Kæreste pis

brevkassespørgsmål

Kæreste pis

brevkassespørgsmål af
Alma
11 år
Oprettet 5 måneder 3 timer siden

Det er ikke et spørgsmål men det kommer her Hej, jeg er en pige på 11 år, og vil gerne have en kæreste. I starten af min klasse var stort set alle drengene kun forelsket i mig, men jeg fik rodet mig ud i noget dumt, så nu er alle som fjender med mig. Jeg var 10 dengang og nu står jeg her 1 år efter og hader mig selv og vil gerne finde en sød dreng (kæreste) Jeg tør ikke sige det til nogen eller noget…

Svar: 

Hej Alma,

Hvor er det sejt og modigt af dig at skrive. Særligt nu hvor du synes det er svært at turde dele dine tanker med nogen eller noget. Faktisk er det ofte rigtig godt at tale med nogen. Nogle gange finder man ud af, at man ikke er den eneste i verdenen, som går med de tanker og at andre har prøvet præcis det samme som én selv. Det kan hjælpe en til at få det bedre eller til hvordan man løser den situation man står i. 

Du skriver, at du gerne vil have en kæreste. Det er meget naturligt at blive interesseret i det. Ud fra det du skriver, kan jeg høre, at du allerede har prøvet at nogen gerne ville være kærester med dig, men at du fik rodet dig ud i noget dumt, og nu er det blevet svært at finde en kæreste i din klasse. Måske findes der en sød dreng et andet sted du ofte kommer? I klubben? Din fritidsaktivitet? Måske er det ikke lige nu, at du finder en sød kæreste, men først på et senere tidspunkt. Selvom det kunne være rart, kan man ikke helt selv bestemme, hvornår man finder en sød kæreste. Der er mange ting som skal gå op, fx gensidig interesse. Måske du vil opleve, at det ikke er alle drenge, som er blevet interesseret i det med kærester endnu, det kan godt opstå lidt senere for drenge end for piger. Heldigvis er du 11 år og har hele ungdomslivet foran dig. Hav tålmodighed, du skal nok møde en rigtig sød kæreste på et tidspunkt😊

Du skriver, at du hader dig selv. Jeg kan desværre ikke tage den følelse fra dig. Men jeg vil gerne huske dig på, at alle mennesker roder sig ud i noget dumt nogle gange og laver fejl. Dine klassekammerater har helt sikkert også prøvet at lave fejl på et tidspunkt. At begå fejl, er en del af livet og den måde vi lærer på. Det er helt naturligt, at man kan blive vred på sig selv, når man laver fejl. Men man må ikke bliv ved med at ”slå sig selv i hovedet”. Det er vigtigt at kunne tilgive sig selv, ligesom det er vigtigt, at andre kan tilgive os for de fejl vi laver.

Du skriver at alle i klassen nu er som fjender mod dig. Det får mig til at tænke på, hvordan du mon har det i skolen? Om det er blevet svært mellem dig og dine klassekammerater efter det der skete, da du var 10 år? Hvis det er blevet svært i klassen, tænker jeg, at det er vigtigt, at du og dine klassekammerater får hjælp til at få det løst imellem jer, så det kan blive rart for dig at gå i skole igen.

Jeg får en tanke om, at du måske har været lidt for meget alene med alt det, der er svært? Selvom du på mange måder virker som en pige, der gerne vil frem i livet og vil være selvstændig, så kan man stadig have brug for andres hjælp, særligt når man står i noget, der er svært følelsesmæssigt.

Vil du kunne tale med dine forældre om det? Din klasselærer eller en anden voksen som du har det godt med?  

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget. Du er altid velkommen til at skrive igen, ligesom du altid kan ringe til Børnetelefonen på tlf. 116111 hvis du har brug for snakke.

De bedste hilsner, Esmaralda/Rådgiver

aarhusbodils billede
Ungekontakten har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program