FÅ HJÆLP
FÅ HJÆLP
Kæreste alle
Tusinde tak, for en god gruppechat i torsdags. Vi havde besøg af to søde gæsterådgivere fra BRUS, Liza og Elisa, og det var sidste chat i BRUS forløbet, som netop handlede om at vokse op i en familie med rusmiddelmisbrug. Denne gang var overemnet, hvordan man snakker om følelser, og vi fik snakket en del om, hvordan man får sagt til nogen, hvad det er der sker der hjemme, og hvordan man fortæller nogen, hvor ondt det gør på en. Der var omkring 12 forskellige unge forbi chatten, og de fleste var der næsten hele vejen igennem chatten. Det synes jeg var rigtig godt, det var dejligt, I blev og lyttede til hinanden og deltog i snakken.
Håb og skuffelse
Vi snakkede om, hvordan ens forældre/familie er, når de er fulde, og hvorfor de egentlig drikker. Der blev også snakket en del om det med, at holde det skjult, og hvorfor man egentlig gør det. Her blev der snakket om, at man er bange for konsekvenserne. Det kan både være fordi man er bange for, de bliver sure på en, men det kan også handle om en frygt for at miste dem. Der var flere af jer, der kendte til de der meget forvirrende følelser, hvor man hele tiden går og håber, at nu holder de op, nu bliver det hele godt. Det der konstante skift mellem håb og skuffelse og frygt. vi snakkede også meget om det ansvar, man kan føle bliver lagt over på en, når ens forældre ikke kan bære forælderrollen. Her skrev en ung: du behøver ikke sætte dine forældres behov før dine egne. Det er dig, der er barnet, og det er dem, der skal tage sig af dig. Jeg tror ikke, at dine forældre vil blive sure, hvis du fortæller, at de har et misbrug til en, du stoler på. Jeg tror, at det vil være rigtig godt for dem, hvis en anden voksen kunne konfrontere dem med deres problem. Det synes jeg, var et rigtig godt råd. Der blev også snakket lidt om, at når man fortæller nogen om det, der sker derhjemme, vil det jo være en hjælp til ens forældre. Så vil ens forældre få hjælp til at blive bedre. Det behøver ikke at være som det er.
Hvor får man hjælp?
I var alle rigtig gode til at støtte hinanden og komme med forslag til, hvordan man kan få det sagt og gøre noget. I havde også mange forslag til, hvem man kan sige det til og snakke med om det. En ung skrev: det vil kun blive være og det bare ikke fair selvom det svært så snak med din lærer, vær ikke bange, og børnetelefonen kan os hjælpe dig. det rigtig svært men det skal ikke gå ud over dig, at nogen i din familie drikker. Det synes jeg, var et rigtig godt råd. Der var også en, der skrev, at hun havde skrevet et brev til sin lærer, hvilket er en god ide, hvis man synes det er svært at få det sagt. En anden ung skrev: I dag ville jeg ønske, at jeg havde fortalt, hvad der foregik derhjemme til en lære på min skole. Der er hjælp at hente, det er bare med at få det sagt. De voksne i dit liv har et ansvar for dig, og du må gerne række ud. Det er utrolig svært, og der er rigtig mange følelser involveret i de her ting, men husk, at I fortjener det bedste - I fortjener tryghed og kærlighed. Det er okay at bede om hjælp.
Få hjælp på nettet her:
Husk også, at du på Cyberhus, under fanen der hedder 'UNG I' har mulighed for at chatte helt anonymt med din kommune. De kan rådgive dig om, hvad der er okay i hjemmet, hvad der er bedst at gøre, og hvad der sker, hvis der skal gøres noget fra kommunen. Det er som sagt helt anonymt, så det er helt okay at prøve det af og få noget information, inden du beslutter dig for noget. Der er masser af hjælp at hente! Chatten og brevkassen i Cyberhus er også altid et trygt og anonymt sted at dele sin historie. Vi vil altid gerne hjælpe.
Igen, tak for en god gruppechat, I er gode. Glæder mig til næste gang!
Kærlige hilsner
Rådgiver Sophie
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
Hvad skal chatten handle om nu så ?
Hej Caroline. Næste gang er der åben chat med Rådgiver Signe!
Okay
Tilføj kommentar