Bange for onani

brevkassespørgsmål

Bange for onani

brevkassespørgsmål af
Anton
14 år
Oprettet 4 år 6 måneder siden

Hej jeg er en dreng på 14 og jeg oplever at når jeg onanerer kommer der et tidspunkt omkring der hvor pre-spermen kommer ud hvor at det bliver så dejligt at jeg føler at jeg næsten skal kaste op. Hvis jeg så fortsætter bliver det ubehageligt... Det får mig til at være bange for at have sex. Hvad nu hvis jeg bliver til grin fordi at jeg ikke kan lide den følelse.. Jeg elsker at onanere men den følelse får mig normalt til at blive bange og stoppe med at onanere...

er det normalt??

Svar: 

Kære Anton,

Tak for dit spørgsmål. Jeg tror, at krop og onani kan være forvirrende, svært i perioder og handle om en masse forskellige følelser for rigtig mange mennesker. Følelsen af en orgasme er for de fleste meget rar og dejlig, men det kan jeg høre, at det ikke er for dig, og det kan jeg godt forstå frustrerer dig og gør dig bekymret for fremtiden. Du skriver ikke noget om, om du har prøvet at fortsætte med at onanere, selvom det er ubehageligt, indtil du får udløsning eller orgasme, så det er lidt uklart for mig om du har prøvet det eller ej. For mange mænd hænger udløsning og orgasme sammen, men sådan er det ikke for alle. Det kunne godt lyde til, at du egentlig får en orgasme, men ingen udløsning. Efter en orgasme har kroppen brug for lidt hvile, og det kan føles ubehageligt at fortsætte med at onanere. Når du skriver, at det er så dejligt, at du næsten skal kaste op, så lyder det til, at det kunne være pga. de muskelsammentrækninger en orgasme giver i kroppen. Du kan læse mere om orgasmer på Sexliniens side lige her.

Først og fremmest vil jeg sige, at det er helt okay (og vigtigt), at onanere på en måde, som føles rar for dig, og at du ikke behøver have udløsning for at nyde onani. Ved at tænke sådan om det kan det være, at du allerede kan fjerne lidt af det pres, som der kan være ved at skulle nå et bestemt mål - orgasmen eller udløsningen. Så slapper kroppen mere af, og det kan også hjælpe på den ubehagelige følelse, du får indeni. Det kan også være en god idé at prøve at være så afslappet som muligt, inden du begynder at onanere - at få tankerne lidt på afstand, så angsten ikke tager over. Hvis vi forventer, at noget ubehageligt eller dårligt kommer til at ske i en situation, vil hjernen ofte lede efter tegn på lige præcis dét, og så er det mere sandsynligt, at det er det, vi oplever. Det jeg prøver at sige er, at vores tanker er meget styrende for, hvordan vi har det, så hvis du begynder at blive bange eller lægge meget mærke til, om noget nu er ved at blive ubehageligt, så kan den følelse godt blive forstørret, alene fordi den får lov til at fylde i dine tanker også. 

Du skriver, at du bliver bange for at have sex, når du har det sådan her med at få udløsning/orgasme. Bare tag det roligt, der er ingen grund til at lægge endnu mere pres på dig selv. Jeg forstår godt, at tankerne og angsten kan komme til at fylde, og at du f.eks. tænker over, om du bliver til grin. Brug lidt tid på stadig at udforske dig selv og blive komfortabel med din egen krop, og det du mærker, før du kaster dig ud i at have sex med en anden. På den måde ved du også bedre, hvad du godt kan lide og ikke kan lide, og det vil gøre oplevelsen bedre. Måske føles det godt at få en orgasme sammen med en partner, og/eller måske har du overvundet den ubehagelige følelse og selv fundet ud af, hvordan du kan få en orgasme eller udløsning på en måde, som er rar for dig? 

Du skriver ikke så meget om, hvad det helt præcist er, du bliver bange for, når du får den ubehagelige følelse, så det vil jeg råde dig til at tænke lidt mere over. Du kan evt. spørge dig selv om, hvad du mon er bange for, at der sker? Om du er bange for at miste kontrollen? Eller om du er for meget i dine tanker i stedet for i din krop i nuet, når du onanerer? Det er nogle af de ting, du kan overveje. Du er også meget velkommen i vores Cyberhus chat, hvor du kan snakke mere med en rådgiver om det, hvis du har brug for det.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig videre og give dig lidt mere ro på. Kroppen er helt fantastisk og sex og onani skal være rart. Husk at der ikke kun er én måde at gøre tingene på eller "rigtig" og "forkert".

De bedste hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program