Kære Laura

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du er ked af situationen, og at du fortryder det hele, fordi du er bange for, at det har gjort, at din far nu hader dig. Det tror jeg nu ikke, at han gør, men det kan være, at han ligesom dig lige nu kommer til at sige nogle ting, han ikke helt mener, fordi han måske er ked af de ting, som du fik sagt. Det tror jeg i hvert fald, at de fleste kender fra sig selv, at man ligesom begynder at sige nogle rigtig hårde ting, når man er ked af det eller har fået såret sine følelser, og selvom din far er voksen, så kan det også ske for ham. Så jeg tror ikke, at han hader dig, eller at han virkelig ægte skammer sig over dig, men måske er han såret, fordi han troede, at du ikke satte pris på ham og hans indsats. 

Du fortæller, at du har sagt undskyld, og at du ikke mente de ting, som du sagde, og det synes jeg er rigtig flot gjort af dig. Det er ikke altid nemt at indrømme det, når man har gjort noget, som man fortryder, så det er en rigtig god start. Du skriver dog, at det ikke hjalp, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men jeg tænker, at du har fået en god start, som du kan arbejde videre med, så dig og din far kan blive gode venner igen. For eksempel tænker jeg, at det måske kunne være en idé at prøve at forklare ham, hvad der egentlig skete den dag fra dit synspunkt, altså at det ikke var ham, du var skuffet over, men situationen, og at du så blev rigtig frustreret over, at han ikke forstod dig, og at det var derfor, du sagde de her grimme ting. Det tror jeg, at han vil forstå, da det er noget, som jeg som sagt virkelig tror, at alle - også din far - har prøvet, da de var på din alder men også senere i livet. 

En anden ting du kan prøve, det er at fortælle din far, hvordan du har det lige nu. Altså fortælle ham, at du er rigtig ked af, at I er uvenner, og at du er bange for, at han hader dig, og at det aldrig bliver godt imellem jer igen. Forhåbentlig kan det give mulighed for en ny og god snak mellem jer, hvor I ligesom kan få renset luften og startet på en frisk. I sådan nogle snakke er det også en god ting at huske, at begge skal have lov at sige, hvordan de har det, så din far skal også have lov at fortælle, hvad han følte, så I begge kan føle, at I har fået sagt det, I har brug for. Nogle gange så kan sådan en snak nemlig godt være lidt svær, fordi man hurtigt kommer til at sidde og forsvare sig selv og hvorfor man gjorde, som man gjorde, og glemmer at lytte, så det håber jeg, at I begge vil være opmærksomme på. Hvis det alligevel er svært, og hvis du ikke føler, at din far lytter helt til det, du siger, eller måske begynder at afbryde dig eller lignende, så er en anden mulighed at skrive dine tanker ned i et brev til ham. Så kan du give ham brevet og lade ham læse det, imens du ikke er der, og så kan I få måske tage snakken bagefter?

En sidste ting du også kan prøve det er at gøre små ting for at vise ham, at du sætter pris på ham, og er taknemmelig for alt det han gør for dig. Måske du lige ordner lidt ekstra pligter derhjemme, tilbyder at lave hans livret eller spørger om I ikke skal hygge sammen bare jer to med en god film eller et spil. Jeg tænker ikke, at det er så vigtigt, hvad det er I gør, så længe det er noget, du kan gøre med eller for din far, så du kan vise ham, at du holder af ham. Det er rart for alle at føle sig elsket og set, og selvom jeg godt ved, at du har fortalt ham det, så kan det nogle gange være sådan, at handlinger siger mere end ord, og at man føler sig mere værdsat, når man kan se i folks handlinger, at de holder af en.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du og din far snart bliver gode venner igen. Ellers er du velkommen til at kigge forbi igen her i brevkassen eller til en snak med en rådgiver i vores 1-1 chat!

De bedste hilsner

Amanda