Spørgsmål vedr. lov

brevkassespørgsmål

Spørgsmål vedr. lov

brevkassespørgsmål af
Janne
18 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Hej CH, Jeg følger den nuværende debat med Red Barnet omkring lovgivningen på seksuelt materiale med børn ret nært, og jeg har et spørgsmål som måske virker lidt mærkeligt, men det er fordi at jeg løber ind i disse ting ret ofte, og det kunne godt virke til at være på grænsen af noget ulovligt, så jeg vil gerne være sikker. Det er jo ret populært at lave forskellige videoer på sådan noget som youtube og tiktok, og nogle af de videoer kan have en stærk seksuel kontekst. Det kan enten omhandle clips fra shows eller noget originalt mm. Det jeg ofte oplever er, at i videoerne bruges der sange og lyde fra personer (kendte folk) som er under 18, der bliver lagt oveni videoerne. Det kan være at jeg overtænker det, men det at man bruger f.eks. sange som dem Britney Spears udgav da hun var 16-17 i en seksuel kontekst, lyder ikke helt lovligt fordi at en virkelig person er involveret i materialet, men så alligevel er det jo bare en sang som er lagt oveni en video, og personen som synger har som sådan intet med det visuelle at gøre. Det er en lidt kringlet tanke, men som sagt, så oplever jeg det ret ofte, og jeg synes at alt den uvidenhed omkring hvad loven accepterer og hvad den ikke gør kan give en lidt ondt i maven. Jeg hørte noget om at i har jurister, så det ville betyde meget at få en vurdering fra en hvis det ef muligt.

Svar: 

Kære Janne. 

Det er et godt spørgsmål, og en god refleksion, du har. Som jeg forstår din bekymring, så handler det om, at du er i tvivl om man må bruge underliggende musik af kunstnere under 18 år i videoer med en seksuel kontekst. Loven skriver ikke noget om det, så jeg vil mene, at der ikke er noget ulovligt ved det. Men selvom det ikke er ulovligt, kan det for nogen stadig opleves og føles forkert, og måske endda grænseoverskridende, at unge, gennem deres musik, bliver sat i en seksuel kontekst, som de selv ikke har bedt om. 

På nogle måder er nutidens lovgivning ikke helt opdateret med den virkelighed og det digitale samfund, vi lever i i dag. Opdateringen af lovgivningen, der handler om seksuelt materiale med børn er et eksempel på, at der netop er behov for at lovgive og tænke hele det område helt anderledes, fordi vores samfund har rykket sig så meget fra dengang loven blev udformet. Så det kan være, at der kommer flere opdateringer og ændringer til loven, som medtænker, at vores liv i dag også udspiller sig digitalt, og der kan være nogle helt nye problemstillinger ved det. At der er de her uklarheder eller måske mangler ved vores lovgivning, som giver dig ondt i maven, tænker jeg betyder, at du er omsorgsfuld og opmærksom på andre og om andre har det godt, eller kan være udsat for urimeligheder. Man kan føle sig magtesløs, når man ser noget, man ikke synes er okay, men ikke føler, at man kan gøre noget ved det. Jeg synes, at det er rigtig godt og sejt, at du gør os opmærksom på, at der kan være et problem, som der ikke bliver italesat til dagligt. Så tak for det!

Husk at du altid kan anmelde og rapporterer indhold til platformene, du ser indholdet på, hvis du oplever det som grænseoverskridende eller krænkende. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til dig. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program