Brystreduktion
Brystreduktion
Heej Jeg er en pige på 20 år, som går pg har et kæmpe ønske om en brystreduktion. Jeg har for kort tid siden henvendt mig til min læge, men vil utrolig gerne have en fornemmelse af, hvilke svar, som jeg måske kan vente mig til konsultationen. Mit håb er selvfølgelig, at mine gener kvalificere sig til, at jeg kan då operationen gratis. Jeg har søger med det de sidste 3 år, efter jeg begyndte og tage på, da jeg ramte de sene teenager år. Det skal lige siges, at jeg siden da har tabt mig, hvor jeg i dette håbede, at min bryststørrelse også ville mindskes, det skete så ikke. Jeg vejer nu 60 kg og er 167 cm. Sidst jeg købte en bh, var det en dd, den passer ikke mere… jeg benytter mig ikke at rigtig bh’er længere, da det simpelthen gør for ondt i mine skuldre, og jeg får decideret mærker. Jeg vil dog gætte på, jeg ligger på en f skål. Problemet med bh’erne opstår også i forbindelse med træning, jeg er utrolig glad for og løbe, men er meget generet af min barm, da de medføre ubehag, som jeg desværre har lært lidt og leve med. Derudover har jeg fået en utrolig dårlig holdning, som har forsaget mine skuldre til og “dreje” lidt indad, hvis det kan forstilles. Det værste af det hele er dog rygproblemerne. Jeg har i en aldre af 20 formået, ar få en tantepukkel grundet min dårlig holdning, som mine tunge bryster er skyld i:)) massage er en no go, da jeg slet ikke kan have folk rør ved mine skuldre og nakke. Har jeg været oprejst meget en dag, kan jeg især mærke smerterne, når jeg skal sove. Sidste men ikke mindst, har jeg meget sart og ubehaget hud mellem og under brystet, hvor der til tider danner sig små vand blister, gerne i forbindelse med varme, f.eks. I anledning af træning. På forhånd tusind tak for svar:)
Hej med dig
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan forstå, at du ønsker at få gjort dine bryster mindre (brystreduktion) og gerne vil vide lidt om, hvilke svar du kan forvente ved lægen. Det er godt, at du har bestilt en tid ved lægen, da jeg kan forstå at du har rigtig mange gener fra din store barm.
Det er rigtigt at man kan få foretaget en brystreduktion ved operation - og hvis man opfylder visse betingelser, kan man få foretaget operationen gratis via det offentlige sundhedsvæsen. Det kræver at man har betydelige fysiske gener i form af ryg-/nakke-/skuldersmerter, mærker fra bh'en og/eller fugtgener under brysterne som kan give anledning til infektioner. Jeg kan forstå, at du i større eller mindre grad døjer med alle disse ting. Derudover er ét af kriterierne, at man skal være normalvægtig (BMI<25), da man ellers i første omgang skal forsøge at tabe sig, da det også kan gøre at man taber sig på brysterne. Du har allerede haft et vægttab som er flot, og din vægt er nu helt normal ift. din højde. Jeg kan forstå, at vægttabet ikke har gjort noget for størrelsen på dine bryster eller de gener du oplever.
Derfor vil jeg umiddelbart tro at du vil kunne blive tilbudt operation via det offentlige system, hvis det er det du ønsker. Din egen læge kan henvise dig til din nærmeste plastikkirurgiske afdeling, hvor de vil vurdere om de kan hjælpe dig med en operation. Det afhænger af størrelsen på dine bryster og de gener du oplever.
Man skal dog også være klar over, at der er bivirkninger og mulige komplikationer ved alle operationer. Ved en brystreduktion går man ind og fjerner fedtvæv, brystvæv og overskydende hud på brysterne. Brysterne vil blive mindre, ændre form og formentlig blive løftet lidt. Det kan gøre at brysterne bliver en smule asymmetriske dvs. uens. Derudover kan man få synlige evt. rødlige ar og ændret/nedsat følesans omkring brystvorterne. Der er ved alle operationer risiko for blødning og infektion, men det er meget sjældent. Ved operationen skal man være i fuld narkose.
Jeg vil til slut nævne at bryster ser ud på mange forskellige måder, og ingen bryster er mere ”rigtige” end andre. Men hvis man oplever gener fra sine bryster, der går ud over ens dagligdag er det en god idé at tale med sin læge om det.
Held og lykke med din lægesamtale. Jeg håber, at I finder en god løsning.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Bedste hilsner,
Emilie
Læge