3 år efter..

blogindlæg

3 år efter..

Skrevet af
Lykke
Oprettet 3 måneder 19 timer siden

Klokken er 09:15 og jeg er lige vågnet. Jeg sætter mig op i sengen, imens jeg kigger på min mobil. På bordet ligger der den pille cocktail, som skal hjælpe mig med at komme ud af sengen om morgenen. Den består af 200 mg Sertralin og 54 mg concerta. Om 1 time og 45 minutter, skal jeg ind på psyk, hvor jeg er i behandling hver tirsdag. 

Jeg er træt efter nattens mareridt, som er blevet en fast del af min søvn. De føles så virkelige, at jeg nogen gange er i tvivl om jeg overhovedet har sovet. Jeg gnider mig i ansigtet og prøver at ryste søvnen af mig. Jeg rækker ud efter pillerne og sluger dem én efter én. Solen skinner udenfor og det er en varm september morgen. Der var en gang, hvor bare dét kunne få mit humør til at stige, men sådan er det ikke mere. Jeg kan ikke længere bare gå ud og nyde vejret, uden det kræver stor forberedelse. Alt i mig, har lyst til at blive inde i min lejlighed for evigt. Selvom jeg er klar over, at det hele foregår inde i mit hovede, så har jeg angst for at gå ud.

Det er knap 3 år siden, jeg skrev min første bog, ''Hvorfor drikker du far?'', og meget er sket siden da. Jeg har stadig ikke kontakt til min far den dag i dag, faktisk er den eneste jeg har kontakt med min lille bror. Det generer mig ikke længere, at han ikke er del af mit liv. I dagtimerne er han sjældent i mine tanker. Det kun om natten, at jeg ser ham gang på gang i mine mareridt. Så han spøger stadig i min underbevidsthed. Hvorfor, ved jeg ikke, men én ting er sikkert, det var det rigtige valg at droppe kontakten til ham.

I lang tid, kørte det på skinner for mig. Jeg kunne for første gang, glæde mig over mine scussere, uden at frygte at noget skulle ødelægge det. Jeg sugede nydelsen til mig, over at noget endelig gik min vej. Jeg følte jeg fortjente det, jeg havde kæmpet så hårdt for. Følelsen af glæde, som jeg i så lang tid havde jagtet, var nu endelig i min krop. Jeg følte mit sind var ''kurreret'', og at alt ville blive perfekt fremover. 

Det var selvfølgelig tåbeligt, af mig at tro man kan ''kurrere'' et skadet sind. Man kan lappe det, men der vil altid være risiko for at det springer op igen. Vi kan ikke slette fortiden og den vil altid have indflydelse på hvem vi er. Det glemte jeg for en tid, hvilket resulterede i at jeg fladt hårdt, da lappen sprang op. Jeg var ikke forberedt og var ikke i stand til at erkende at mit sind ikke var ''kurreret''. Det betaler jeg prisen for nu. Jeg er sygmeldt, indskrevet på psyk igen og har en mentor som kommer hver uge, for at sørge for at jeg bare kommer lidt ud. 

Klokken er nu 10:00 og medicinen er begyndt at virke. Jeg tvinger mig ud af sengen, finder en elastik og sætter mit lange røde hår op i en hestehale. Jeg går ud på badeværelset, for at vaske mit ansigt og børste mine tænder. Mine øjne møder mit spejlbillede og jeg forsøger at genkende hende derinde. Medicinens bivirkninger har taget kontrol over min krop. Jeg har taget 8 kilo på og mine hænder ryster konstant. Jeg hader mit spejlbillede, så jeg skynder mig at blive færdig. 

Klokken 10:15 er jeg ude af døren på vej ned til psyk. Selvom det kun tager 10 minutter at gå derned, bliver jeg nød til at gå meget før, i tilfælde af at angsten overmander mig. Jeg har min store vinterjakke på, selvom det er varmt udenfor. Den er som et beskyttende skjold for mig, noget jeg kan gemme mig under. Der er heldigvis ikke så mange mennesker ude, på dette tidspunkt på dagen. Det gør det lettere for mig at kunne gennemfører turen. 

Med små pauser, ankommer jeg til psyk 10:45. Jeg sætter og venter på det bliver min tur. Min tur til at lappe mit sind.

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program