Er hun gravid?

brevkassespørgsmål

Er hun gravid?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 4 år 5 måneder siden

Jeg havde sex med min flirt første omtur den nat. Men efter jeg havde kommet i kondomet tog jeg selvfølgelig den af men havde min hånd rundt om min penis. Og så gik der lidt tid efter hvor jeg så gav hende finger og havde sex med hende igen. Så er i tvivl om at det sæd kunne være at hun måske er blevet gravid? For jeg havde ikke vasket hænder efter sex eller da jeg tog mig på min penis. Men havde agtig dyne på efter og sådan den fik luft så ved ikke om sædcellerne døde der? Plus jeg nussede hende på overkroppen så er meget i tviiiivl...

Svar: 

Hej du.

Det er svært for mig konkret at vurdere, om din flirt kan være blevet gravid på baggrund af din beskrivelse, da der faktisk er rigtigt mange forskellige faktorer, der skal gå op i en højere enhed, før en kvinde kan blive gravid. Men generelt forholder det sig sådan, at hvis du har haft frisk sæd på fingrene, er der en lille bitte risiko for, at din flirt kan blive gravid af det - MEN det er meget sjældent, at man hører om, at det sker.

Hvis du/I er i tvivl om, hvorvidt din flirt er gravid, vil jeg anbefale jer at tage en graviditetstest, om ikke andet så for at få afklaring og ro i maven omkring det. Graviditetstests kan købes i de fleste dagligvareforretninger, i Normal eller Matas og på apoteket. Vær dog opmærksom på, at der lige skal gå lidt tid, før at en graviditetstest faktisk kan måle, om din flirt er gravid. Man kan også få lavet en graviditetstest ved lægen, hvis det er, at I vil have det bedre med det.

Og hvad gør du så, hvis hun er blevet gravid?
Som sagt er chancen for, at din flirt er blevet gravid lille. Men såfremt det skulle være tilfældet, vil jeg gerne give dig/jer et par gode råd med på vejen, da jeg umiddelbart fornemmer, at du er ret nervøs. Det håber jeg, er ok.

Først og fremmest synes jeg, at det vil være en god idé, hvis I har mod på at inddrage jeres forældre, da det kan være rart at have andre omkring en til at støtte sig og vende situationen med. Derudover skal din flirts egen læge også inddrages, hvis hun er gravid, da lægen ved meget mere om hvilke muligheder, I eventuelt vil have i sådan en situation. Hvis I har det bedre med det, kan det også være en mulighed at snakke med egen læge før jeres forældre for at få vendt jeres muligheder, hvis din flirt skulle vise sig at være gravid. 

Men jeg kan også godt forstå, hvis det er grænseoverskridende for dig/jer at skulle fortælle jeres forældre om det. Derfor vil jeg også lige nævne Mødrehjælpen, hvor I både kan få svar på en lang række spørgsmål omkring graviditet og chatte med en socialrådgiver omkring jeres specifikke situation, hvis det skulle vise sig at blive relevant.

Jeg tænker stadig, at chancen for, at din flirt er blevet gravid, er meget lille, da I ellers lyder til at have beskyttet jer ordentligt. Jeg håber, at I snart kan få lidt ro i maven, og at du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner,
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program