Kære alle

Tak for en dejlig åben gruppechat i tirsdags. Det var dejligt at se så mange, nye som gamle - I er alle med til at gøre chatten til det, den er. Vi havde en hyggelig aften med en masse blandet snak, både hyggesnak men også nogle lidt tungere emner. I skal, som altid, have ros for jeres evne til at sende varme kram og kærlighed gennem skærmen til dem på den anden side, det er altid fantastisk at mærke den støtte og ægte interesse, I har for hinanden. 

En snak om livet - og døden

Vi kom ud på et rigtig tankevækkende og filosofisk emne, da vi nærmede os det med livet og døden. Vi snakkede om den der følelse af, at man er udødelig, og hvor skræmmende det er, når man pludselig mindes om virkeligheden. Vi blev hurtigt enige om, hvor vigtigt det er at nyde livet, mens man har det. For nogle kan netop dette, at nyde livet, være en kæmpe udfordring, fordi de har så meget imod sig. Det hele kan virke så urimeligt og ligegyldigt, og det er sandt - livet er smertefuldt og urimeligt til tider. I sådan nogle perioder, ønsker man, at man havde mere kontrol over sit eget liv, måske prøver man at genvinde kontrollen. 

Når selvskade bliver en form for kontrol

Jeg har aldrig selvskadet, men jeg kan godt få lyst til det, når jeg kan mærke, at mit hoved er ved at eksplodere, fordi der er for mange tanker og for meget psykisk pres. Så jeg tror det er rigtigt nok, at det egentlig ikke er selvskade der er problemet først - men det bliver selvfølgelig et problem på det tidspunkt 

- ung i gruppechatten

Mange kender nok følelsen, når hovedet er fyldt med tanker. Dumme tanker. Tanker der kører én helt i bund. Mange kender nok lysten til bare at gøre et eller andet for at få det til at stoppe. Nogle når helt derud, hvor selvskade bliver den eneste kontrol. En ung skrev:

Det handler mest af alt om, at jeg nogle gange føler jeg totalt har mistet kontrollen, og så har jeg både brug for at gøre noget og for at føle et eller andet, som jeg kan forholde mig til i modsætning til at psykiske, som er svært at forstå nogle gange. Men jeg finder altid en eller anden grund til at lade være. Hvilket nok er heldigt nok. Selvom selvskade kan virke som en løsning, er det kun en midlertidig løsning, der i virkeligheden i sidste ende kan gøre det hele meget sværere. Det kan være så enormt svært at indse, og endnu sværere rent faktisk at række ud og bede om den hjælp, man har brug for. Her skrev en ung:

Det er virkelig også en træls ting at begynde på. Jeg kan huske, at de jeg startede var jeg sådan "det her kan jeg sagtens styre, det bliver ikke et problem". Og det var det heller ikke længe. Men så blev tankerne bare mere voldsomme, og ofte kunne jeg ikke sove før jeg gjorde det. Jeg mistede den kontrol, som jeg ellers kæmpede så hårdt for at have. 

Lige pludselig står man i livets mørkeste hjørne, og man aner ikke, hvordan man skal komme ud i lyset igen. Det kan virke uoverskueligt og som et alt for stort skridt, det kan næsten føles sikrere at blive i mørket. Selvom det kan være svært, må man prøve at huske, at små skridt også tæller. Med mange små skridt kan man få bevæget sig tilbage til lyset. Et af de første små skridt kan for eksempel være at fortælle nogen, hvordan man har det - måske helt anonymt på Gruppechatten, eller et andet sted (se eventuelt også her). Der er altid nogen, der vil lytte, der er altid nogen, der vil støtte. Det er okay at række ud. Det er okay, at det tager tid. 

En ung skrev:

Gruppechatten bærer også en stor del af ansvaret, for at jeg er blevet bedre til at styre det. Gruppechatten er en ventil, hvor jeg kan snakke om ting som ellers bare ville være inde i mit hovedet. Nogle gange kan chatten også have en lidt modsat effekt, men så hopper jeg som regel bare af chatten eller holder en lille pause. :)

Tak, fordi I altid er der for hinanden. 

Masser af kærlighed

Rådgiver Sophie