Inden du selv stiller et spørgsmål
Drillet med mine fortænder.
Drillet med mine fortænder.
Hej Cyberhus, Jeg er en pige på 13, som ikke rigtig har særlig højt selvværd når man snakker om udseende. Der er et mellemrum mellem mine fortænder, som jeg ikk synes er kønt. Det bliver tit lavet sjov med i skolen, og det synes jeg ikke er særlig fedt. Jeg prøver at “spille med” på den, så vi hurtigt kan komme væk fra emnet.. tandlægen siger det ikke er nødvendigt med bøjle. Kan de gro sammen, når jeg bliver ældre?
Hej
Tak for dit spørgsmål om mellemrum mellem fortænderne. Det meget korte svar på dit spørgsmål er et "sandsynligvis ikke". Altså jeg tror ikke, at dit mellemrum går væk af sig selv. Men det er jo klart, at jeg ikke kan være sikker - blandt andet fordi jeg jo ikke ved, hvordan dit mellemrum ser ud (jeg har ikke set dig i munden).
Mellemrum mellem (for)tænderne har du, hvis dine tænder fylder mindre, end der er plads til i kæberne. Mellemrum kan man have alle steder i munden, men det er normalt mellemrummet lige i midten, børn og unge spørger mig om og jeg tænker også det er det, du spørger om. Tænderne har en tendens til at flytte sig fremad så de fleste mellemrum lukker sig helt af sig selv. Men altså ikke alle. Så du kan have det, hvis (nogen af) dine tænder er smalle. Eller hvis du har brede kæber. Eller hvis du har et tykt læbebånd (senen på indersiden af læben), der går helt ned og ind imellem dine to fortænder. Sådan en sene kan være så stor og så hård, at tænderne ikke kan rykke sammen.
Når du er 13 er det mest sandsynligt, at du er færdig med at skifte alle dine mælketænder ud med nye tænder. Og kort tid efter de sidste nye tænder er kommer helt frem, er dit bid så meget på plads, at der ikke er noget, der rykker sig rigtig meget mere. Hvis du har en tyk sene mellem fortænderne, skulle den have været fjernet i ca 2. klasse, lige før dine hjørnetænder bryder frem Så er der nemlig en god chance for, at fortænderne "presses" sammen, når hjørnetænderne vekser ned på plads. Hvis du har en meget stor og tyk sene er det muligt, at det kan gøre en forskel at fjerne den nu, men det er ikke sikkert.
På mit arbejder møder jeg børn og unge, der er meget kede af deres mellemrum. Og andre der er helt ligeglade, eller ligefrem glade for deres mellemrum - det kan være, at det har alle i deres familie eller det kan være at de ikke synes, at det er et problem.
En mulighed for at gøre noget ved et mellemrum er at få bygget fortænderne ud. Du kan prøve at google sangeren Kirsten Siggård og finde de gamle billeder af hende frem. Hun havde i gamle dage et stort mellemrum, som hun senere fik ændret ved at få bygget plast på (tror jeg - og måske senere få lavet kroner). Du kan se, at hun fik nogle ret brede fortænder ud af det. Det kommer an på hvor stort mellemrummet er og hvor store tænderne er, om det kan gøres, så det bliver pænt.
Du siger din tandlæge har sagt, at det ikke er nødvendigt at rette dine tænder. Du skal vide, at når tandlægerne vurderer "nødvendigheden", så tænker de på, om din tandstilling er sådan, at du kan få problemer med tænder eller tandkød i dit voksenliv. Men de tænker ikke specielt på, om der er noget der er skævt - eller om du har et mellemrum. Det betragter tandlægerne ikke som en sygdom. Og det er kun noget du kan blive syg af, som de skal hjælpe dig med.
Jeg tænker, at du bør snakke med din tandlæge om det. Det er som regel en god ide at tage en voksen med - dine forældre for eksempel. Og så må du jo starte med at tage en snak med dine forældre og fortælle dem, hvor ked af det du er og finde ud af om de vil hjælpe dig - altså for eksemepel ved at tage til tandlæge med dig. Det nemmeste sted er at snakke med din almindelige tandlæge. I kan også vælge at snakke med den specialtandlæge, der har med bøjlerne at gøre. Fortæl, hvordan du har det. Og spørg om de kan hjælpe dig. Hvis din tandstilling ikke fejler noget ellers, så vil de formentig ikke rette dine tænder. Men det kan være de kan fortælle dig, hvad der kan gøres, hvis du selv vil betale for det. Det er helt umiligt for mig at kunne sige dig, om det er en mindre ting eller det er en stor, langvarig, dyr behanding med bøjler, der skal til.
Jeg kan forstå, at du forbinder drilleriet i skolen med dit mellemrum. Og du skriver, at dit selvværd med hensyn til dit udseende er lavt. Hvad tænker du dine drille-kammerater ville sige, hvis du en dag møder op med bøjler på og skal gå med dem i 1-2 år? Vil det så være bøjlerne, de vil drille dig med?
Når jeg spørger dig, så er det fordi jeg tænker, at hvis du slipper af med dit mellemrum, så kunne det være, at dine kammerater finder noget andet at drille dig med. Sådan at problemet med drilleriet ikke så meget er, at du har et mellemrum mellem fortænderne. Men mere er, at du kan drilles med det.
Her er vi udenfor mit fagområde. Men jeg kan fortælle dig, at der lavet er undersøgelser, hvor man har spurgt mennesker, der har fået rettet tænderne, fordi de har været kede af deres tandstilling. Og det viste sig, at selv om de fik rettet det, de troede var deres problem. Så blev de ikke mere tilfredse med deres udseende. Det er den ene ting. Den anden ting jeg vil sige til dig er, at jeg af og til taler med unge, der har fået rettet tænder eller er i gang med det. Og nogen gange er de ikke glade for, hvordan det forandrede deres ansigt. De syntes deres ansigt blev forkert af det.
Så behandling kan være noget, der ikke lykkes godt. Eller som ikke medfører det, man håber på.
Så mit råd til dig er at tænke dig godt om. Hvis dit eneste problem med mellemrummet er drilleriet, så er det måske problemet med at du bliver drillet / lader dig drille, du skal tage fat i. Der er mange måder at gøre det på, men jeg tænker at det ikke er en tandlæge, du skal snakke med det om. Det er dine forældre, dine venner / veninder og måske, hvis du er meget ked af det - har du brug for at snakke med nogen professionelle rådgivere. Jeg ved at Cyberhus har mange forskellige tilbud om hjælp. Og jeg tænker, at det kan hjælpe meget at tale med nogen om det.
Du er 13 år, skriver du. Det betyder at du har mulighed for at vælge meget snart at skifte skole. Måske skal du på efterskole eller på gymnasiet. Og det betyder et farvel til dine drillekammerater. Måske er det sådan, at om 3 år så betyder dit mellemrum måske ingenting mere, fordi du kan starte på en frisk et andet sted.
Jeg tænker, at det under alle omstændigheder er det rigtige at gå til tandlægerne og se, om de kan hjælpe dig - og hvad de kan hjælpe dig med.
Held og lykke med at finde ud af det hele
Niels Hansen, tandlæge.