Har du styr på dine digitale fodspor?

blogindlæg

Har du styr på dine digitale fodspor?

Skrevet af
Netliv
Oprettet 3 år 5 måneder siden

Du har måske hørt det før; Når vi bruger nettet, så efterlader vi os digitale fodspor. Men hvad har det med cookies at gøre? I indlægget her kan du blive klogere på, hvad et digitalt fodspor egentlig er, hvad betyder det for vores brug af nettet, og hvordan kan du være opmærksom på de spor, du sætter.

Du betaler med dine data
Et digitalt fodspor er kort sagt de spor, man sætter, når man bruger nettet. Det kan fx. være når man klikker på et link eller annonce, et like man giver, en kommentar man skriver til en artikel på Facebook, et stykke tøj, man klikker på på en hjemmeside, eller en Googlesøgning. Det bliver herefter gemt på nettet ved hjælp af det, der hedder Cookies (det, du kan vælge at tillade eller afvise, når du besøger hjemmesider). Cookies bliver bl.a. solgt til virksomheder, som på den måde får viden om, hvad folk laver på nettet. Det er meget smart, hvis man fx gerne vil sælge produkter. Lad os sige, at en virksomhed sælger sko, så er de interesseret i at vide, hvad personer søger efter, når de er på udkig efter nye sko, og hvilke slags links og annoncer, de klikker på. Den viden kan nemlig bruges af virksomheden til at vide, hvad de skal gøre for at mulige købere opdager lige præcis deres sko, når de er på nettet. Du har måske også lagt mærke til, at når du er på sociale medier eller er på hjemmesider, så er der ofte annoncer for produkter, som du måske har søgt på eller er indenfor noget, du interesserer dig for. De annoncer er en af de største årsager til, at sociale medier ikke behøver at kræve penge af dig, for at oprette en profil på deres platform. Måske du ikke har tænkt over det før, men sociale medier er netop "gratis" for os at bruge, fordi vi i stedet betaler med data om os selv. Så på den måde er det ikke helt gratis, men noget skal finansiere, at sociale medier kan køre rundt, og når brugerne ikke skal betale for at bruge det, så kommer pengene et andet sted fra, og det gør det så primært fra dem, der ønsker at have annoncer på deres platform. 

Din fodspor kan føre til, at du ikke bliver udfordret! 
Nogle synes, at det er ubehageligt, at der bliver gemt information om, hvad de laver på nettet, og ikke helt ved, hvem der får den information, og hvad det bliver brugt til. Det kan også være ret ubehageligt ikke at vide. Og det kan også være bekymrende til tider. På baggrund af din online aktivitet, bliver du præsenteret for bestemt indhold online. Du kender det måske fra Youtube, at der kommer foreslåede videoer op på baggrund af de sidste, du har set. Sådan fungerer det alle steder på nettet. Nogle vil mene, at det handler om, at du skal have en så god oplevelse på nettet, som muligt, men problemet er, at man aldrig bliver udfordret, når man kun bliver præsenteret for indhold, man højst sandsynlig kan lide og er enig i. Det er måske meget rart, hvis man kun bruger Youtube til at se Makeup videoer eller gaming, og på den måde kan blive ved med at blive præsenteret for indhold, der handler om det, men sådan er der sjældent nogen, der bruger Youtube. Det kan faktisk være udfordrende, at vi alle hele tiden bliver bekræftet i det, vi mener, og vi ikke ser indhold fra en anden side end vores eget perspektiv. Det kan bidrage til, at nogle bliver forsøgt radikaliseret til en ekstrem holdning, eller at vi bliver mindre rummelige overfor mennesker, der er anderledes fra os selv, fordi vi ikke ser andre synspunkter end vores egne. 

Hav fokus på de positive digitale fodspor
Men digitale fodspor behøver ikke at være en dårlig ting. Vi kan også efterlade os positive digitale fodspor. Digitale fodspor er også de billeder og videoer, du måske uploader på Instagram eller Tiktok, og det er også det, du skriver om dig selv på Facebook eller Linkedin, som kan være med til at sende et godt signal til en arbejdsgiver, mulig kæreste eller ven. Dine fodspor kan også være med til at støtte gode sager ved, at du fx liker og deler opslag. Der bliver for tiden skabt opmærksomhed på så mange vigtige emner, netop fordi mange bruger deres "stemme" på sociale medier ved at dele og like, og viser deres opbakning til en sag på den måde. 

Tag kontrol over dine fodspor
Generelt er det rigtig godt at være opmærksom på de fodspor, vi sætter. Nogle kan vi være meget bevidste om ved fx delinger og likes, og andre kan være mere usynlige for os. Hvis du gerne vil have lidt mere kontrol over de fodspor, du sætter, så kommer der et par gode råd her: 

  • Tjek dine privatindstillinger på alle sociale medier, og hav særligt for øje, hvem der kan se det, du deler. Med åbne profiler kan dine billeder fx dukke op på Google, når man søger på dit navn. Tjek også din usynlighedsindstilling på Snapchat, da dine venner og måske fremmed ellers altid kan se, hvor du befinder dig. 
  • Overvej hvad du skriver og deler online. Er du fx medlem af grupper, som deler grænseoverskridende indhold, så er det med til at sende et signal om, hvad du synes er ok, ligesom dine likes og kommentarer også er med til at fortælle noget om dig. Det kan også være godt at overveje, hvem du følger, da det også kan være med til at sende et signal om hvem du er eller hvad du synes. 
  • Slet dine Cookies en gang i måneden. Det gør du under Indstillinger i den internetbrowser, du bruger.  Alternativ kan du bruge Inkognito tilstand, som ikke gemmer Cookies eller din søgehistorik. Alternativt kan du bruge Firefox, hvis du har Apple, som er en privat browser, hvor cookies automatisk slettes efter 24 timer. Det kan særligt være en god idé at gøre i julemåneden, hvor du måske shopper efter julegaver, som kan afsløres i annoncer. Så hvis du ikke vil risikere, at din kæreste, mor eller søster ser, hvad du giver, så er det en god idé at være opmærksom på at slette cookies eller søge i Inkognito. 
  • Hvis du ikke synes, at din data må blive brugt til at lave markedsføring på dig (altså vise relevante annoncer)., så kan du vælge, at hjemmesider, du besøger, kun må bruge nødvendige Cookies, og ikke alle, som fx markedsføringscookies

Vi håber, at indlægget her gav mening, og forhåbentlig har gjort dig klogere på de spor, du sætter på nettet. Skriv endelig kommentarer, hvis du har spørgsmål eller noget, du undrer dig over, så skal vi gøre vores bedste for at gøre dig klogere. 

Hav det godt derude! 

Mange cyberkram, netlivsbloggen 

Kommentarer

Hader de sider hvor man kun kan vælge tillade alle eller afvise alle. Synes det er lidt snyd at skrive det på den måde for så kan man godt lidt føle at man skal tillade alle. 

209

Helt enig! Det er heller ikke altid helt lovligt når hjemmesider laver det trick, for i følge loven, så skal det være helt tydeligt for dig som besøgende, hvilke cookies du kan acceptere og afvise, så derfor burde du kunne vælge at acceptere forskellige cookies, fremfor kun at acceptere alle eller afvise alle.. 

/Netlivsbloggen

208

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program