Kære CB, Jeg undskylder på forhånd hvis brevet bliver lidt for langt. Så mine forældre har været skilt i lidt tid nu. "Normalt" når forældre bliver skilt, har jeg set og oplevet hos mine venners familier, at forældrene simpelthen bare er blevet skilt fordi de har mistet interessen for hinanden. Jeg har også observeret, at forældrene sagtens kan tale sammen og lave planer alligevel. Jeg havde håbet på, at det samme ville være tilfældet for mine forældre. Desværre, håbede jeg forkert. Mine forældre startede ud med at skændes en hel del. Om alt muligt. Først vidste jeg ikke hvad. Nu gør jeg dog. De skændtes en del. På et tidspunkt, fik min mor nok. Hun ville gerne flytte ud. Det passede ikke inden under min fars idé af en "ideel familie." De skændtes mere. Jeg passede på min bror. Forsikrede ham, at alle forældre skændtes. Underholdte ham, så han ikke ville høre dem bruge grimme ord mod hinanden. Lagde ham i seng, så han kunne komme i skole næste dag. Endelig, fik min mor chancen for at flytte. Og hun tog den. Hun flyttede væk, vi blev enige om at bo en uge hos mor, en uge hos far. Min mor var glad. Far var ikke. På et tidspunkt var jeg rigtig bange for, at han skulle flytte væk. Aldrig mere komme tilbage. Måske endda begå selvmord. Det gjorde han heldigvis ikke. Jeg er stadig lidt bekymret nogle gange, men det er ikke meget. Og nu må i lige bære over med mig - denne her del bliver svær at forklare. Et: fordi jeg ikke ved så meget, og to: fordi jeg ikke i noget univers har lyst til at tale om det her emne. Tiden gik. Jeg fandt ud af mere og mere omkring hvorfor mine forældre var blevet skilt. Det viste sig, at ja, de havde mistet interessen for hinanden, men det vidste sig også at min mor var begyndt at se en anden mand. Min far var ikke glad. Han ringede til hende, spurgte mig om alt muligt, og til sidst, blev min mor også træt. De kunne ikke længere tale sammen. Hvis min har spurgte om noget, så var min mors svar ting som "k" eller "fint." Samtidig med alt det her skete, gik jeg i skole. Det gør jeg stadig, men det er ikke pointen. Normalt blev - og bliver - jeg set som "den ordentlige pige." Jeg "ved alt," lytter i timerne, er stille og generelt set det, som man ville kalde en "god elev." Fordi jeg var - og er - så "ordentlig" som folk siger, så går folk umiddelbart ikke ud fra, at der er noget galt derhjemme. Men det var der. Og det er der. Først mine forældres skilsmisse - den troede jeg var slem. Så alt det med den anden mand, min mors hemmeligheder, min fars udspørgelser, mine bekymringer for min far og alt det andet som følger med. Alt det her, har smadret mig indefra. Jeg ved ikke hvad en normal familie er, og jeg kan ikke kende forskel på basal venlighed og manipulation. Jeg kan ikke få lov til at nyde en af mine eneste hobbyer, læsning, fordi manden min mor ser er bibliotekar og min far tror, at han hjælper med at finde mig bøger. Samtidig er mit forhold til min far blevet endnu værre. Og jeg siger endnu værre fordi han aldrig rigtig har været der "mentalt." Han har altid råbt, når man viser ham en god karakter eller andet, så siger han bare "mh," eller "okay fint." Nu er der så også bare det, at han kalder mig egoistisk, og siger at jeg er ved at blive en kopi af min mor. Jeg skændes altid med ham. Ærlig talt, kan jeg ikke huske sidste vi gang vi havde det sjovt sammen. Jeg kan ikke engang huske, om vi har haft det sjovt sammen, eller om det måske bare er noget jeg forestiller mig? Tilbage til min skole. Skolen er det eneste sted, hvor jeg føler en form for tryghed. Nu ved jeg godt, at folk siger "øv, skole," men jeg vil hellere sidde og lave lektier i mit mest hadede fag, end jeg ville sidde og diskutere med min far, eller holde på min mors hemmeligheder. For det er ikke meningen en tretten årig pige skal holde på hemmeligheder, vel? Det er meningen hun skal have det sjovt med sine venner, ikke? Men som sagt: jeg er set som pigen der ved alt i min klasse. Og det er fedt nok, indtil man skal have hundrede procent på alting, fordi ellers er man ingenting. Jeg er intet mere end et tal i de andres øjne. En slags pokal. "Hey, se her! Vi har en pige der ved hvad hun laver!" Og det havde jeg det fint med. Indtil for nylig. Fordi jeg kan ikke klare mere. Mine forældre er ved at ødelægge mig. Jeg har ikke motivation, og det at få ét tal lavere end hundrede, smadrer mig. Fordi hvis jeg ikke er den bedste, hvad er jeg så? En tosse alene i et hjørne? En sladrehank der ikke kan holde på sin mors hemmeligheder? Nu løber det en smule af sporet. Tilbage til det, med at være den bedste: normalt ville man ikke tro "den bedste" havde problemer ville man vel? For hendes tøj er strøget, hendes hår er sat, hun smiler og få hundrede procent på alting. Man ville tro hun havde en god, stærk familie, og mere ville man ikke tænke over det. I stedet ville man se på pigen ovre i hjørnet. Uglet hår, samme tøj som dagen før, og dagen før den. Man ville løfte hende op, spørge hende: "er du okay? Hvordan går det der hjemme?" Og selvfølgelig kunne det være hun havde det dårligt derhjemme. Det har jeg respekt for, og selvfølgelig skulle hun så have hjælp. Men det kunne også være, at hun bare kunne lide at have uglet hår og lugtende tøj . Men alligevel hjælper man kun folk som hende, fordi de "gode og perfekte" har "ikke brug for hjælp." Så måske har jeg ikke brug for hjælp? For leden dag havde vi en diskussion, mig og en dreng. Han sagde: "der er altid nogen der har det værre end dig." Og det er nok sandt. Men siger man til en blødende, døende person at der altid er nogen der bløder mere end dem? Nej. For dem kan de være ligeglade med i øjeblikket. Det lider, har ondt og er ved at dø. På et andet tidspunkt spurgte en pige mig: "hvordan er din far egentlig?" Jeg svarede simpelt: "ligesom din." Hun havde før giver udtryk for, og sagt at hendes far ikke talte så meget, og jeg havde ikke lyst til at sige: "min far er en mand der er ligeglad med sine børn, råber ad dem, frarøver sin datter hendes sikkerhed og tryghed og får hende til at tvivle på, om hjem overhovedet kan bruges om et sted. Og din?" Så, jeg sagde bare at han var ligesom hendes. Hun fnøs ad mig. Grinede lidt, og stirrede på mig som om jeg var faldet ned fra månen. "Nej" sagde hun så til mig. "Det tror jeg ikke på." Så klappede jeg i, og glemte alt om at åbne op. Og nu sidder jeg så her. Under en dyne, sent om natten, mens jeg kan høre min mor og den anden mand ude i køkkenet. Jeg har lige grædt over både ingenting og alting, og nu kan jeg ikke sove, så jeg tænkte at det måske ville være en god ide at komme af med nogle af mine tanker og følelser, og lade dem ligge her. Så, jeg tænker bare på, om mine problemer virkelig er store nok til at være problemer? Er jeg bare en lille, hvinende og dramatisk teenagepige? Må jeg gå til en lærer med alt det her, eller ville det være at sladre? Det skal også lige nævnes, at jeg kun har inkluderet det vigtigste og største. Der er meget som jeg simpelthen har glemt fordi jeg ikke kan holde ud at huske det. Kh v