Besættelse
Besættelse
Hej Cyberhus. Jeg har for nogle måneder siden fundet ud af at mit crush var lesbisk. Jeg er kommet over hende, eller sådan da.
Min bevidsthed ved godt at jeg ikke kan være sammen med hende, men min underbevidsthed har åbenbart ikke fattet det endnu.
Nu har jeg underlige drømme hvor hun dukker op, drømme hvor hun måske er en sidekarakter, men hun dukker alligevel op. Drømme hvor hun fortæller mig hvor meget hun elsker, krammer mig.
Det er begyndt at gå mig på nerverne, og jeg har først meget sent opdaget at det kan være en besættelse, men hvordan slipper jeg af med den?
Hej Gizmo
Jeg kan godt forstå, hvis du er frustreret over at den her pige er begyndt at fylde i dine drømme. Jeg tænker nu, det er meget naturligt. Du kalder det en besættelse. Jeg tænker faktisk bare at det er et udtryk for at du har haft nogle stærke følelser for den her pige. Ting der fylder i vores tanker i løbet af dagen, kan også nemt fylde i vores drømme, og i drømmene kan der jo ske alt muligt.
Jeg tror ikke du kan gøre noget bestemt. Enten forsvinder hun helt automatisk fra dine drømme, eller også vil det ikke længere betyde så meget, hvis hun dukker op.
Jeg forestiller mig at drømmene går dig på, fordi du netop stadig har nogle følelser i klemme, og at det nok er selv samme grund til at hun overhovedet fylder i dine drømme. Og man kan sagtens have følelser i klemme, selv om man med sin hjerne har forstået, accepteret, og er kommet videre. Det er helt naturligt.
Det kan tage lang tid at komme over et crush, så giv det tid. Husk at dine drømme kun er drømme, og med tiden kommer der nye.
De bedste hilsner Lukas