Et kæmpe dilemma

brevkassespørgsmål

Et kæmpe dilemma

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 2 år 12 måneder siden

Hej brevkasse Jeg står i et kæmpe dilemma. Jeg arbejder sammen med en veninde, som jeg er blevet lidt glad for. Jeg fortalte hende at jeg godt kan lide hende, og hun tog det overraskende pænt, selvom hun har en kæreste derhjemme. Efter jeg fortalte hende det, begyndte vi at få et mærkeligt forhold til hinanden. Vi holdte i hånden i skjul, og hun begyndte at komme tættere på mig. Vi aftalte at ingen skulle vide noget om det, og det var hende som ville holde det hemmeligt for hendes bedste veninde, selvom det var mig som fortalte at jeg kunne lide hende. Det var som om at hun følte det samme for mig. Men hver gang jeg spurgte hende, så sagde hun bare at hun kunne lide mig som ven og ik andet. Men alligevel så kan vi godt små flirte i skjul. Når hun er sammen med kæresten er hun iskold over for mig, og svare aldrig på det jeg skriver, medmindre jeg giver hende komplimenter. Jeg ved virkelig ik hvad jeg skal gøre, for jeg føler hun kan lide mig, men hun er bange for at indrømme det, fordi hun har en kæreste

Svar: 

Kære dig

Det lyder til at være en ret frustrerende situation for dig at stå i. I dit brev skriver du at du er blevet glad for en pige du arbejder sammen med, hvilket du også har fortalt hende. Hun har en kæreste, men alligevel fliter hun med dig, holder i hånd, osv. Samtidig fortæller hun dig at hun ikke er interesseret i mere, og at hun ikke kan lide dig på den måde.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at hun leger med dine følelser, og at det virker til at hun gerne vil blæse og have mel i munden (hun vil have det hele på en gang). Derfor tænker jeg også at det bedste du kan gøre, er at trække dig fra hende. Jeg ved godt at det nok ikke er en nem beslutning, men hvis du fortsætter sådan her, så vil du kun blive mere glad for hende, og det lyder ikke til at hun har tænkt sig at forlade sin kæreste for dig, så du risikerer at blive såret. Den her situation er ikke fair overfor hverken dig eller hendes kæreste.

Hvis du vælger at trække dig fra hende, så kan det være at hun kommer til at savne det, og derfor så finder ud af at hun i virkeligheden gerne vil være sammen med dig. Som du skriver, så kan det være at hun tør indrømme det, når hun finder ud af at hun ikke kan få det hele på samme tid. Det kan også være at hun fortsætter med at være sammen med sin kæreste, og så må du prøve at acceptere at din kærlighed ikke er blevet gengældt. Det gør ondt og vil tage tid at komme over, men det vil være nemmere for dig nu, end hvis I fortsætter med jeres hemmelige "forhold" i lang tid. 

Jeg kan virkelig godt forstå at det er et dilemma for dig, og særligt fordi I arbejder sammen, men du skal sørge for at passe på dig selv, så du kan få dét som du drømmer om. Lige nu drømmer du nok om at få et forhold med hende, og jeg tænker at det er derfor at du går med til at holde det hemmeligt, men hvad nu hvis det aldrig bliver til mere? Dine følelser vil blive holdt kørende med drømmen om at det måske kan blive mere, hver gang hun giver dig en lille smule - og hver gang du tager imod det. Hvis du siger fra, så viser du hende (og dig selv) at du mener det alvorligt når du siger at du gerne vil have hende - hele hende. Ikke som en hemmelighed eller som en ven. Så må det så være op til hende at beslutte om hun vil tage det skridt sammen med dig, eller om hun vil blive sammen med sin kæreste. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg håber du træffer den beslutning som giver bedst mening for dig. 

Venlig hilsen

Camilla

SigneHs billede
Camilla fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program