Hej

 Jeg vil gerne fortælle om mit problem. Jeg kommer fra en meget fattig hustand, og min mor er ikke så god til at snakke dansk. Hun er også analfabetisk, og da jeg var mindre skammede jeg mig over det. Hun havde ikke et job, kunne ikke snakke dansk eller læse og skrive det. Det hjem jeg kom fra havde heller ikke så mange penge, og jeg havde heller ikke en far, men istedet har jeg mange søskende. 

For nogen måneder siden, så  gik min mor ind i et supermarked, og det skal lige siges at jeg kommer fra en meget lille by. Vi har sådan nogen nabobyer, og hvis der er noget der sker i vores by så ved nabobyen det godt. Men min mor gik ind i dette her supermarked, med min søster, og puttede nogen vare ind i hendes taske. En kvinde så det, og kaldte på chefen, og chefen kom ud og tog min mor ind bagved. Han kiggede hendes taske igennem, og min mor begyndte med at græde, og sagde at hun ville betale for dette, men hun ikke vidste hvordan hun brugte sit kort. Han kaldte ikke på politiet, og fik medarbejderne, til at hjælpe hende med at bruge hendes kort, så alle varene blev betalt for. Min søster, som var med fortalte mig om dette, og jeg var så pinlig berørt, for dette supermarked, har mange ungarbejders, som kender mine søskende. 

Jeg prøvede ikke at tænke på det, men jeg konfronterede min mor om det. Hun sagde at det vil være hemmeligt, og at chefen og medarbejderne sikkert vil glemme og ikke sige dette her til nogen og benægtede og løj lidt om episode, så den kunne bliver mindre alvorlig. Jeg stoppede, med at gå i dette supermarked, og det samme gjorde min søskende, men en dag, da jeg var ud at køre med min bror og en af vores familie venner parkere vi foran det supermarked, og nogen foran supermakred ser os, og peger på os, og begynder med at stirre. Vi siger selvfølelig ikke noget til vores ven, der køre, om vores mor og om personerne, og han lægger heller ikke mærke til dem. Han går ud, og de stirre på ham, når han gå ind i supermarkedet. Jeg er meget forvirret, fordi jeg tænker Hvorfor kigger de på os? her troede jeg at der ikke var nogen der vidste om min mor, og jeg spørger min bror hvorfor de stirre på os, og det ligner at de snakker om os. Han fortæller mig at nogen medarbejder har spurgt ham om min mor har prøvet at stjæle. Han sagde nej, og de spurgte om han havde en søster, og han genkendte at det var min mor de snakkede om, men benægtede og sagde at det ikke var, og det endte med at ungmedarbejderne sagde at det er vores mor, som prøvede at stjæle. Jeg var så pinlig berørt, og min bror fortalte mig at der var nogen unge drenge samme med ungmedarbejderne, der spurgte om det, så det var ikke bare supermarkedets ungmedarbejderne der vidste det.

Jeg fik det dårligt, og havde så ondt i maven over det og blev så trist. Det var så pinligt, og jeg skammede mig over min mor. Var bangefor at nogen i min klasse eller mine venner vidste det. Jeg var så paranoid, at da jeg var i skole, og så nogen hviske om noget, så troede jeg det var om mig og min mor. Mit ry var ødelagt troede jeg. Nogen måneder går og jeg prøver ikke at tænke på det, og jeg glemmer det, og håber at dette her er blevet glemt, og at rygtet er død, og at ungmedarbejderne har glemt dette, og det ikke er et emne når de skal sladre. Men, forleden kom min bror hjem, og jeg synes at han virkede trist, så jeg spurgte ham hvad der var galt, og han fortalte mig at hang ud, med sin ven, i vores byen, og en af deres ældre ven kom, og spurgte om de vil med ind i det supermarked, min mor havde den der episode i. Min bror sagde nej, og han har altid sagt nej, når hans venner spørger om de skal gå der ind. Det har jeg også gjort. Og så spurgte hans ældre ven ham om det er fordi min mor har stjålet derhenne, og han sagde at har fået det at vide at medarbejderne derfra, min bror sagde nej, og at det ikke var sandt, og hans ældre ven gik igen. Hans ven, som var med ham, spurgte ham om det var rigigt, da den ældre ven gik, og min bror sagde nej, men han tror at hans ven ved det er rigtigt. 

Jeg er så bange, skamfuld, trist og sur over det hele. Jeg drømmer dårligt om det her, og kan slet ikke stoppe med at tænke på det. Hvad skal jeg gøre? kommer dette her til at dø ud tror i eller kommer folk til at huske og snakke om dette her i længere tid. Min bror og jeg og resten vores søskende går ikke ud længere, vi bliver altid derhjemme, og min mor ved ikke hvordan dette her har eskaleret. Jeg vil flytte væk, og det er også planen, med mine ældre søskende, men det er fordi, at den by vi skal flytte til er meget stor, og ikke lille, men min brors ældre ven, har venner derover, og er bange for at han siger at vi har en mor som stjæler og han også ødelægger vores liv, og tager fortiden igen hen til os. Er meget desparat for hjælp.