Jeg har gået/går til en psykiater i 7 måneder nu. Inden jeg startede hos psykiateren, var jeg meget ked af det i perioder. Mine tanker stod på, at jeg ikke ville leve mere.. (da der Har/været modvind næsten hele mit liv) jeg var hos min psykiater i 4 måneder, og blev stillet diagnosen ADHD (den stille ADD) det gik godt psykisk i en lang periode. Jeg fik noget ADHD medicin, som var godt for mig i nogle tilfælde (Udover den slemme hovedpine)

(jeg fortalte ikke min psykiater om mine mørke tanker, da jeg ikke var klar til det. lægen der havde heller ikke sat spørgsmål om hvorfan jeg havde det indeni. Jeg blev bare kastet i medicin. Jeg havde ikke fortalt tætte veninder, eller forældre om det. fordi jeg ikke som person bare lige åbner op for de inderste følelser)

Nu står jeg for alvor og har det så utrolig elendigt psykisk... jeg føler mig ikke til stede, som om det er en film. Det hele er bare kaos oppe i mit hoved. Er helt Tom indeni, jeg føler mig aldrig nogensinde glad. Jeg sætter en facade op, så det forestiller, at jeg er glad. Har en ekstrem hjertebanken og ubehag. oppe I mit hoved står det helt stille. Jeg kan opdage mig selv i, at jeg kan sidde og stirre på ingenting i rigtig langtid, eller stirre i spejlet i også rigtig langtid. Jeg føler mig ikke ked af det på den måde overhoved, føler måske bare, at jeg er ved at blive skør. Jeg har ingen appetit overhoved, jeg kan gå en hel dag, uden at spise noget, fordi jeg bare ikke er sulten.  jeg er blevet rimelig enig med mig selv om, at jeg vil ikke leve mere. Bliver ikke ked af det, når jeg tænker på det, fordi jeg kan bare ikke mere. 

Jeg har for lidt tid siden fortalt min mor, om mine tanker. Det hun siger er, at det skal du bare sige til din psykiater, men jeg har sagt til hende “jeg ville ønske jeg kunne, men det kan jeg bare ikke“ så er der ikke mere snak i det, og hun glemmer det. (Det skal lige siges, at min mormor var meget psykisk syg, og begik selvmord til sidst. Da min mor ikke var mere end 18 år gammel) 

jeg har tænkt en tanke: hvis jeg virkelig skal redde mig selv her og nu.. så er det måske, at blive indlagt.

min alm. Læge og jeg har en rigtig god Kemi, jeg føler mig tryk hos min læge. Men hver gang jeg er til lægeb med et eller andet, så prøver jeg virkelig at sige det til hende, men det kan jeg bare ikke. 

jeg har tænkt på om jeg måske skulle skrive et brev til hende, om mine inderste følelser. Fordi så behøver jeg ikke “selv sige det” men jeg er self. Bange for, at hun ikke vil tage mig seriøst. Jeg er bange for, hvis hun ikke tager mig seriøst, så er der kun den lette udvej. Jeg føler bare heller ikke, at jeg kan komme til hende, når jeg jo er i kontakt med en psykiater. Ja jeg føler bare, at hun måske har skuppet ”ansvaret” væk fra hendes skuldre, så hun Kan blive fri.

Jeg håber, at jeg kan få svar på det her.