Angst for miste min kæreste

brevkassespørgsmål

Angst for miste min kæreste

brevkassespørgsmål af
Sofie
16 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Hej cyberhus har været sammen med min kæreste snart 2 år og vi har været igennem meget dårlig og godt (han har været tæt på slå op med mig nogle gange da jeg har gjort dumme ting eller at han ik føler sig fri) jeg er virkelig begyndt blive så bange for miste ham at det går udover vores forhold, engang måtte han gpdt være sammen med hans venner eller veninder, men i denne periode må han knap skrive med hans veninder. Ved godt det ik kommer til holde i længden men det virklig svær for mig stoppe med være så jalou/bange da jeg er så bange for jeg finder en ny bedre pige og skifter mig ud..... (skal siges vi går i samme klasse og til den samme sport så vi har kun fællesvenner) og især efter sommerferien skal han på hhx og jeg skal på hf og er virkelig bange for han møder en ny pige og skifter mig ud, da han ik får nok frihed i vores forhold (hvilket jeg godt kan forstå) og prøver virkelig lave det om, men får det kvalme af tanken om han skal drikke med hans pige veninder osv, og det begyndt ødelægge vires forhold! Hvad Skal jeg gøre virkelig hjælp!!!

Svar: 

Kære du

Det lyder virkelig frustrerende at gå rundt med de tanker, om at han skulle forlade dig. Men du er ikke alene, jalousi er en helt almindelig følelse. Jalousi en rigtig svær størrelse, og det kan være svært at ændre, hvilke følelser, man går rundt og har.

Det kan være en god idé at huske på, at grunden til, at du frygter at miste din kæreste, er faktisk fordi, at du holder rigtigt meget af ham, og det må han gerne får af vide - og hvor er det dejligt, at du har fundet en person, du har det sådan med.

Du skriver, at han før har været ved at slå op, da han ikke føler sig fri. Når han kommer på HHX, kan det ikke undgås, at han kommer til at indgå i sociale sammenhænge med andre piger, og det skal du acceptere. Der kommer næppe noget godt ud af at forsøge at bestemme over ham, ift. hvem han må ses eller skrive med, for de aftaler kommer han nemt til at bryde for ikke at miste sit sociale liv og så føler han sig låst igen. Det lader til, at du godt selv ved det og er villig til at arbejde på det. Så du må nok fortsat tænke over, hvordan du kan håndtere den kvalme og de dårlige tanker, du får.
Jeg tænker, at det er en rigtig god idé, at du først og fremmest taler med din kæreste omkring jalousien. Man kan hurtigt få dannet en masse unødvendige billeder og frygt i hovedet, når man sidder alene med sine følelser. På den måde giver du ham også en chance for at forstå dig og berolige dig. På samme måde kan du komme til at forstå hans behov bedre.
I kunne måske sætte jer ned og snakke om, hvad I synes er okay, og hvor jeres grænser går. Det kan sagtens være, at I ikke har det ens med fx vennebesøg hjemme eller fester. Sammen kan I lave nogle aftaler om, hvad der er okay, og hvad der ikke er. Det er vigtigt, at I forsøger at blive enige og finder en balance, så ingen føler sig fanget af regler, de slet ikke kan se sig selv i.

En anden idé kan måske være, at når du ved, at han skal noget, der kan få jalousien frem, som eksempelvis en klassefest, at du arrangerer noget, der kan lede dine tanker i en anden og god retning. Det kan være, at du skal forkæle dig selv med en tur i biografen med en veninde eller noget andet hyggeligt. Så sidder du ikke alene med dine tanker, selv hvis de skulle komme. Hvis du har mod på det, kan du også dele dine tanker med en veninde, du er tryg ved. Du vil med stor sandsynlighed opleve, at hun også har oplevet en form for jalousi -  måske har hun endda et par gode råd og kan fortælle, hvordan hun plejer at håndtere det.

Til sidst må jeg sige, at det godt kan være, at du skal forsøge at slutte fred med, at følelsen af jalousi måske aldrig vil gå helt væk, så længe du er i et forhold med en, du er rigtig glad for. Og det er helt okay. 

Jeg håber det bedste for dig og dit forhold
Husk at du også altid er velkommen til at benytte vores anonyme chat eller via sms på 22496822

silkeborgcharlottes billede
Rådgiver fra chatteamet i Silkeborg har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program