Mobberi, angst?

brevkassespørgsmål

Mobberi, angst?

Hej.

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal starte ud. Der er bare så meget, men prøver at få det meste med, da jeg rigtig gerne vil få det ud.

Jeg føler mig næsten konstant svimmel eller som om jeg lige har været ud at løbe, og så at jeg prøver at få pusten igen. Det hele startede siden jeg kom i 7-klasse, altså da jeg skulle ind i en ny skole, og komme i en ny klasse. Hver morgen når jeg står op, får jeg det så varmt, men på en virkelig dårlig måde. Har det som om jeg skal til at græde, og nogen dage, endda besvime.

I skolen er jeg også blevet mobbet. Altså blevet kaldet navne jeg ikke gad at blive kaldt og at folk smed med mine sko eller taske, fordi de var åbenbart grimme. Er også blevet kaldt en masse ting, som f.eks tyk eller "ej du har altså et grimt smil" "kæft et underligt grin du har", "kæft du bare grim egentlig". Det kom fra en ven af. Han synes åbenbart det var sjovt, men måske er det også lidt min skyld, da jeg selv grinte da det var han kaldte mig disse ting. Jeg falsk griner dog altid bare, når nogen siger noget, som jeg ikke helt bryder mig om.

På grund af disse ting, smiler jeg mindre og hvis jeg kommer til at grine, dækker jeg hurtigt munden med hånden. Det er blevet vane, at jeg gør det.

Det har også medført at jeg er blevet meget mere stille. Jeg har prøvet at få nye venner, da jeg kom på den nye skole. Det har jeg altså virkeligt! Men ingen gad mig rigtigt. Sikkert fordi jeg var/er for mærkelig.

Har faktisk prøvet at snakke med en lærer omkring det, men det endte med at jeg fik af vide, at det var min skyld, jeg ikke har nogen venner, fordi jeg ikke er med i 'fælleskabet'. Som sagt har jeg altså prøvet! Men det da ikke let når man også bliver 'mobbet' / gjort grin af ens udseende, vel?

Det min skyld jeg ikke har sagt det til nogen- det ved jeg godt, men jeg synes bare det er så pinligt. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at blive mobbet før, og er altid blevet set som den 'glade' pige. Vil derfor ikke have at mine forældre skal ændre deres syn på mig.

For en måned siden ca. vågnede jeg op kl. 7 om morgenen, hvilket betød jeg skulle have online undervisning igen. Men af en eller anden grund græd jeg bare i min seng. Altså jeg kunne slet ikke få mig selv til at stoppe. Skulle seriøst næsten til at besvime, fordi jeg ikke kunne få vejret. Mine hænder rystede helt og kunne bare slet ikke kontrollerer mig selv. I online undervisningen tog jeg faktisk bare kameraet fra, og deltog på den måde. I mellemtiden prøvede jeg at berolige mig selv. Hvilket jeg til sidst gjorde.

Her forleden mødte jeg en dreng over Discord. Vi snakkede om jagt osv da vi begge gerne vil sådan noget. Han er en flink dreng, og vi begyndte at call hinanden (hvilket er noget jeg ikke helt har lyst til, men har rigtig svært ved at sige fra)

Vi snakkede og synes alt gik for hurtigt. Det endte med jeg skrev en lang forklaring på hvorfor jeg ikke vil mere osv.

Derefter blokerede jeg ham, og prøvede bare at glemme alt.

Og så her i dag (3/8/2021) fik jeg et brev fra ham? Var næsten ved at græde af nervøsitet. Det betyder jo at han kender min adresse. Det min skyld jeg gav mit fulde navn, men det var altså fordi jeg var helt glad for at få en ny ven, men at få en ny ven over internettet skræmte mig på nogle punkter.

Fast foward skrev jeg til ham igen, at han ikke skal sige undskyld osv. Og nu her skrev han, at han ville havde gået så langt og have opsøgt mig. Han ville havde taget til min by, havde fundet mig, og stille mig spørgsmål.

Jeg er i helt panik nu. Men kan ikke græde, da mine forældre er i nærheden og de har aldrig rigtigt set mig græde over sådan noget.

Jeg er ved seriøst ikke hvad jeg skal gøre. Både det med drengen, men også det med skole. Jeg ved ikke om man kan kalde det 'angst'? eller 'social-angst'?

Jeg er nervøs 24/7 og kan aldrig komme i hviletilstand. Min puls er hele tiden oppe 80-100. (Ved ikke om det er normalt, men det føles det ikke helt som om)

Har forleden (før det med drengen) tænkt på hvordan det ville være hvis jeg.. I guess døde? Det der holder mig i live er mine forældre, familie og hund hah..

Og bare tanken om hvad der vil ske efter. Er ikke så meget for, om det ville gør ondt, men nærmere om hvor jeg så havner henne bagefter, eller om alt bare er 'slukket'. At gøre skade på mig selv, har jeg som sådan ikke lyst til, da jeg ved at det kan ses efter, og det gider jeg ikke have at folk skal kunne se. Specielt ikke om sommeren.

Er helt lost, og kunne godt bruge noget hjælp

Hvad gør jeg? Skal jeg snakke med nogen om det? Men hvem? Har kun 1 bedsteven. Mine forældre eller familie TØR JEG IKKE! Lærere..pas

Håber ikke brevet er for langt..i så fald undskyld.

Mvh. Alexandra

Svar:

Kære Alexandra

Jeg vil starte med at svare dig på det du ender med at spørge om. Ja, du skal helt sikkert tale med nogen om det her.

De fysiske symptomer du beskriver, kunne godt være angst. Jeg kan naturligvis ikke sige om det er angst, og derfor er det vigtigt at du får klarhed omkring det. Der kan være mange årsager til at man udvikler angst. Det psykiske pres man kan være under, hvis man er udsat for mobning kan godt være med til at trigge angst. At skifte skole kan også være et ret stort pres, som kan udløse stress, hvilket igen kan give nogle af de symptomer som du beskriver.

Lige meget om det er det ene, det andet eller noget helt tredje, så er jeg slet ikke i tvivl om at du oplever nogle symptomer som er resultat af, at noget ikke er som det bør være. Du bokser med en masse tanker og følelser som fylder så meget indeni, at de også viser sig som fysiske symptomer.

Du gør det helt rigtige når du mærker efter og tager de her symptomer alvorligt. Det lyder som om din krop er under pres, og det kan den sagtens være som følge af alt det der fylder indeni.

Jeg kan godt følge det du skriver med den her dreng. På den ene side var han vildt sød, men på den anden side kom han måske lidt for tæt på, lidt for hurtigt. Jeg tænker egentlig ikke det behøver at have noget med angst eller social angst at gøre. Det kan også bare være et udtryk for at vi bevæger os med forskelligt tempo, når vi danner relationer. Nogle gange kan det føles som om det går alt for hurtigt, og så er det 100 procent okay at sige fra, og derfor var det også rigtig godt at du gjorde det. Du mærkede efter og handlede på det.

Måske blev han bekymret, måske ville han gerne gøre det tydeligt at han virkelig gerne vil være din ven, og måske var det derfor hans skrev et brev, efter at du blokerede ham. Hans handling er udtryk for det behov han har, for at dele hvad han tænker og føler omkring jeres relation. Det er selvfølgelig i orden, men det er også fortsat helt i orden, hvis du ikke ønsker mere kontakt. Det kan du enten skrive til ham, eller blot undlade at svare. Du skylder ikke mere forklaring end den du allerede har givet.

Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at få skylden for ikke at have nogen venner. Det er jo ikke helt fair, nå du har prøvet at blive en del af fællesskabet, hvilket godt kan være virkelig svært, når man starter et nyt sted. Når du én gang har prøvet at snakke med din lærer og har haft en ret kedelig oplevelse, kan jeg godt forstå at du ikke har mod på at gøre det igen. Jeg tænker alligevel at det kan være vigtigt at få talt med nogen om situationen i skolen, og her tænker jeg på dine forældre.

Du skriver at du ikke tør, men ikke hvorfor du ikke tør? Jeg har før oplevet rigtig mange unge der ikke turde tale med deres forældre. Ofte handler det om at de ikke vil gøre deres forældre kede af det eller måske fordi de er bange for hvad deres forældre vil tænke. Måske er det også sådan for dig?

Faktisk vil de fleste forældre virkelig gerne hjælpe. Og selvom de måske kan blive kede af at deres barn har det svært, så bliver de mest af alt glade, for at få mulighed for at hjælpe. Derfor synes jeg også du skal overveje det endnu engang. Dine forældre vil med sikkerhed gerne hjælpe, hvis de ved hvad hvordan du har det.

Når du stiller spørgsmålet, om du skal tale med nogen, tænker jeg også at du allerede selv har en fornemmelse af at det vil være det bedste, og du har helt ret. Jeg er også helt sikker på at du har brug for at tale med nogen der kan undersøge de her symptomer, og sørge for at du får den rigtige hjælp så du kan få det bedre.

Du fortæller at du er begyndt at tænke på hvad der ville ske, hvis du døde. Du bruger ikke selv ordet selvmordstanker, men det vil jeg tillade mig at gøre. Mange oplever selvmordstanker og heldigvis er det få der handler på dem. Selvmordstanker er lidt ligesom fysisk smerte. Hvis du holder din finger i nærheden af et stearinlys, vil det begynde at gøre ondt. Det er en skide smart funktion, der skal sikre at du fjerner din finger, så du ikke kommer alvorligt til skade. Selvmordstanker kan fungere lidt på samme måde. De kommer for at fortælle dig at der er noget galt, og at du skal handle, så du ikke får det værre. Derfor er det også rigtig godt at du har skrevet her i brevkassen. Det er et sitet og vigtigt skridt. Jeg håber du vil prøve at tage endnu et.

Jeg synes, som sagt, du skal overveje at tale med dine forældre om det der sker i skolen, og om hvordan du har det, i det hele taget. Dine forældre kunne hjælpe dig med at tage en snak med din læge, og din læge vil kunne afdække om du har angst, og hvordan du så kan få hjælp. Du kan selvfølgelig også selv tage en snak med din læge. Nogle gange kan det bare være rart at have nogen med til at give støtte.

Hvis du slet ikke kan overskue at skulle snakke med dine forældre eller din læge, så kom ind forbi vores chat og snak med en af vores frivillige rådgivere. Du er helt anonym, og sammen kan I måske finde en god måde til, hvordan du kan få noget hjælp.

Du er på rette vej Alexandra. Du har taget et kæmpe skridt ved at fortælle om dine følelser og tanker her i brevkassen. Fortsæt med at fortælle om hvordan du har det, og bede om hjælp. Jeg er sikker på at du er på rette vej, og jeg er sikker på at du kan lykkes med at få det bedre.

Mange hilsner Tanja