Kønssygdomme og graviditet

brevkassespørgsmål

Kønssygdomme og graviditet

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 4 år 9 måneder siden

Kan man få en kønssygdom af at blive slikket?

Og generelt hvor meget smitter kønssygdomme så? Kan man kysse med en som har et kønssygdom?

Og skal man bruge kondom når man giver et blowjob så?

Og kan man blive gravid hvis han ikke kommer oppe i en men kommer udover skeden? Altså bare tæt på hullet.

Svar: 

Hej med dig!

Det er en masse rigtig relevante og gode spørgsmål, du har, og jeg tænker, at det nemmeste er at svare på dem én af gangen. 

Kønssygdomme og oralsex

Ja, man kan godt få eller give en kønssygdom videre ved oralsex, uanset om man er den, der giver eller modtager. Det er ikke sikkert, at man vil have symptomer på en kønssygdom, hvis man kun er smittet i halsen, men derfor kan man stadig give den videre til andre. 

Kønssygdomme og kys

Jeg er ikke læge, men så vidt jeg kan læse mig frem til, så er risikoen mindre ved kys, men det anbefales ikke, at man giver dybe kys, fordi der så er større risiko for at eventuel smitte i den enes hals kan gives til den anden. Men et almindeligt kys på læber eller kind eller lignende burde være okay. 

Beskyttelse

Der er forskellige former for beskyttelse, man kan bruge ved oralsex som f.eks. et blowjob. Man kan bruge et kondom, men man kan også bruge det, som kaldes en slikkelap. Hele ideen er, at der er noget, som beskytter to områder, som kan smittes, fra at røre ved hinanden. Kondom er derfor også en rigtig god idé ved penetrationssex, hvad end det er i skede eller endetarm. 

Risiko for graviditet

Risikoen for at blive gravid er mindre, hvis fyren trækker sig ud, inden han kommer, men det er en meget usikker metode, og man kan stadig blive gravid. Det er usikkert, fordi det kan være svært for en fyr at styre, hvornår han kommer, og nogle når derfor ikke at trække sig ud. Derudover kommer der hos mænd ved ophidselse og altså, når pikken bliver stiv, noget som hedder præsperm. Præsperm er en væske, som kommer ud af pikhovedet, og som kan indeholde sædceller og derfor gøre en pige gravid, specielt hvis hun er tæt på hendes ægløsning. Derfor er det væsentlig bedre at bruge andet beskyttelse, og her er kondom det eneste, som beskytter mod både kønssygdomme og graviditet. 

Jeg håber, at det var svar på dine spørgsmål! Ellers kan du læse lidt mere om oralsex, og hvad man skal være opmærksom på her og her

Mange hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program