Kan jeg komme i plejefamilie?

brevkassespørgsmål

Kan jeg komme i plejefamilie?

brevkassespørgsmål af
Anna
15 år
Oprettet 2 uger 3 dage siden

Kære brevkasse, Ja, jeg har nok rigtig mange problemer... Mit navn er faktisk ikke Anna, men vil helst ha at mit rigtige navn er privat så kalder migselv Anna. Mit problem er mine forældre. De blev skilt da jeg var 4, og siden har jeg haft problemer. Jeg troede faktisktbat det var min skyld at mine forældre blev skilt indtil jeg var 6 år. Da jeg var 7-10 år begyndte min mor at behandle mig dårligt, hun ville kalde mig for grimme ting og true mig, nogen gange slå mig, og jeg sagde det til min far og vi kom til familierådgivning. Hendes kæreste og jeg har aldrig kunne lide hinanden og har et dårligt forhold, men det er min mor ligeglad med. Jeg snakker næsten ik med min far. Min mor arbejder HVER DAG fra kl. 8-20/22 og det er altså man. - søn., også både i ferien. Jeg har ikke nogen familie jeg kender til andet end min mor og far, (min mor kommer fra Mexico og snakker ik så meget med min far) Jeg føler mig så alene og mit humør er helt op ad bakke. En uge kan jeg være tilfreds og så den næste uge vil jeg bare godt dø, så nogle aftner græder jeg virkelig meget. Jeg har prøvet at fortælle min mor at jeg føler mig alene, især fordi normalt spiser jeg “aftensmad“ (normalt bare slik eller musli) alene og snakker ikke med nogle. Jeg er nok også tæt på at få en spiseforstyrrelse, fordi pg.a. Mine barndomstraumer har jeg lavt selvværd, og der er perioder hvor jeg sulter migselv, og andre hvor jeg spiser så meget jeg fående dårligt, og for mig selv til at kaste op) Jeg kunne virkelig tænke mig at spise sundt, men jeg ved ikke hvordan man laver mad, og har heller ikke ingredienserne til det, min mor siger bare “fakta ligger 2 min væk, du kan købe noget selv!) men jeg har haft social angst og tørrer slet ikke at gå derned alene. Jeg har været til kommunen mange gange og snakket med mine lærer, men hver gang jeg præservativer få hjælp bliver min mor så sur på mig og siger at jeg spilder hendes tid fordi hun hellere vil arbejde, og det går mig virkelig ked af det så jeg gider ikke at snakke om mine problemer med hende længere. Jeg har været til psykolog og min mor ved godt at jeg har gjordt selv skade på migselv. Til min konfirmations fest var der seriøst ingen mennesker der kom som jeg kendte, det var kun min mors venner og veninder (jeg havde dog 5 af mine egne venner) og det irreterede mig bare at min mor ikke respektere at jeg ingen gang gad en fest, jeg vil bare på café med 3 af mine venner. Mit spørgsmål er bare, kan jeg ikke komme i plejefamilie? Min mor er der aldrig, jeg HADER hendes kæreste (hun kan ingen gang lide ham!! Vi bagtaler ham altid) og jeg ser næsten aldrig min far. Det gør mig så jaloux hver gang jeg ser mine venner være sammen med deres familie. Jeg sagde til min mor “du er aldrig hjemme, hvordan kan jeg spise sundt når jeg ikke ved hvordan man laver mad!” Så sagde hun “du kan se YouTube videoer eller læse blogs” og jeg svarede “men det jeg laver smager stadig dårligt! Jeg kan jo stadig ikke finde ud det!” Så siger hun “10 årige børn kan lave mad!” Jeg svarer “ja! Fordi de har lært det af deres forældre!” Hun siger “hør her, jeg kan ikke både arbejde og være hjemme og passe på dig, det er jo kun os to efterhånden. Hvis jeg ikke arvede vil jeg ikke havde råd til noget!” Og jeg svarede “man kan sagtens arbejde og være sammen med Sit barn!” Det her var bare et af vores diskutioner for at vise, at min mor prioterer (ved ikke hvordan man skriver til det) at arbejde mere end at passe på hendes barn. Derfor vil jeg godt i plejefamilie, fordi så vil jeg måske føle mig som om at jeg er ønsket, og ikke være så ensom, og endda måske få mere selvtillid. Hilsen Anna

Svar: 

Kære Anna

Tusind tak for din henvendelse. Det er utrolig modigt af dig at skrive ind og fortælle, hvordan du har det, og jeg synes, at du er utrolig god til at sætte ord på dine tanker og følelser. Det gør det også lidt nemmere for mig at rådgive dig. Det er flot af dig, at du kan sætte så mange ord på, hvordan du har det, for det kan være meget forvirrende og tungt at gå med tanker om svigt, spiseforstyrrelse, social angst, problemer derhjemme og livet i det hele taget. Det lyder ikke rart, at du er så meget alene hjemme, som du beskriver, og det lyder ikke rart, at du ikke oplever at få den hjælp og det samvær fra din mor, som du ønsker. Det lyder dog til, at du har forsøgt at få hjælp mange steder (kommunen, skolen og psykolog), og det synes jeg er super flot, at du har gjort! Det er en kæmpe ressource at turde at spørge om hjælp uden for familien. Selvom det ikke lyder til, at du har fået den hjælp, som du ønsker, så  synes jeg, at det viser, at du - trods din unge alder - har nogle gode ressourcer, og at du ved, hvad der er ansvarligt/rigtigt, og hvad der ikke er. Det er en ressource, som du kan være stolt af. Jeg vil forsøge at rådgive dig så godt som muligt ift. det, du skriver. 

Plejefamilie:

Der er nogle ting, som skal gøres før det at komme i plejefamilie kan blive godkendt. Man bestemmer ikke helt selv om man kommer i plejefamilie, da det er kommunen, der vurderer, om det kan lade sig gøre på baggrund af samtaler med dig og dine forældre. Først og fremmest skal du kontakte socialforvaltningen i den kommune, som du bor i. Det kan du bl.a. gøre ved at gå på www.borger.dk og finde deres telefonnummer eller søge på din kommune på nettet. Hvis du vælger at gøre det, kan det måske være rart for dig at have en voksen med som støtte. Du skriver, at din mor ikke altid har været behjælpelig, når du har været ved kommunen for at spørge om hjælp. Du skriver, at du ikke er så meget i kontakt med din far, men ville det være muligt at tage din far med til et møde med kommunen?  Eller måske skal du have en voksen med, som ikke er en del af familien? F.eks. en lærer? Ville det være en mulighed for dig at vise én af dine lærer den tekst, som du har skrevet til os her? Grunden til jeg spørger er, at jeg tænker, at det kan være med til at sætte din lærer ind i din situation, og hvordan du har det, og at vedkommende derved har et bedre udgangspunkt for at støtte dig til et møde med kommunen. Som sagt har du i det, du har skrevet, forklarer utrolig godt, hvordan du har det derhjemme og generelt.

Hvis det er for overvældende at vise din lærer teksten her og tage en lærer med som støtte, er det også en mulighed at kontakte Børnetelefonens bisiddere, som du kan læse om her: https://bornetelefonen.dk/bisidder-boernetelefonen/  

En bisidder fra Børnetelefonen kan hjælpe dig med at kontakte socialforvaltningen og kan bl.a. også hjælpe dig ved at tage til møde med kommunen. Børnetelefonens bisiddere kan derfor være den voksen udenfor familien, som kan støtte dig igennem processen. Du kan også læse om anbringelse udenfor hjemmet her på borger.dk: https://www.borger.dk/familie-og-boern/Udsatte-boern-og-unge/Anbringelse...

Selvskade:

Jeg er ked af at høre, at du gør skade på dig selv, at du har social angst, at du føler, at du har lavt selvværd, og at du vurderer, at du er ved at få en spiseforstyrrelse. Det er mange hårde ting på én gang, og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at rumme for dig. Din sociale angst og følelse af lavt selvværd kan måske skyldes, at du - på baggrund af dine oplevelser derhjemme - har opbygget en mur, hvor du prøver at passe på dig selv. Når man oplever, at ens forældre ikke er der for én eller passer på én på den måde, man har brug for, så kan man opbygge en form for mur, hvor man forsøger ikke at blive såret eller af andre. Måske er grunden til, at du gør du selvskade, at det, du føler indeni nogle gange bliver for meget, selvom du forsøger at være stærk. Jeg tænker, at din selvskade kan handle om , at dine følelser har behov for at blive hørt, og taget alvorligt af dem omkring dig. Selvom du lyder til at være en stærk pige, der forsøger at gøre alt, hvad du kan for at få den rette hjælp og som er god til at mærke efter, hvordan du har det, så lyder det også til, at der er en masse følelser indeni, der ikke bliver hørt. Giver det mening, det jeg skriver?  Er det mon sådan, du har det? Du forklarer, at du har været til psykolog - er du stadig i et forløb hos psykologen? Hvis ikke, du er i et forløb mere, kunne det måske være en mulighed for dig at starte et forløb op igen.

Spiseforstyrrelse:

Du nævner, at du tror, at du er ved at få en spiseforstyrrelse, og at du på det ene tidspunkt sulter dig selv, og det andet kan overspiser så meget, at du bliver nødt til at brække maden op igen. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om du har en spiseforstyrrelse eller ej, men de beskrivelser, du giver og de tanker, du selv har omkring det, kan være tegn på en spiseforstyrrelse. Har du prøvet at snakke med din læge omkring det? Jeg tænker, at lægen kan snakke nærmere med dig om, hvorvidt det er tegn på spiseforstyrrelse eller ej. Han/hun kan også sende dig videre til en specialist, der kan hjælpe dig med at få en balance i dit forhold til mad. Alt i alt kan lægen hjælpe dig med, hvordan du får det bedre, og hvordan du kan få hjælp. Nogle har brug for en diætist, der kan hjælpe med madplaner eller indkøb. Nogle har måske også brug for psykologsamtaler, fordi det kan være svært selv at skulle slippe de tanker eller vaner, som man har omkring mad og sin krop eller de følelser og tanker, som har gjort, at man har fået en spiseforstyrrelse. Ofte bunder spiseforstyrrelser i de negative følelser, som man har indeni og som ikke bliver imødekommet. Grunden til at jeg tænker, at det ville være en god idé at kontakte lægen er, at det kan give (varige) mén på kroppen, hvis det mønster, du beskriver, fortsætter. Når kroppen ikke får nok næring, kan man opleve at man mister meget energi og føler sig meget træt det meste af tiden. Man kan også opleve stort vægttab og at kroppen f.eks. gør ondt, at man fryser hele tiden, fordi kroppen ikke kan holde på varmen, at man konstant er forpustet eller oppustet. Det er bare nogle få eksempler på, hvordan kroppen kan reagere, når den ikke få nok og/eller den rigtige næring. Hvis det kan være svært for dig at gå til lægen alene, kan det måske være mulighed at snakke med én, som du føler dig tryg ved. Det er også muligt at få hjælp hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade: LMS på deres hjemmeside: https://lmsos.dk. Der kan man få rådgivning omkring ens situation, og de kan bl.a. også guide dig ift. de symptomer, du oplever, at du har. 

Du skriver ikke præcist, hvad dit forholdd til din far er, men er det muligt for dig at tale med ham om dine problemer? Måske kan han hjælpe med at rumme alt det, der er svært derhjemme og måske snakke med din mor, så situationen derhjemme kan blive bedre.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Du fortjener at have det godt og at få den ungdom, som du ønsker. 

Varme hilsner fra

Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program