Føler mig forkert som dreng/fyr/mand

brevkassespørgsmål

Føler mig forkert som dreng/fyr/mand

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Jeg føler mig under angreb fra medierne. Alle de historier om mænd der krænker, gør at jeg føler mig forkert som mand. Jeg har aldrig rørt en kvinde mod hendes vilje. Men jeg føler at jeg konstant er under mistanke, og jeg føler ikke at nogen forsvarer uskyldige mænd. Det gør virkelig ondt.

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev - hvor er det bare godt du skriver! Jeg tror nemlig, at der er andre der ude, der går rundt og har det ligesom dig.

Hele formålet med #metoo og krænkelsesdebatten, er at sætte fokus på, og gøre oprør imod, en kultur præget af sexisme som i mange år har gennemsyret store dele af vores samfund og i vid udstrækning stadig gør det den dag i dag. Det handler altså ikke om at sige, at alle mænd er nogle svin, men derimod at kaste lys over en problematisk kultur.

Det er bestemt ikke meningen, at debatten om krænkelser skal få dig til at føle dig forkert, hvis du hører til den del af befolkningen, der ikke aktivt har bidraget til fastholdelsen af den sexistiske kultur. Dog er det rigtig godt at høre, at debatten har fået dig til at tænke over, om du selv er en af de mænd, som er en del af den kultur som debatten drejer sig om. For det er nemlig én af pointerne med den debat - at den opfordrer til, at man vender blikket indad, og kigger egne handlinger og handlemønstre efter i sømmene, for at se, i hvilket omfang man selv har været bidragende til den kultur. Og det er langt de færreste, der kan sige sig 100% fri af den. For det handler nemlig ikke kun om berøring. Det handler også om måder ting bliver sagt på, hvordan sager bliver håndteret, og hvordan personer bliver omtalt.

Jeg er rigtig ked af at høre, at debatten har fået dig til at føle dig forkert og fået dig til at føle, at du er under konstant mistanke på grund af dit køn, for det er bestemt ikke hensigten. Og sidder man med den følelse, kan det deværre afføde, at man bliver mere negativt indstillet over for hele debatten og mere skeptisk over for kvinders fortællinger og vidnesbyrd.

Heldigvis er mange af de kraftige stemmer i debatten meget tydelige på, at det ikke handler om alle mænd. For det gør det ikke. Det handler om de mænd (og kvinder) som aktivt bidrager til kulturen uden at forsøge at ændre den. Det handler om de mænd (og kvinder), hvis niveau af respekt for andre afhænger af den modtagende parts køn. Og det handler om de mænd (og kvinder) som ikke kan se, at vi har et ligestillingsproblem i Danmark. Det handler altså ikke om de mænd, som godt kan finde ud af at respektere andre og andres grænser. Det handler ikke om de mænd, som godt kan finde ud af ikke at misbruge eller udnytte en eventuel magtposition. Og det handler ikke om de mænd, som godt kan se, at der er lang vej til ligestilling i Danmark.

Jeg siger ikke de her ting for at negligere dine følelser. Overhovedet ikke. Dine følelser er helt reelle, og det er rigtig godt, at du italesætter dem. Mange har følt sig ramt og mange har stillet sig på bagbenene og sagt ting som "må man nu ikke flirte længere?" Jo, det må du godt. Men en uønsket berøring eller en kommentar om kropslige fortrin, der bliver fremhævet i bestemte beklædningsgenstande er ikke i orden. Og den nuance er rigtig vigtig at få frem.

Og det er en svær nuance. For hvad præcist indebærer "uønsket opmærksomhed"? Hvis jeg havde en facitliste, tror jeg mange ville takke mig for at dele den. Men det har jeg ikke. Og det er der en helt naturlig årsag til: hvad der karakteriserer "uønsket opmærksomhed" er fuldstændig individuelt. Det vil variere fra person til person hvordan og hvornår man gerne vil berøres og hvordan man gerne vil tiltales. Derfor er det vigtigt, at man løbende tjekker ind med hinanden og er opmærksom på hinandens signaler - både de kropslige og de sproglige. Og hvis du står i en situation, hvor du bliver i tvivl, så spørg. Spørg hende du står over for, om hun er okay med det, der foregår. Og hvis det viser sig, at hun ikke er, og du er kommet til at overskride hendes grænse, så tag en snak om dét - fortæl hende hvad du oplevede, lad hende fortælle hvad hun oplevede, og brug det til at blive klogere på hinanden.

Du er allerede godt i gang med at tage en af den slags snakke ved at skrive ind her. Med dit brev er du nemlig med til at nuancere den her yderst vigtige debat, og er med til at kaste lys over, at fremstillingen i medierne ofte kan komme til at blive meget sort-hvid - hvor det bliver de gode kvinder mod de onde mænd. Og den fremstilling er hverken meningsfuld eller ønskværdig. For nogen parter.

Det er vigtigt, at debatten bliver ved med at være nuanceret, og det er vigtigt, at ingen føler sig uretfærdigt anklaget eller mistænkeliggjort. Samtidig er det også vigtigt, at de krænkedes stemmer bliver hørt og taget alvorligt, ligesom det er vigtigt, at der ikke bliver skabt en "os mod dem" diskurs. Derfor håber jeg, at du vil blive ved med at bruge din stemme, og blive ved med aktivt at bidrage til, at debatten forbliver nuanceret. For kun med en nuanceret debat kan vi komme nogen vegne.

Alt det bedste til dig!

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program