Føler mig udenfor

brevkassespørgsmål

Føler mig udenfor

brevkassespørgsmål af
Bene
12 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Hej er en pige på 12 år 

Nu hvor vi er blev sent hjem så skal vi jo være online og det er ikke særlig sjovt når alle de andre de skriver til hinanden men jeg er ikke typen der skrive til de andre. Og så er der også det problem at jeg ikke må få Snapchat eller andre sociale medier. Og det er mest der de andre skriver sammen eller snapper sammen og jeg føler mig udenfor når de andre lige ser noget sjovt i mens vi arbejder og så sender det til alle andre uden så meget som at sige at de ikke sender det til mig og det gør at jeg føler mig overset og bare en der er der for at lave tingene for dem men det er ikke det jeg vil. Jeg ved bare at jeg ikke må få nogle sociale medier for mine forældre før jeg blive 13 og der går stadig noget tid til jeg kan bare ikke vente 

Svar: 

Hej Bene. 

Jeg kan godt forstå, at det ikke er særlig sjovt, at dine klassekammerater har så meget kontakt med hinanden på sociale medier, og at du ikke er en del af det. Det er aldrig rart at føle sig udenfor og blive overset. Og slet ikke når det foregår lige foran en. 

Jeg synes det er vigtigt, at du taler med dine forældre om det, du oplever. At du føler dig udenfor, og er ikke en del af alt det sjove, der sker blandt dine klassekammerater, fordi du ikke er de steder, hvor de skriver, som fx Snapchat. Dine forældre har helt sikkert deres grunde til, hvorfor du skal vente til du er 13 år. Aldersgrænsen på Snapchat er også 13 år, men det er den, fordi Snapchat er amerikansk, og ifølge deres lovgivning må man ikke indsamle informationer om børn under 13 år, som sociale medier gør. Så aldergrænsen med 13 år handler primært om amerikansk lovgivning. Så man gør ikke noget ulovligt, hvis man som dansker opretter en profil, selvom man ikke er fyldt 13 år. Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at Snapchat ikke er lavet til børn, og derfor har Danmark også fastholdt aldersgrænsen på 13 år. Men du er så tæt på at være 13 år, så spørgsmålet er, hvad nogle måneder til forskel kan gøre, selvom du ikke fylder 13 år lige i morgen. For set i forhold til, at jeres klassefællesskab nu i høj grad er flyttet over på sociale medier, og du ikke er en del af det, så kan det være vigtigere, at du er en del af det, end at fastholde, at du skal være fyldt 13 år. Det er stadig dine forældre, som bestemmer det, men det kan være, at dine forældre slet ikke er klar over, hvad der sker i klassen lige nu og hvordan du har det med det? Så jeg synes at du skal prøve at snakke med dem om det. Prøv at spørg dem ind til, hvad deres grunde er, og fortæl dem evt. de grunde, der ligger bag aldersgrænsen, hvis det er deres begrundelse for, hvorfor du ikke må få det. Men det vigtigste er, at du fortæller dem, hvordan du har det. Størstedelen af de flestes hverdag foregår lige nu online, så derfor kan jeg godt forstå, at det ikke er fedt for dig, at du ikke er en del af det, der foregår online, og det er vigtigt, at dine forældre er klar over det. 

Hvis dine forældre stadig siger nej til, at du må få snapchat, så synes jeg, at du skal prøve at række ud til dine lærere og fortælle, hvordan du oplever det, når de andre skriver sammen på snapchat, og du ikke er en del af det, og når de griner af snaps og lignende, som du ikke får. Dine lærere kan ikke stoppe det, men de kan sætte gang i en snak på klassen ift. at det er vigtigt at inddrage alle i klassens fællesskab, og at det er svært, når man ikke er en del af det. Måske dine klassekammerater slet ikke tænker over, at du ikke er på snapchat, og får de andres beskeder, så det ikke er bevidst, at du bliver holdt udenfor, og så kan det være godt, at de bliver opmærksomme på, at det ikke er alle i klassen, der er en del af de snakke, de har. Det kan også være, at det blot er en samtale, der skal foregå mellem dig og din lærer, for jeg tænker også det er vigtigt, at din lærer ved, at du måske nogle gange bliver påvirket af, når de andre griner over noget, som nok sker på deres mobiler. 

Du skriver, at du ikke er typen, der skriver til andre. Men jeg tænker på, om det kunne være en idé at gøre det alligevel? Altså sende en sms eller skrive de steder, hvor I normalt skriver om fx lektier og skoleopgaver? Det er nemlig vigtigt selv at gøre noget aktivt for at være en del af fællesskabet. Det er ikke altid lige nemt, men særlig i de her tider, hvor det meste kontakt med andre udover ens familie nærmest skal være planlagt, så er det vigtigt selv at være opsøgende en gang imellem. Hvis du synes det er helt umuligt at gøre, så prøv at sæt dig ned og tænk over, hvad der holder dig tilbage ift at skrive til andre. Er det fordi, du ikke ved hvad du skal skrive? Er det fordi du er bange for de ikke svarer? osv osv. Når du finder ud af hvad der holder dig tilbage, så er det nemmere at gøre noget ved det. Prøv at tænk over, hvad du har at miste i forhold til, hvad du kan få ved at prøve at række ud og skrive til nogen. Jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort, men jeg håber alligevel at du vil prøve at tænke over det, og overveje, om du kunne have mod på at prøve. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din situation, og at du finder en løsning på det hele. 

Mange hilsner Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program