min mor drikker

brevkassespørgsmål

min mor drikker

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 5 år 8 måneder siden

Hej,

Jeg ved ikke hvem jeg skal sige det til, men jeg tør ikke invitere pigerne fra min klasse med hjem til min fødselsdag. Jeg er bange for at de kommer til at se hvor meget det roder herhjemme. De må i hvert fald ikke komme ud i køkkenet, fordi så ser de alle de tomme flasker min mor har drukket.

Min mor vil nok bare blive sur hvis de alle sammen kommer. Alle de andre piger i klassen har en mor der både kan lave mad, gøre rent og lave lektier med dem. Uden de er fulde. Min mor er fuld næsten hver dag. Det er min største hemmelighed. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller hvem jeg kan sige det til. Kan i hjælpe mig???

Hilsen

 

Mig

Svar: 

Kære dig

Mange tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at skulle invitere dine veninder med hjem når din mor er fuld næsten hver dag. Men det er dejligt at høre, at du har mange veninder du har lyst til at fejre din fødselsdag med.

Når ens forældre drikker meget, har de ofte svært ved at overkomme praktiske ting som at rydde op, lave mad og gøre rent. De kan også have svært ved at passe på børnene derhjemme, fordi de er påvirket af alkohol. Det kan ofte ende i, at det er børnene der må tage ansvaret for deres forældre derhjemme. Det kan være en rigtig svær opgave at påtage sig, da det ikke er meningen at børn skal være forældre for deres forældre. Mange kan føle at de bør skjule hvordan det er derhjemme, fordi de synes det er pinligt, at deres mor er fuld og ikke kan finde ud af at passe på sig selv og børnene. Det er en meget naturlig følelse at have, men det er også en følelse man ikke skal gå med alene, fordi det kan gøre en meget ked af det og gøre det svært at være sammen med sine venner og lave ting man ellers godt kan lide.

Du kunne måske i stedet invitere dine veninder med et sted hen, hvor i ikke behøver være derhjemme. Det kunne være en gåtur i skoven, svømmehallen eller tage på stranden og bade.

Samtidig skal du vide, at du ikke står alene. Der er mange på din alder, der oplever at enten mor eller far drikker og er bange for at fortælle hvordan de har det derhjemme. Hvis du har lyst kan du ringe til Psykologkontakten på 96115078, som vil tilbyde dig at komme ind og snakke om hvordan det er at være dig og få hjælp til hvordan du tackler at din mor drikker. Du er meget velkommen, det er gratis og du kan være helt anonym.

Jeg håber du kan bruge svaret og jeg ønsker dig en rigtig god fødselsdag.

Med venlig hilsen

 

Chatrådgivningen i Holstebro

LeneHolstebros billede
Rådgiver fra chatteamet i Holstebro kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program