VI SKAL SNAKKE OM SEX
VI SKAL SNAKKE OM SEX
Tid til sex og seksualitet
I gruppechatten på torsdag, får vi besøg af gæsterådgiver Marko fra Sexlinien. Det betyder, at vi skal snakke en hel masse om sex og seksualitet.
Sex og seksualitet betyder utrolig meget for langt de fleste mennesker, og er både noget utrolig privat, men samtidig også noget alle snakker om. Der er mange tanker, følelser og spørgsmål, som man kan have utrolig meget lyst til at dele, men som man måske kan have svært ved. Er jeg ligesom de andre? Er det, der sker med min krop normalt? Er det normalt at tænde på og tænke på det her? Er det underligt slet ikke at tænde på noget? Det kan også være tanker om kønsidentitet, som fylder meget - hvad hvis jeg ikke føler, jeg passer på hverken det ene eller det andet køn?
Alt dette, er netop noget gæsterådgiver Marko er god til at snakke om. Han skriver om sig selv:
Mit navn er Marko, og jeg er rådgiver på Sexlinien hos Sex & Samfund. Sexlinien er en telefon- og chatbaseret rådgivningslinje, som tilbyder lægelig- samt psykologisk vejledning om seksualitet, transkønnethed, prævention, sexsygdomme, seksuelt misbrug m.m. I kraft af mit virke som rådgiver har jeg derfor solid erfaring med at vejlede om problemstillinger, der særligt relaterer sig til sex og kønsidentitet.I gruppechatten d. 24/8 vil du både have rig mulighed for at stille konkrete, faktuelle spørgsmål men også spørgsmål af mere følelsesmæssig, pædagogisk/psykologisk karakter. I min tilgang som rådgiver, ser jeg en vigtighed i, at det ikke er mig, som ”fanger fisken for dig”. Jeg vil derimod nærmere forsøge ”at lære dig at fiske, så du selv kan fange fisk”.
Et følsomt emne
Kønsidentitet og seksualitet betyder meget for vores forståelse for, hvem vi egentlig er. De fleste identificerer sig med deres kønsidentitet og seksualitet, og det er netop også derfor, det betyder så meget for os. Ligeledes er sex en meget privat ting for mange, og det kan være svært at snakke om. Mange synes, det er meget personligt, hvad man kan lide og hvad man ikke kan lide, og lyster kan for mange være forbundet med en form for skam. Nogle mærker den mere end andre, ligesom nogle er mere private end andre. Alt dette vil vi gerne åbne op for i chatten på torsdag, men det er også utrolig vigtigt at vi tager hensyn til, at vi alle har forskellige grænser, og at disse emner er meget følsomme. Vi skal have en anerkendende chat med plads til alle, ligegyldig seksualitet, kønsidentitet, lyster og tanker. Jeg vil sammen med Marko forsøge at skabe et rum, hvor der er plads til alle jeres tanker. Jeg håber, I vil tage imod hinanden (og os) med åbenhed og lytte til hinanden. Som Marko skriver, vil der være mulighed for at stille konkrete spørgsmål af mange forskellige former. Vi håber også, I vil komme med jeres bud på svar og gode råd til de andre chattere, sammen med jeres egne spørgsmål, så vi får en sammenhængende og givende chat med masser af gode budskaber og pointer.
Jeg glæder mig vildt meget til at chatte med jer!
Kærlige hilsner
Rådgiver Sophie
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
Hey, jeg ved allerede at jeg er pansexuel, og at jeg er agender eller non-binary, jeg ville bare sige at det er en fed idé at i hjælper andre med at udforske og finde ud af hvem de virkelig er :)))
Tilføj kommentar