Bebrejder mig selv for... Tja alt

brevkassespørgsmål

Bebrejder mig selv for... Tja alt

brevkassespørgsmål af
Eco"
14 år
Oprettet 1 måned 2 uger siden

Hej Cyberhus.

Jeg har en masse små problemer, men jeg vil ikke skrive for nange, så jeg tænker jeg bare tager nogle af de vigtigste.

Okay, som titlen siger: jeg bebrejder mig selv for så meget at jeg lige så godt kunne sige jeg bebrejder mig selv for alt. Jeg ved ikke hvor ald det her kommer fra... Måske kommer det fra min gamle veninde? Hun vendte sig pludselig imod mig, også var det mig der var skyld i hver eneste lille fejl hun oplevede eller lavede.

Det begyndte jeg så at vende mig til... Nu er det ligesom bare hverdag for mig. Sætninger og kommentarer som: "det er jo også bare M's skyld at bolden røg ved siden af, for hun skulle bare stå der og glo" er jeg blevet rimelig vant til. Og jeg ville da ikke blive overrasket hvis det var min skyld, at der var én der havde lavet sin matematik opgave forkert.

Jeg har altid været lidt stille, mens min bror har været rimelig snakkesalig. Han har altid fået opmærksomheden, og jeg gider ikke engang opsøge den mere. Hvis jeg går et spørgsmål i timerne svarer jeg for det meste: "ved det ikke" hvorefter jeg så får tanker som: "du ved det sgu da godt, det er jo bare fordi du SKAL spille idiot, ikke også?"

Når jeg kommer hjem, kan jeg bare nævne tusinder og atter tusinder af ting som jeg er skyld i, som er sket lige den dag. I dag kan jeg fx sige, at jeg kom til at skræmme mine undulater, da jeg skulle give dem noget mad.

Mit andet problem er, at jeg simpelthen ikke gider mad. Det er så ulækkert i min verden. 

Da jeg vågnede i morges, havde jeg virkelig ondt i halsen, og jeg var mega sulten, men da jeg gik ud i køkkenet, gad jeg seriøst ikke spise. Jeg ved ikke om jeg er på vej til at få en spiseforstyrrelse.... Det håber jeg ikke, for alle i min klasse gør nar af det.

I sidste uge snakkede vi om spiseforstyrrelser, bare mig og min eneste, men rigtig gode veninde, A. Hun sagde: "så får de stoppet et rør ned i maven - klamt ikke? Også får se mad ned. Så kaster de det op, også sutter de på isterninger."

Men jeg har det jo lidt som om, at jeg mest af alt bare skal kaste op efter jeg har spist. Jeg har ikke spist særlig meget i dag, men jeg har da ikke lyst til mad. Jeg spiste et halvt knækbrød uden noget på i morges. Så fik jeg 2 mini skefulde pasta til frokost. Og så spiste jeg den allermindste abrikos jeg kunne finde, fordi at jeg bare følte, at det var godt for mig.

Jeg spiser nærmest ikke ovre i skolen, og jeg har aldrig rigtig lyst til så meget som at tage min madkasse op. Jeg gør det alligevel altid for... 1: jeg har BRUG for mad. Det siger jeg altid til mig selv. 2: hvis jeg ikke tager den op, så skal alle spørge ind til mig, og tilbyde mig deres mad. Og... Så bebrejder jeg mig selv for at stjæle så meget opmærksomhed.

Ved ikke hvad jeg skal gøre... Hvad er smart at gøre? Og er jeg ved at få en spiseforstyrrelse..?

Knuzxx og Cramxx fra Eco'' håber i kan svare lidt hurtigt. Tak på forhånd!

 

Svar: 

Kære Eco,

Det er rigtig godt, du skriver, for jeg kan godt høre, at du har det svært. Det lyder som mange forskellige ting af forskellig størrelse, som fylder for dig. Det lyder som om, det også er både nogle ydre ting, men mest af alt nogle indre ting, der er svære lige nu. Jeg synes, det er enormt sejt, og et rigtig godt sted at starte, at du er bevidst om de her problemer og gør dig nogle tanker om dem. Det er det første skridt mod at få det bedre. Du beskriver, hvordan du bebrejder dig selv meget og måske holder dig selv tilbage i situationer, hvor du gerne vil være sikker på dig selv. Det er svært at sætte grænser og lære at sætte pris på sig selv, og det er ret normalt, at man i teenage årene er ret usikker og kæmper lidt med at finde sig selv. Det gør også, at man kan ende med at være stille og tilbageholdende, i stedet for frembrusende og selvsikker. Jeg tror, det er noget, man ændrer ved at øve sig. Det er okay, du ikke siger noget hver dag i hver time i skolen, men øv dig på at gøre det en gang imellem. De første gange kan føles svære, men man lærer hurtigt, at det faktisk er rart at deltage i timerne og stole på, at man godt kan finde ud af det. 

Du beskriver, hvordan du ofte får skylden af andre, og hvordan du har taget det til dig og bebrejder dig selv. Det lyder ikke særlig rart, og jeg kan godt forstå, hvis det gør dig ked af det. Nogle mennesker vender alt indad og er enormt hårde ved dem selv, når noget ikke går, som de havde håbet. Dette handler også meget om at øve sig. Øv dig på at modkæmpe de der tanker om, at det er din skyld. Hvorfor skulle det dog være din skyld? Øv dig på at sige fra på en ordentlig måde, når andre bebrejder dig urimeligt. Jeg fornemmer i din måde at skrive på, at du godt inderst inde ved, at det hele ikke er din skyld, så følg den fornemmelse og tag ikke skylden for tilfældigheder. Alle mennesker fejler til tider, vi er ikke perfekte, men det er der altså ingen skyld eller skam i. Det er okay. 

Du fortæller om dine spisevaner, som jeg godt kan forstå, du bekymrer dig lidt for. Jeg tænker lidt over, hvad der mon får dig til at føle at mad er ulækkert eller forbudt? Hvad får dig til at afholde dig fra at spise ordentligt, selvom du godt ved, at du har brug for mad? Du skriver, at du håber, du ikke er ved at få en spiseforstyrrelse og begrunder det med, at de andre gør nar af det -  er det den eneste grund til at du bekymrer dig for dine spisevaner?  Jeg tænker her, at det er meget ligegyldigt, hvad andre tænker, men enormt vigtigt, hvad du selv tænker. Spiseforstyrrelse er ikke noget, man skal ønske sig eller grine af - mange mennesker er ekstremt påvirkede af det hele deres liv og får måske aldrig et normalt forhold til mad igen. Det kan være en frygtelig hård og smertefuld kamp at komme ud af spiseforstyrrelser, når først man har været i det længe, og derfor er det også vigtigt, man passer på sig selv, når man begynder at mærke at man af en eller anden grund tænker anderledes om mad, end man plejer. Derfor er det også godt, at du tænker over det her nu. Jeg tror, det kunne være rart for dig at vide lidt mere om spiseforstyrrelser og måske snakke med nogle, der ved en masse om det, det kan du for eksempel her. Jeg håber virkelig, at du vil arbejde med dig selv i forhold til at spise, for jeg vil ikke ønske for dig (eller for nogen) at skulle få det så dårligt, som man har det, når man er spiseforstyrret. Derfor er det så vigtigt, at du snakker med nogen om det. Måske det også kunne være din veninde? Måske hun kan hjælpe dig med at huske at spise? Du skriver noget om at bebrejde dig selv for at stjæle opmærksomhed, hvorfor føler du mon sådan? Altså at stjæle opmærksomhed? Har du ikke fortjent den? Det synes jeg, du har. Alle har fortjent at blive lyttet til, respekteret og værdsat. Også dig. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Pas nu på dig selv og tro på, at du er skøn, som du er. Du er velkommen til at skrive igen og til at komme forbi i chatten til en snak. 

Kærlige hilsner

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program