Kontrol, skam, at leve og det danske vejr

blogindlæg

Kontrol, skam, at leve og det danske vejr

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Mange emner, mange tanker, mange følelser

Kære alle, 

Sikke en gruppechat, vi havde i torsdag, der var gang i den fra starten. Vi kom igennem mange forskellige emner udover det egentlige hovedemne - det var alt fra selvmordstanker, at sætte folk i kasser, vejret, musik og skole.

Vi startede ud med det oprindelige emne - selvskade og spiseforstyrrelser, og jeg vil gerne takke jer for jeres ærlighed. Det var så godt, at I kom og delte jeres meget personlige historier, og også jeres tanker omkring det hele. Jeg var meget imponeret over de mange tanker, I gjorde jer i forhold til, hvorfor man selvskader. En ung beskrev det sådan her: Kontrol er også en stor del af det. JEG bestemmer at det skal gøre ondt. Når alt andet er et ukontrollerbart kaos, så er det rart at føle at man kontrollere noget. Hvilket jeg synes var rigtig godt formuleret. Vi havde både besøg af unge, der var kommet ud af selvskaden, også nogle, der ikke var selvskadende, men der var en god håndfuld, der stadig selvskader. Der var generel interesse for, hvorfor man egentlig selvskader, og I var som altid rigtig gode til at lytte til og støtte hinanden.

Hjælp?

Vi snakkede lidt om det med at få hjælp. Nogle af jer har personlig erfaring med psykologer og psykiatriske afdelinger, andre med online hjælp. Både Livslinien (link) og LMS (link) blev nævnt af flere omgange, hvilket jeg synes var rigtig fedt. Det var rart, at I opfordrede hinanden til at række ud, når det er svært. En ung skrev: Jeg har prøvet at bruge livslinien, en nat hvor jeg havde det allerværst. Jeg kom igennem, men kunne simpelthen ikke få nogle ord ud. Har ikke turde prøve siden. Vi snakkede en del om det med at skulle sige det højt, at fortælle nogen om det mørke der er inden i en. Vi snakkede om, hvorfor det mon er så svært, om skammen. Jeg vil gerne sige igen, at jeg synes, det er flot, at I deler her på Cyberhus. Det er en god start.

Der var noget, der stadig sidder lidt i mig, som jeg også gerne vil dele her. Da jeg spurgte, om I kunne se jer selv stadig selvskadende om 10 år, var der et par stykker der svarede, at de slet ikke så sig selv i live om 10 år. Det svar gjorde stort indtryk på mig. I den sammenhæng vil jeg også gerne minde jer om, den del af chatten, hvor vi snakkede om selvmordstanker. I var så sindssygt gode til at støtte hinanden og snakke om det gode i livet. I forstår virkelig livets smerte, men jeg håber, I vil huske på livets glæde også. Jeg håber, at I kan vende nogle af de skønne ting, I sagde til hinanden i selvmordstankesnakken, indad også. I er alle værdifulde og fortjener alle lykke. Det kan godt være, det bliver en lang proces at nå dertil, men det skal skal nok gå. Natten er mørkest lige inden daggry.   

Forskellighed 

Vi endte med at have en delvist åben chat, i det gæsterådgiveren desværre meldte afbud, så vi kom som sagt omkring lidt af hvert. Vi havde også en liiiiidt ophedet og intens diskussion om kønsidentitet. Igen vil jeg gerne rose jer for, at I deler og deltager. Der blev præsenteret forskellige synspunkter, og det er jo godt, at man nogle gange kan blive konfronteret med nogle andre holdninger end sin egen. Jeg sagde det også i chatten, men det er så vigtigt, at vi i sådan nogle debatter husker, at selvom vi sidder bag en skærm, så er det stadig mennesker, der sidder i den anden ende og modtager og reagerer. Det er SÅ vigtigt, at vi accepterer hinanden, at vi lytter, og at vi tænker os om, når vi siger noget, for der skal være plads til alle. 

Tak, fordi I er som I er, at I deler, og at I støtter! I er skønne at chatte med! *Gruppekram* ;) 

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

 

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Kommentarer

Hej i startende chatten var der en ung dreng mener han var mellem 9-11år. Syntes det vildt så tidlig det forgår det må være en hård start på livet jeg ville gerne ha Hvist hvad han ville svare til det spørgsmål om 10år jeg selv skader men først som ung ikke som barn

322

Starten

274

Kære Anonym. Jeg synes, du har helt ret, det er en ret ung alder at selvskade. Desværre er der mange, der starter med at selvskade alt for tidligt, og vi havde faktisk flere meget unge forbi chatten, der selvskader :( Det er rigtig sørgeligt. Jeg tror virkelig også, det er en hård start på livet, men vi må håbe, de får den hjælp, de har brug for, så de kan komme ud af det.
Kærlig hilsen
Rådgiver Sophie

300

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program