Kære Alexandra 

Jeg vil starte med at svare dig på det du ender med at spørge om. Ja, du skal helt sikkert tale med nogen om det her. 

De fysiske symptomer du beskriver, kunne godt være angst. Jeg kan naturligvis ikke sige om det er angst, og derfor er det vigtigt at du får klarhed omkring det. Der kan være mange årsager til at man udvikler angst. Det psykiske pres man kan være under, hvis man er udsat for mobning kan godt være med til at trigge angst.  At skifte skole kan også være et ret stort pres, som kan udløse stress, hvilket igen kan give nogle af de symptomer som du beskriver. 

Lige meget om det er det ene, det andet eller noget helt tredje, så er jeg slet ikke i tvivl om at du oplever nogle symptomer som er resultat af, at noget ikke er som det bør være. Du bokser med en masse tanker og følelser som fylder så meget indeni, at de også viser sig som fysiske symptomer. 

Du gør det helt rigtige når du mærker efter og tager de her symptomer alvorligt. Det lyder som om din krop er under pres, og det kan den sagtens være som følge af alt det der fylder indeni. 

Jeg kan godt følge det du skriver med den her dreng. På den ene side var han vildt sød, men på den anden side kom han måske lidt for tæt på, lidt for hurtigt. Jeg tænker egentlig ikke det behøver at have noget med angst eller social angst at gøre. Det kan også bare være et udtryk for at vi bevæger os med forskelligt tempo, når vi danner relationer. Nogle gange kan det føles som om det går alt for hurtigt, og så er det 100 procent okay at sige fra, og derfor var det også rigtig godt at du gjorde det. Du mærkede efter og handlede på det.

Måske blev han bekymret, måske ville han gerne gøre det tydeligt at han virkelig gerne vil være din ven, og måske var det derfor hans skrev et brev, efter at du blokerede ham. Hans handling er udtryk for det behov han har, for at dele hvad han tænker og føler omkring jeres relation. Det er selvfølgelig i orden, men det er også fortsat helt i orden, hvis du ikke ønsker mere kontakt. Det kan du enten skrive til ham, eller blot undlade at svare. Du skylder ikke mere forklaring end den du allerede har givet. 

Jeg kan godt forstå at du bliver frustreret over at få skylden for ikke at have nogen venner. Det er jo ikke helt fair, nå du har prøvet at blive en del af fællesskabet, hvilket godt kan være virkelig svært, når man starter et nyt sted. Når du én gang har prøvet at snakke med din lærer og har haft en ret kedelig oplevelse, kan jeg godt forstå at du ikke har mod på at gøre det igen. Jeg tænker alligevel at det kan være vigtigt at få talt med nogen om situationen i skolen, og her tænker jeg på dine forældre. 

Du skriver at du ikke tør, men ikke hvorfor du ikke tør? Jeg har før oplevet rigtig mange unge der ikke turde tale med deres forældre. Ofte handler det om at de ikke vil gøre deres forældre kede af det eller måske fordi de er bange for hvad deres forældre vil tænke. Måske er det også sådan for dig? 

Faktisk vil de fleste forældre virkelig gerne hjælpe. Og selvom de måske kan blive kede af at deres barn har det svært, så bliver de mest af alt glade, for at få mulighed for at hjælpe. Derfor synes jeg også du skal overveje det endnu engang. Dine forældre vil med sikkerhed gerne hjælpe, hvis de ved hvad hvordan du har det. 

Når du stiller spørgsmålet, om du skal tale med nogen, tænker jeg også at du allerede selv har en fornemmelse af at det vil være det bedste, og du har helt ret. Jeg er også helt sikker på at du har brug for at tale med nogen der kan undersøge de her symptomer, og sørge for at du får den rigtige hjælp så du kan få det bedre. 

Du fortæller at du er begyndt at tænke på hvad der ville ske, hvis du døde. Du bruger ikke selv ordet selvmordstanker, men det vil jeg tillade mig at gøre. Mange oplever selvmordstanker og heldigvis er det få der handler på dem. Selvmordstanker er lidt ligesom fysisk smerte. Hvis du holder din finger i nærheden af et stearinlys, vil det begynde at gøre ondt. Det er en skide smart funktion, der skal sikre at du fjerner din finger, så du ikke kommer alvorligt til skade. Selvmordstanker kan fungere lidt på samme måde. De kommer for at fortælle dig at der er noget galt, og at du skal handle, så du ikke får det værre. Derfor er det også rigtig godt at du har skrevet her i brevkassen. Det er et sitet og vigtigt skridt. Jeg håber du vil prøve at tage endnu et. 

Jeg synes, som sagt, du skal overveje at tale med dine forældre om det der sker i skolen, og om hvordan du har det, i det hele taget. Dine forældre kunne hjælpe dig med at tage en snak med din læge, og din læge vil kunne afdække om du har angst, og hvordan du så kan få hjælp. Du kan selvfølgelig også selv tage en snak med din læge. Nogle gange kan det bare være rart at have nogen med til at give støtte. 

Hvis du slet ikke kan overskue at skulle snakke med dine forældre eller din læge, så kom ind forbi vores chat og snak med en af vores frivillige rådgivere. Du er helt anonym, og sammen kan I måske finde en god måde til, hvordan du kan få noget hjælp. 

Du er på rette vej Alexandra. Du har taget et kæmpe skridt ved at fortælle om dine følelser og tanker her i brevkassen. Fortsæt med at fortælle om hvordan du har det, og bede om hjælp. Jeg er sikker på at du er på rette vej, og jeg er sikker på at du kan lykkes med at få det bedre.  

Mange hilsner Tanja