsker sig en hel bestemt ting, finder han en billig udgave af tingen, som der ikke er helt så god. (Han er sparer meget). 

Et andet eksempel kunne være da han for mange år lovede min søster og jeg at hvis vi, når vi var 10, kunne tage ansvar for en hest, og passe den, måtte vi få en. (Jeg stoppede til ridning, men min søster går stadig til det). Nu, 7/8 år senere, (lillesøster er 13) er han kommet i tanke om at en hest koster for meget til at han gider at bruge sine penge på det. Min søster er skide god til det med heste, og vil gerne leve af det. Nu har far lavet aftalen om, til at han vil betale halvdelen af en hest, men så udnytter han hende til at lave pligter som at ordne fårenes hegn. Er det ok? At lyve for sit barn i 7 år, lave aftalen om bare fordi det passer ham, og så udnytte hende til at lave pligter han ikke gider? Min lillesøster har været alt for sød ved ham. Hun skal virkelig have ros for ikke at flippe ud på ham. Det er hendes største drøm at få og arbejde med heste. 

Det er nogle grunde til at jeg har det meget svært med ham. Jeg ved godt at det lyder ondt, men jeg ville på en måde ønske at mor og far flyttede fra hinanden. Det er hårdt at høre på når de er uvenner. Og det føles forkert når de så kysser hinanden godnat. Det er hårdt at være mors phygolog. Det er hårdt at høre på hvor meget det påvirker hende. Hun stresser rundt for at nå alt, men alligevel vil hun ikke have hjælp. Hun tunger bare sig selv ned. Jeg ville bare ønske hun ville sætte sig selv fri og blive lykkelig. De passer ikke rigtigt sammen. Og det er hårdt at skulle bo med dem når det er sådan. Jeg har ikke nogle venner at tale om det med. Derfor har jeg brug for at skrive det her. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller sige. Og jeg kan mærke at det fylder meget. Er det her bare normalt? Er jeg bare alt for sensitiv?  Er det en ok opførsel fra min fars og mors side? Kan jeg gøre noget?         Hilsen en trist og lidt stresset teenager. 

Svar: 

Kære H,

Hvor er det bare et fint brev. Og hvor er det godt du skriver! Det du står i er meget kompliceret og tungt, og det er bestemt ikke noget du skal stå med alene. Derfor er det virkelig godt, at du rækker ud!

Jeg vil gerne starte med at tage fat i det sidste du skriver. At du ville ønske, at din mor og far flyttede fra hinanden er der intet ondt eller forkert i. I teorien kan det måske lyde mest rigtigt, at forældre bliver sammen, og sørger for at bevare familien i sin helhed. Men i praksis er det ikke altid tilfældet. 

Tit hører man om, at forældre bliver sammen "for børnenes skyld". Men det er sjældent en god løsning, hvis dynamikken mellem forældrene ikke er god. For som barn i sådan en familie kan man tydeligt mærke, at ens forældre ikke trives. Det er også det du selv mærker, når du oplever at dine forældre skændes meget og det føles forkert når de så kysser hinanden godnat bagefter. Og når du oplever at skulle være psykolog for din mor. Og når du skal høre på hvor meget det tynger hende og se på hvor stresset hun bliver. Jeg hæfter mig især ved at du skriver "Jeg ville bare ønske hun ville sætte sig selv fri og blive lykkelig." Det er så godt set, og det er virkelig rigtigt. For ingen af jer er tjent med, at dine forældre er ulykkelige - hverken du, din søster, din far eller din mor.

Helt konrekt i forhold til hvordan din far er over for din søster kan jeg ikke bedømme om det er fair eller unfair, når jeg ikke kender mere til historien. Men eftersom du sidder med en følelse af at han udnytter hende synes jeg helt klart, at du skal prøve at tale med hende om det og hvordan det opleves for hende. Den samtale vil kunne hjælpe med at gøre dig klogere på, om det er i orden det, der foregår, eller det ikke er.

Du spørger til sidst om det her er normalt, om du er for sensitiv, om dine forældres opførsel er okay og om du kan gøre noget, og du skriver, at det fylder rigtig meget for dig. Det er helt forståeligt at det fylder, for det kan ikke undgås, at det her er noget du kan mærke hele tiden, og det vil helt naturligt påvirke dig. Jeg tænker bestemt ikke, at du er for sensitiv. Snarere tænker jeg, at det er rigtig godt du reagerer på det du mærker. Hvorvidt det er normalt er svært at sige, for jeg tror det her (eller i hvert fald noget lignende) sker i flere familier end man regner med. Men et eller andet sted er det underordnet, hvorvidt det er normalt. For om det er normalt eller ej ændrer ikke på, at det her påvirker dig meget, og at dine forældre ikke lader til at trives.

Hvorvidt dine forældres opførsel er okay er igen lidt en gråzone. Ser man på det helt nøgternt og objektivt vil de fleste nok mene, at det ikke er okay. Men vi skal også huske på, at dine forældre er mennesker, og at mennesker har følelser, tanker, impulser, personlighedstræk, væremåder og vaner, der påvirker hvordan de handler og agerer i forskellige situationer. Det forsvarer ikke nødvendigvis den måde de opfører sig på, men det kan forklare den.

I forhold til dit sidste spørgsmål om, hvorvidt du kan gøre noget: ja, det kan du. Heldigvis! Når jeg læser dit brev får jeg et tydeligt indtryk af, at din mors og fars opførsel og dynamik påvirker hele familiens trivsel. Det er bestemt ikke dit ansvar eller din opgave at rette op på dette, men nogen gange har forældre brug for den øjenåbner det er, at deres børn italesætter de problemer de oplever der er. Derfor er mit råd til dig, at du fortæller dine forældre, at du har det rigtig svært med den måde tingene foregår på lige nu, og den måde de opfører sig på. At du har fornemmelsen af de ikke trives, og at det går stærkt ud over din egen trivsel. De fleste forældre gør det bedste de kan, men nogle gange har de brug for et wake up call for at kunne se hvad det er. Og det tror jeg det vil være, hvis du fortæller dem om dine tanker og følelser. 

Det kan være rigtig svært at konfrontere sine forældre på denne måde, og det kan føles enormt ubehageligt og skræmmende. Ikke desto mindre tror jeg det er rigtig vigtigt, at du gør det - for jer alle fires skyld. Hvis det er svært at få det sagt (hvilket i øvrigt vil være helt forståeligt) kan du overveje at læse højt for dem af dette brev. Du har nemlig beskrevet det hele rigtig fint her. Du kan også skrive et nyt brev til dem, hvor du fortæller hvad du oplever og hvordan det påvirker dig,  som du enten læser op eller giver til dem, så de selv kan læse det. Det er helt op til dig - der er mange måder at gøre det på. Men jeg tror det er vigtigt at få det gjort. For som du selv skriver til sidst "De passer ikke rigtigt sammen. Og det er hårdt at skulle bo med dem når det er sådan."

Jeg håber du kan bruge mit svar og ønsker dig rigtig meget held og lykke!

Mange varme hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program