Anonyme lydbeskeder

brevkassespørgsmål

Anonyme lydbeskeder

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 år 1 måned siden

Min ekskæreste har delt en lydbesked af mig der græder og beder efter en chance til da han var ved st slå op med mig. Nu har han taget skærmoptagelsr sf mig der græder og delt den med alle hans venner og nogle af den er også mine venner. Jeg siger mange private ting i mine lydbeskeder og beskeden er måske vist til over 20 personer. Hvad syntes i jeg skal gøre? Kan jeg gøre noget ved det uden at sige noget til nogle? Kærlig hilsen anonym

Svar: 

Kære du.

Åh det lyder som en rigtig ubehagelig situation, og det må være rigtig grænseoverskridende for dig, at så sårbare situationer er blevet delt af din ekskæreste. 

Det din ekskæreste har gjort er på ingen måder okay. Han må fakisk gerne optage samtaler, som han selv er en del af uden at fortælle, at han optager, men han må IKKE dele dem med andre. Det er ulovligt!  Det er nemlig en overtrædelse af straffelovens paragraf 264 d om "freds- og æreskrænkelser" "Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.". Her er det altså de private lyd- og skærmoptagelser, som man skal kunne forvente ikke bliver delt med andre, forstået som den bredere offentlighed. 

Jeg synes, at det er vigtigt, at din ekskæreste får at vide, at han ikke havde nogen ret til at dele de private optagelser af dig med hans venner, og at de i øvrigt heller ikke må have dem liggende, da det er ulovligt.  Selvom jeg godt kan forstå, at det kan være svært at fortælle andre om det, og du måske slet ikke har lyst til det, eller at andre skal se eller høre de optagelser, som er så private og viser dig i en sårbar situation, så er det er en ret alvorlig ting, som din ekskæreste har gjort. Så jeg synes virkelig, at du skal overveje at snakke med en voksen tæt på dig, som kan hjælpe dig med at håndtere situationen, og som kan hjælpe dig med at vurdere, hvad det bedste er at gøre, da det han har gjort er så forkert og ulovligt, og det kan få alvorlige konsekvenser for ham, hvis du vælger at anmelde det. Det kan også sagtens være, at det ikke skal gå så vidt som en anmeldelse, men jeg tror, at det vil være godt, at en voksen kan hjælpe dig med at fortælle og informere din ekskæreste om alvoren af det, han har gjort. Hvis du ikke har lyst til at fortælle det til dine forældre, kan det også være en lærer eller måske din bys SSP medarbejder. Her på Cyberhus kan du finde en oversigt over forskellige kommuners rådgivninger her: https://cyberhus.dk/ung-i . Hvis din by er på listen, kan du også overveje at kontakte den rådgivning anonymt først. 

Det er vigtigt, at du ved, at du ikke har gjort noget galt! Din ekskæreste har udnyttet, at du har været ked af det, og har udnyttet et fortroligt rum i to havde på et tidspunkt, og det er bare ikke okay. Lige nu bærer du på det hele selv - både at være blevet såret og krænket af en, du har holdt af (og måske stadig holder af) samtidig med, at du også skal forholde dig til, at en masse andre er blevet involveret i jeres private situation. Når man går igennem noget svært og udfordrende, så ved jeg, at det virkelig kan hjælpe at fortælle andre om det, ikke nødvendigvis for at få råd, men bare så der er nogen, der kan lytte til en, og så man ikke føler, at man bærer på det hele selv.  

Jeg håber, at du finder modet til at fortælle nogen om den her svære situation, og forhåbentlig får hjælp af en voksen til at håndtere din ekskæreste, og så håber jeg, at din ekskæreste får en klar besked om, at det ikke er okay, det han har gjort, og at det er rigtig alvorligt.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program