Hej, jeg er en pige på 15 år. Jeg er næsten helt sikker på, at jeg har depression. Jeg ved ikke præcist hvorfor. Jeg har så svært ved at koncentrere mig i skolen nogle gange, og kan næsten ikke overskue om morgenen, at jeg først har fri kl. 2. Og har også mistet kontakten til en del af mine venner, måske fordi jeg bare ikke har kunnet overskue det. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor lidt selvtillid jeg har, men har i hvert fald ikke så meget. Jeg kan tit være flov i flere uger efter, hvis jeg har lavet eller sagt en fejl i skolen. En gang græd jeg mig selv i søvn nærmest hver nat, men nu er jeg tit bare ret ligeglad med alt, og jeg er begyndt at få søvnbesvær. Jeg kan ikke sidst huske, hvornår jeg har smilet sådan rigtigt eller været oprigtigt glad. Min familie (fire brødre og en mor) er helt normal udenpå, men vi snakker aldrig sammen (jo, men ikke sådan rigtigt, som en familie). Vi spiser tit for os selv, så det virker meget koldt herhjemme. Jeg glæder mig til at få fri fra skole og komme hjem, men halvvejs hjemme har jeg alligevel ikke lyst til at komme hjem. Når jeg tænker over det, har jeg egentligt været igennem en del lort i min barndom. Jeg er meget indadvendt og selektiv omkring andre mennesker. Måske er det pga. min barndom og min familie.. Den eneste jeg sådan 'kender' fra min familie er min storebror. Og vi kom op i en snak for nyligt, og jeg fandt ud af, at han har det lige så fking ad H til som mig, og han har prøvet alt muligt lort jeg ikke kunne foresrille mig. Og han snakkede om, at han tror, han er maniodepressiv (el. bipolar lidelse eller hvad det hedder), og jeg har allerede overvejet, om jeg har depression, så ved ikke, om jeg skal gå til læge, fordi hvis jeg gør, skal lægen så fortælle det til min mor?(min mor og far er skilt, og ser min far sådan  en gang om året. Og kommer ikke til at snakke med min mor om det, lige meget hvad). Eller kan lægen nøjes med at sige det til en over 18, som fx. min storebror? - hvis lægen fortæller det til min mor, går jeg altså ikke til lægen. Har ikke engang fortalt alt det her til min storebror, men han ved godt, at jeg har nogle problemer. 

Ville ønske vi har, men vi har aldrig haft nogle regler. Kun sådan 'du ved godt, du ikke må' - agtigt. Så vi har altid bare klaret os selv, og min mor er næsten altid væk hele eller halvdelen af dagen pga. arbejde og andet. Og ville ønske, vi har haft en eller anden form for far i vores liv. 

Ved ikke helt præcist hvorfor jeg skriver det her. Måske fordi jeg bare havde brug for at fortælle det til nogen. Og så synes jeg, at hvis andre kan relatere til det her, skal du bare vide, at mange flere end du tror, kan have det lige så slemt som dig, måske endda værre. Jeg tror også, mange tænker at jeg er tilfreds og glad med mit liv. Fordi i skolen (folkeskolen) har jeg gode venner, og to rigtig gode venner. Jeg griner og joker osv. Jeg får faktisk gode karakterer, men jeg snakker aldrig om mig selv, og de ved ikke det med min familie, og de kender slet ikke den rigtige mig.

Undskyld, denne tekst blev så lang, men føler, at jeg kun har fortalt 10% omkring mig.