Æreskrænkelse: Når ord kan skade andres ry

blogindlæg

Æreskrænkelse: Når ord kan skade andres ry

Skrevet af
Netliv
Oprettet 3 måneder 6 dage siden

Vi er mange, der sætter stor pris, at vi med mobilen og sociale medier nemt kan komme i kontakt med dem, vi har brug for at være i kontakt med, og dele stort og småt. Men for nogen kan den nemme adgang til hinanden også bruges til at såre andre, komme med nedsættende kommentarer, eller ligefrem skade en persons ry. Og desværre er der mange eksempler på, at personer, endda fremmede, sviner andre til online, og kommer med falske historier og kommentarer, som kan ændre måden, andre ser på denne person på, altså deres ry. Der findes endda grupper online, hvor dét at skade andres ry virker til at være formålet. Og det kan ofte være så grovt, at man vil kalde det æreskrænkelse. Derfor kan det godt ske, at jer der læser med her støder på lige netop dette, så derfor vil vi i artiklen her gøre jer klogere på at forstå hvad æreskrænkelse er, hvad man kan gøre for at ens egne ord ikke skader andre, og hvad man kan gøre, hvis man er vidne til æreskrænkelse, eller hvis det skulle ske for en selv. 

Hvad er æreskrænkelse? 

Æreskrænkelse handler om, når nogen siger eller skriver noget, der alvorligt kan skade en anden persons ære eller ry, altså den måde andre ser dig på. Det kan ske på flere måder, fx gennem ord, billeder eller handlinger. Det centrale i æreskrænkelse er, at det handler om at sprede noget negativt om en person, som ikke er sandt eller meget nedsættende. Typisk sker æreskrænkelse på disse måder: 

1) Rygter: At sprede falske rygter om nogen, som kan skade deres ry. Et falsk rygte kan fx være, at en anden person har gjort noget forkert, som kan få andre til at tænke dårligt om den person, selvom rygtet ikke er sandt. 

2) Nedsættende kommentarer: At skrive eller sige noget meget nedsættende om en person, kan også være æreskrænkelse. 

3) Mobning:  Hvis en del af mobning af en anden person handler om at sprede falske rygter eller meget sårende informationer om personen, så kan det også være æreskrænkende. Mobning kan virkelig skade en person, deres selvtillid og status i fællesskaber, og hvis der er falske beskyldninger mod personen, der bliver mobbet, så kan det altså være æreskrænkende.

Hvorfor sker det?

Selvom langt de fleste mange gange har hørt at man skal tænke over det, man siger og skrive om andre, og ikke skrive ting til andre, der kan gøre dem kede af det, så sker det alligevel hver eneste dag. Meget æreskrænkelse foregår online gennem delinger af krænkende indhold, beskeder, kommentarer og lignende, og de delinger kan nå ud til mange mennesker på meget kort tid, hvilket kan have store konsekvenser. Når nogle skriver krænkende eller usande kommentarer om andre, så kan det være, at de ikke tænker over, at de hårde ord eller delinger faktisk har konsekvenser eller bliver læst af personen, eller måske synes de, at de har ret til at udtale sig sådan om personen. Det kan også være, at de gør det, fordi de er blevet revet med af en stemning i en gruppe, hvor de kan se, at andre også skriver sådan, så det bliver normalt eller "hverdag" uden at tænke over, hvad det egentlig betyder eller har af konsekvenser for den person, de skriver om. Det kan også være, at man er bange for, hvis man ikke også skriver noget krænkende om en person, at de så bliver den næste, der bliver udstillet, så ved at gøre som de andre, så kan man føle, at man beskytter sig selv mod at blive det næste offer. Men det kan have store konsekvenser at skrive nedsættende og krænkende ting om andre, og skrive ting, som ikke er rigtige om dem. 

Hvad kan konsekvenserne ved æreskrænkelse være? 

I Danmark er æreskrænkelse ulovligt, og derfor kan det have meget store konsekvenser at udsætte andre for det. Det står beskrevet i straffelovens §267 sådan:

"Den, der fremsætter eller udbreder en udtalelse eller anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, straffes for ærekrænkelse med bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. dog §§ 268 og 269. Stk. 2. Stk. 1 gælder dog ikke, hvis ærekrænkelsen angår en afdød og er begået senere end 20 år efter dødsfaldet, medmindre forholdet er omfattet af § 268.”

Det betyder altså, at hvis nogen bevidst skriver eller siger noget usandt om en anden person, der kan skade deres ry og ære, så kan det meldes til Politiet. Det kan også være, hvis man deler private oplysninger om en person uden at have fået lov, så vil det også kunne være æreskrænkende. Og det kan også være, hvis nogen siger eller skriver noget sandt om en, men som bevidst er til for at skade personen, så kan det også være strafbart. Afhængig af hvor alvorligt æreskrænkelsen, så kan det straffes med bøde, og i mere alvorlige sager, så kan det straffes med fængsel. Der har været sager i Danmark, hvor unge er blevet dømt for at skrive æreskrænkende kommentarer på sociale medier, fx falske anklager om, at nogen har lavet kriminelle handlinger, som er blevet spredt blandt mange mennesker, og som har ført til store konsekvenser for den person, det er gået ud over. 

Udover at der kan være konsekvenser ved æreskrænkelse, som kan føre til straf, så kan det også have alvorlige konsekvenser for den person, det går udover. Hvis man konstant bliver udsat for krænkende kommentarer, eller nogen beskylder en for ting, der ikke er rigtige, så kan det påvirke ens trivsel og mentale helbred. 

Hvad kan man gøre, hvis man er blevet udsat for æreskrænkelse? 

Hvis man oplever, at nogen har sagt eller skrevet noget meget grimt og krænkende om en eller spredt rygter fx i en online gruppe, så er det vigtigt at vide, at man kan gøre noget:

  • Fortæl det til en voksen: Hvis du bliver udsat for æreskrænkelse, er det vigtigt at tale med en voksen, du stoler på, som kan hjælpe dig, og så du ikke står alene med det. Det kan være dine forældre, en lærer eller en anden voksen, du har det godt med. Det kan være rigtig svært at række ud, og måske kan man føle sig flov over, at det er sket for en, men det er vigtigt ikke at gå med det alene. Hvis du ikke har nogle voksne omkring dig, så kan du altid række ud til en online rådgivning, fx Cyberhus, hvor du kan få støtte og råd til hvad du kan gøre.
  • Bevar roen: Hvis man bliver udsat for æreskrænkelse, så er det vigtigt så vidt muligt at prøve at bevare roen og ikke reagere med vrede eller hævn, selvom det måske er det første, man har lyst til. Men at svare tilbage, kan forvirre situationen.  
  • Dokumentér det: Hvis æreskrænkelsen sker online, er det en god idé at gemme beviser, som fx screenshots af, hvad der er blevet sagt eller skrevet. Det kan være beskeder, kommentarspor eller opslag, der krænker dig. Det kan være vigtigt, hvis du beslutter dig for at anmelde det.
  • Anmeld det: Hvis nogen har sagt eller skrevet noget meget skadeligt og usandt om dig, kan du overveje at anmelde det til Politiet eller få hjælp fra en advokat, hvis det er meget alvorligt.


Hvordan undgår man at krænke andres ære?

Generelt er det altid godt at tænke sig om før man taler eller skriver noget om andre, og særligt på nettet, hvor det kan være svært at fjerne igen, og det kan nå ud til mange mennesker. Det har I der læser med nok hørt mange gange før, men det kan bare have så store konsekvenser, både for en selv, og den det går udover, at skrive eller sige eller dele noget krænkende om andre, uanset hvad der er gået forud for det. Så her kommer et par råd, som kan være gode at have i tankerne:

  1. Netter husker: Før du siger eller skriver noget om en anden person, så tænk over, hvordan det vil få dem til at føle sig. Hvis det er noget, der kunne såre dem eller få andre til at tænke dårligt om dem, så lad være med at sige eller skriv det. Husk at man som udgangspunkt ikke kan slette noget på nettet, når det først er sendt afsted. Man ved aldrig, om andre har nået at tage et screenshot eller videredele, selv hvis man fortryder og sletter en besked eller kommentar.

  2. Sørg for, at det er sandt: Hvis du skal sige noget kritisk om en anden person, skal du være sikker på, at det er sandt, og at du har en god grund til at sige det. At sprede falske oplysninger er aldrig okay.

  3. Vis respekt: Tal og skriv altid med respekt for andre mennesker. Det betyder ikke, at man ikke må kritisere, men at man skal gøre det på en måde, der er respektfuld og ordentligt. Tænk på, hvordan du selv gerne vil have, at andre snakker til og om dig.

  4. Stop rygter: Hvis du hører et rygte om nogen, så lad være med at sprede det videre. Hvis man prøver at sætte sig i deres sted, så ville man heller ikke selv synes det var rart, at der blev spredt falske rygter om en.

  5. Støt hinanden: Hvis du ser, at nogen bliver udsat for æreskrænkelse, så prøv at hjælpe dem. Det kan være ved at sige fra over for den, der siger noget grimt, anmeld indholdet, eller række ud til den person, det går udover. 

Vi håber, at I er blevet klogere på, hvad æreskrænkelse er for en størrelse, hvad man kan gøre, hvis det skulle ske for en selv, og hvis man ser det ske for andre, og ikke mindst undgå at være den, der krænker andres ære. Ord har magt, og det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan man bruger den magt. Når vi er opmærksomme på vores ord og viser respekt for andre, så kan vi hjælpe med at skabe en mere positiv og støttende verden, hvor alle føler sig trygge og respekterede.

Skriv som altid spørgsmål eller kommentarer i kommentarsporet. 

De bedste hilsner fra 
Netlivsbloggen

Kommentarer

I skriver at man skal sige det til en voksen først, bevare roen og så dokumentere det. Er det ikke vigtigst først at dokumentere det? Ellers er der ikke nogen beviser at vise til en voksen 😎

79

Hej Felix.
Jo, det er en god pointe, det kan man sagtens gøre først :) Når det står først, så var det for at sige, at det er vigtigt, at man ikke føler, at man skal stå alene med den oplevelse og situation, så det er ligeså meget for at gøre opmærksom på, at det kan være rigtig godt at række ud til nogen og tale med det om. Men du har ret i, at det kan være nemmere at tale om, hvis man har nogle screenshots fx at tale ud fra.
/Netlivsbloggen

74

I skriver at man skal vise respekt. Hvad gør jeg hvis andre ikke respektere det og bare bliver ved med at skrive dårligt om mig? Det har jeg oplevet.

56

Hej Maja.
Det er rigtig ubehageligt, når andre skriver dårligt om en og til en, det er på ingen måder okay. Vi kan desværre ikke styre, hvad andre vælger at gøre og sige, men vi kan blive ved med at insistere på at blive behandlet med respekt ved at sige fra og vise, hvor ens grænse går. Nogle gange kan det være ved at svare tilbage, at man ikke synes, at det er okay det de skriver eller deler, andre gange kan det være ved at blokere og/eller anmelde dem, melde sig ud af en gruppe osv. Og ved at tale med en voksen. Jeg synes, at det er vigtigt at du snakker med en voksen tæt på dig om, at nogen skriver dårligt om dig, så du ikke går alene med det, og hvis det er nogle, du kender, så er det vigtigt, at der er nogle voksne, der hjælper dem med, hvordan man behandler andre mennesker ordentligt.
Det er ikke en nem situation at stå i, men alle fortjener at blive behandlet med respekt! Husk du altid gerne må skrive til brevkassen eller i sms'en, hvis du har brug for flere råd eller en snak om, hvordan du kan håndtere det her.
/Netlivsbloggen

54

Jeg oplever faktisk at der er voksne som kan finde på at skive grimt til børn. Jeg deltog da jeg var yngre i et interview i en en avis og der var mange voksne som skrev grimt i kommentarsporet om det som jeg talte om. Nok til, at jeg overvejer at deltage en anden gang!!! Har i hvert fald ikke deltaget i den offentlige debat siden!

42

Hej Oliver. Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse, som du har haft. Det er slet ikke i orden, at de voksne, der har kommenteret på dine udtalelser, ikke kunne opføre sig ordentligt og skrev grimt om det, du talte om. Det kan jeg godt forstå gør, at du får lyst til ikke at ytre dig offentligt igen. Det er virkelig ærgerligt, at nogle voksne skal ødelægge det for dig, da det er så vigtigt, at alle har lyst til at bruge sin stemme og ytre ens holdninger, da det er dét, der skaber vores demokrati - sammen med gode samtaler om det, vi ikke nødvendigvis er enige om.

/Netlivsbloggen

27

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program