Afvenning

brevkassespørgsmål

Afvenning

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 1 uge 2 dage siden

Hey cyberhus. Skriver lidt i håb om hjælp, og for måske at få taget mig selv sammen. jeg føler jeg har et problem med onani, og måske også porno. Jeg føler det er derhenne det begynder at være et problem. jeg ved ikke om det som sådan er afhængighed. men jeg gør det mindst to gange dagligt, og det har været sådan i nogle måneder nu. Og jeg føler lidt det er et problem. mest fordi jeg ikke føler jeg har kontrol over mig selv. samt at jeg føler jeg tænker alt for meget over tingende. hvad porno angår er det lidt de ting jeg ser og hjemmesiderne der irriterer. er ret sikker på at jeg ikke ser eller har set noget ulovligt. Men der er stadig lidt en angst. I dag, for eksempel, var jeg inde på en hjemmeside med nogle pornografiske tegneserier, hentai, og lagde mærke til at nogle af reklamerne på siden vist forstillede tegnede børn i , så klikkede væk med det samme. har ikke interesse for den slags ting, og gider ikke se sådan noget. har også fuldt med i debatter herinde der snakkede om lige den slags før, animeret seksuele materiale med hvad der kunne ligne børn, og ud fra min forståelse er den slags ikke ulovligt i danmark endnu, medmindre det er virkelighedsnært eller forestiller et virkeligt barn. hvilket giver lidt ro, efter hændelsen i dag, men finder det stadigt ubehageligt da mange pornografiske hjemmesider tit har reklamer eller popups der gør man bliver taget til andre hjemmesidder uden man har lyst, jeg aner ikke hvad de er da jeg bare klikker væk når den salgs sker. tror lidt at jeg har sagt til mig selv at jeg gerne helt vil stoppe med porno, så jeg kan undgå det her. så ville hører om i måske havde nogle tips hvad den slags angår, da følelsen af ubehag jeg har når den slags sker vitterligt fylder en del. samt jeg enligt bare gerne vil stoppe eller nedskære mit porno forbrug. det er slet ikke så slemt som det har været, men føler lidt det er begyndt at trappe op. hvilket jeg gerne vil komme i forkøbet. Det samme gælder onani. den del vil jeg gerne skære langt mere ned på, men jeg føler bare at det er blevet til en vane at gøre det om morgenen og aftenen. og jeg vil gerne bryde det lort. føler jeg gør det alt for meget, og at jeg ikke er i kontrol over mig selv. hvilket jeg skammer mig en del over. Jeg faldt over porno og onani i en ung alder, tror jeg var omkring 13. og så det afsindigt meget. tror mest det var fordi jeg generelt ikke havde det godt, mobning og lavt selvtillid/selværd var noget der plagede mig en del, og onani fik mig til at føles godt. Tror stadig det bare er for at få den der gode følelse jeg stadig gør det. det lykkedes mig faktisk at stoppe helt med porno og onani i over et halvt år, dog var det grundet hvad jeg kan best beskrive som en deprision der sendte mig på renden til selvmord. har det bedre nu, men er ret sur over at jeg er faldet tilbage i vanen, og jeg vil gerne stoppe. det er alt for lang tid siden jeg har set mig selv i spejlet og kunnet sige at jeg var glad for mig selv, for slet ikke at sige stolt af mig selv. og jeg føler at hvis jeg kan få bugt med det her vil det være et godt skridt i den rigtige retning.

Svar: 

Hej!

Først og fremmest vil jeg sige tak. Tak fordi du skriver, og fordi du er så ærlig omkring noget, som rigtig mange kæmper med, men som de færreste tør sætte ord på. Det, du beskriver, er vigtigt, og det er tydeligt, at du både tænker dybt over dine handlinger og har et stort ønske om at tage ansvar for dig selv og dit velbefindende. Det fortjener anerkendelse.

Herefter vil jeg rigtig gerne understrege at du er ikke alene om det her. Rigtig mange, både unge og voksne, kæmper med den slags mønstre, især hvis man er begyndt i en tid, hvor man har haft det svært og har brugt det som en slags trøst. Når noget giver én ro og velvære, er det helt naturligt, at man vender tilbage til det, især når livet er hårdt. Så du skal ikke skamme dig over, hvordan det startede. Det giver faktisk rigtig god mening.

Du skriver, at du føler, du har et problem med porno og onani, at det er blevet en vane, og at du ikke føler, du har kontrol. Det er helt reelt. Det er netop den følelse, ikke mængden i sig selv, der er det vigtigste at lytte til. Når man begynder at føle sig fanget i en adfærd, man ikke længere selv vælger, og som giver ubehag eller skam bagefter, så giver det rigtig god mening at tage det alvorligt. Ikke fordi du skal skamme dig, men fordi du, som du selv skriver, gerne vil tage skridt i en retning, hvor du kan føle dig mere fri og stolt af dig selv.

Det er også helt forståeligt, at du bliver urolig over de sider og reklamer, du beskriver, selv hvis du klikker væk og ikke har interesse i det. Det, der betyder noget her, er din egen reaktion, Du kan mærke, at det ikke er noget, du vil være en del af. Det er det vigtigste, og noget du kan holde fast i, hvis tankerne begynder at køre.

Porno i dag er ofte ekstremt og hurtigt, og kan indeholde ting, man ikke selv opsøger. Voldelige tendenser, ulovlige fortalelser, degression, dehumaniserende adfærd og så meget andet. Det kan føre til ubehag og tvivl, især hvis man føler, man “kom til” at se noget, der stak ud eller føltes forkert. Men lad mig lige understrege noget her. Du ville ikke se det. Du valgte at trykke væk. Hvis du har nogen som helst ubehag omkring dig selv, fordi du så noget ved en fejl, synes jeg du skal være lidt sødere mod dig selv. Du gjorde intet forkert. Det får jeg heller ikke fornemmelsen af at du følte fra dit brev, men nu ville jeg lige understrege det alligevel. Nogle gange har vi brug for at høre ting, vi egentlig godt ved.

Du nævner, at du har haft en periode, hvor du holdt helt op i over et halvt år. Det viser, at du kan. Så langt så godt! Når du skriver, at du startede igen, mere fordi du havde behov for tryghed end for den seksuelle lyst, tænker jeg at første skridt til at ”bryde vanen”, måske er at finde nye måder at trøste dig selv på, når de svære følelser melder sig.

Min første tanke er, at det måske ville være godt at udskifte hvordan du trøste dig selv, i stedet for at forbyde den måde, du gør det nu? Det kunne som udgangspunkt være alt der giver dig tryghed, men ud fra den måde du beskriver det, lyder det som om du har brugt onani som en slags self-care. Så måske er det en god måde at erstatte dine mønstre. Der hvor du normalt gør det, kan du måske i stedet lave nogle ansigtsmasker, gå en tur, skrive dine tanker ned, træne. Hvad end det får dig til at føle dig rolig og behageligt tilpas. Det tænker jeg i hvert fald er rarere følelser, end dem du får af, ikke at være stolt af dig selv.

En anden tanke jeg havde var, at det måske kunne hjælpe at du begyndte at fylde tiden med andres selskab i de tider, du normalt onanerer. Porno kan for nogle mennesker give en følelse af kontakt med andre. Hvis det gør det for dig, så er det måske den følelse vi skal prøve at se ind i. Når du når til den tid på dagen, så ring til dine venner eller familie i stedet for. Du behøver ikke nævne hvorfor du ringer, bare at du havde lyst til at snakke, hvis du ikke har lyst. Selvom jeg nu også tror det kunne hjælpe lidt at snakke med en ven, hvis du har modet.

Derudover ligger jeg mærke i, at du er helt vildt god til at sætte ord på hvordan og hvorfor du gør som du gør. Derfor tænker jeg, at du måske ville kunne udforske lidt, hvad det egentlig er, porno og onani giver dig. Jeg har gættet lidt ovenfor, men jeg kan jo tage fejl. Det er svært, men måden du kan udforske det på, er at lægge mærke til de følelser du får, når du ikke onanerer, når du får lysten. Hvilke følelser giver det i dig? Frustration? Tristhed? Manglende kontrol? Hvornår ellers i dit liv har du mødt/møder du lignende følelser? Det er måske lidt abstrakt, men du lyder så velovervejet, at jeg tror måske godt du kan, hvis du virkelig prøver. Det her kan du prøve at udforske over længere tid, ved at skrive dine tanker og følelser ned, også kan du måske finde et mønster.

Helt praktisk kan du også bruge porno blokering i din webbrowser. Det kan måske hjælpe lidt, men jeg tror det er mere effektivt at bruge de andre ting, fordi der arbejder du med dine følelser, i stedet for bare at fratage nem adgang.

Helt personligt vil jeg sige, at jeg synes, det er virkelig sejt, at du prøver at udfordre dine egne vaner og reflektere over, hvad der føles rigtigt for dig. Porno er ikke nødvendigvis usundt i sig selv, men det kan nogle gange påvirke den måde, vi forstår og nærmer os sex på. Især hvis man begynder at tro, at det, man ser i porno, er det “normale” eller forventede.

Mange former for kink eller hårdere porno kan sagtens være en sund og positiv del af sex, når det foregår mellem voksne, der begge har lyst til det og taler åbent om det. Men hvis man tager det med ind i sex med en ny partner – eller måske endda ved ens første seksuelle oplevelse – uden at have talt om det, kan det ende med at føles utrygt og ubehageligt. Og så kan man selv komme til at føle skam eller skyld, selvom det slet ikke var intentionen og det er det sidste sex burde være forbundet med.

Sund sex handler ofte mere om nærvær, tryghed og intimitet. Det kan være svært at finde tilbage til det, hvis porno bliver den eneste kilde til seksuel inspiration, uden man selv reflekterer over hvad det er man ser. Så jeg synes helt ærligt, det er vildt modent og selvkærligt, at du har taget hul på den proces. Det lyder så forkert for mig, at du ikke kan se dig selv i spejlet og være stolt. De tanker du har omkring det her, er tanker man skal være stolt over. At kæmpe imod noget, man ikke helt kan stoppe med, men ikke kan lide, er så imponerende. Jeg håber du kan se på dig selv i spejlet næste gang, og vide at der sidder i hvert fald en, ude i verden, og er stolt på dine egne. For det er jeg.

Du er ikke alene. Du er ikke forkert. Du er i gang med noget vigtigt.
Juni fra Cyberhus

 

cyberhuskarolinebs billede
Juni, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program