Hej Olivia

Tusind tak fordi du skrev ind. Jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor det her fylder så meget, fordi der er mange ting samtidig.

Noget af det første jeg lagde mærke til, da jeg læste dit brev, var faktisk slet ikke fyren. Det var dig og din veninde. Det lyder som om, at I har et godt, men måske også komplekst venskab, som har været nogle ting igennem allerede.

Også bliver jeg lidt nysgerrig på, hvad du egentlig er mest bange for i situationen. Er det at han vælger hende frem for dig? Du skriver jo, at du næsten er sikker på, at han ville afvise hende.

Sætningen "Jeg har bare virkeligt brug for at folk stopper med hele tiden at blive kærester med hinanden, for jeg føler mig ekstremt såret når nogen jeg kan lide kommer sammen med én af mine venner" står virkelig ud for mig. Det lyder som om, at det ikke er første gang, at det her sker. Eller måske bare noget lignende. Men sætningen får mig til at tænke, at det er noget der har hobet sig op inde i dig.

Og det synes jeg faktisk er værd at give dig selv lidt plads til at undersøge, helt uafhængigt af situationen med din veninde lige nu. Er det tilfældigt at det er sket flere gange? Eller er der noget om de fyre du falder for. Måske er de ofte populære? Eftertragtede? Eller dem flere går efter på samme tid? Det kan måske være godt at tænke lidt over, bare fordi det er rart at forstå de mønstre, man kan opleve i sit liv.

Du nævner også noget om "dips". At fordi du kan lide ham mere, og taler mere om det, har du på en måde mere ret til ham end hun har. Jeg forstår godt den følelse, men jeg vil gerne udfordre den lidt fra et par vinkler.

For det første behøver det, at tale meget om noget er ikke nødvendigvis det samme som at føle det dybest. Nogle mennesker bearbejder følelser ved at snakke om dem højt og ofte. Andre holder dem mere for sig selv, selvom følelserne er lige så store eller måske endda større. Så bare fordi du taler mere om ham, betyder det ikke nødvendigvis at hun kan lide ham mindre end dig. I er måske bare forskellige på den måde.

Men der er også en anden grund til, at jeg gerne vil udfordre den tanke lidt. Mennesker er nemlig ikke noget, man kan have "dips" på. Lige meget hvor længe man har været forelsket, hvor intenst man føler det, eller hvem der så ham først.

Jeg ved godt, at det måske lyder lidt hårdt. For følelsen af at have "dibs" giver faktisk rigtig god mening. Hvis du har gået og været forelsket længe, drømt om ham og måske forestillet dig, hvordan det kunne blive mellem jer, så kan det næsten føles som om, der allerede eksisterer en lille historie mellem jer inde i dit hoved. Og så kan det føles enormt uretfærdigt, hvis en anden pludselig træder ind i den historie.

Hvis du ikke er alene i den drøm, så er det fantastisk. Men hvis den historie kun eksisterer hos dig, kan man ikke dømme den her person, til ikke at må være sammen med andre. Og i så fald, må man bare prøve at være glad på andres vegne.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke må blive ked af det. Tværtimod, for det er en af de mest ensomme følelser man kan have. Men der er forskel på at blive såret over et valg og på at have ret til at bestemme det valg.

Derfor tror jeg faktisk heller ikke, at målet skal være at forklare hende, at hun ikke kan gøre det. For det kan hun godt. Det er jo hendes valg og hendes følelser. Og ligesom hun ikke kan holde dig fra noget, kan du heller ikke holde hende fra det.

Det du til gengæld godt kan fortælle hende, er hvad det ville få dig til at føle. Der er nemlig stor forskel på at sige: "Du må ikke spørge ham," og så at sige: ”Jeg kan mærke, at jeg har det virkelig svært ved den her situation. Det slider på vores venskab på en måde, jeg ikke helt hvad jeg skal gøre ved. Jeg har brug for at finde en løsning sammen” og måske tilføje noget som ”Hvis I finder sammen, er jeg bange for det vil gøre mig så ked af det, at jeg måske får brug for afstand i en periode”

Den første sætning prøver at styre hendes handlinger. Den anden fortæller ærligt om dine følelser. Og det synes jeg faktisk er en meget mere fair måde at møde hende på.

Du skriver at hun kan være svær at have en seriøs samtale med, og at du er bange for at du ender med at sige noget du fortryder. Så et lille praktisk råd, man kan bruge til alle mulige akavede eller svære samtaler: Det kan virkelig hjælpe at skrive det ned først, inden du siger det højt. Det giver dig mulighed for at finde de rigtige ord uden at blive afbrudt eller presset af situationen i øjeblikket. Og vælg et tidspunkt hvor I begge er rolige, hvor I ikke er midt i en anden konflikt eller stressende situation. Det giver samtalen den bedste chance for faktisk at blive hørt.

Hvis du slet ikke tror at hun kan være i samtalen, kan du også skrive et brev til hende. Et hvor du gør dig umage i at være omsorgsfuld og ikke dømmende, og hvor du fokuserer på, hvordan du gerne vil have, at jeres venskab overlever situationen.

Jeg ved godt, at mit svar måske ikke var det svar, du allermest håbede på. For jeg har ikke givet dig en måde at få din veninde til at lade være. Lige meget hvad der sker mellem hende og ham, håber jeg, du kan finde en måde at tale med hende på, hvor I begge bliver hørt. Og hvis du ender med at blive nødt til at tage en pause fra venskabet, så håber jeg at det er for at give dig selv tid til at få det bedre, så du kan være glad på deres vegne, og ikke fordi, du ikke fik lov til at være sammen med ham.

Venskaber kan sagtens tåle små pauser. Det vigtigste er, at begge parter ønsker at blive ved med at prøve.  

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus