Kære søde og seje du.

Det gør mig utroligt ondt at høre, at du har det så svært for tiden. Jeg kan tydeligt fornemme på dit brev, at du bærer rundt på en kæmpe byrde alene. Først og fremmeste så lad os få slået noget vigtigt fast: Det er ikke din skyld! Mobning, social angst og følelsen af at være udenfor er ting, der kan knække selv de stærkeste mennesker. Når man samtidig kæmper med selvhad og tanker om selvmord, er det helt forståeligt, at verden føles uoverskuelig og man bare har lyst til at give op.

Vigtigst af alt, så skal du skal ikke stå alene med det her, og derfor er jeg super glad for du i første omgang har rækkede hånden ud til os. Det er virkelig trist at høre, at du selvskader, og at tankerne om selvmord fylder så meget hos dig. Det er et tegn på, at din psyke er så overbelastet, at den kun ser selvmord som eneste vej ud af smerten, men det behøver ikke og skal ikke være sidste udvej, der er altid håb ligegyldig hvor lille det end må være.

Lad os gennemgå nogle af de emner du nævner i dit brev:

Lad os starte med din bedste ven

Jeg syntes først og fremmeste, at det er godt du er så reflekterende, at du kan se, han også har det svært og er overvældet. Men det efterlader dig i en meget sårbar position, når han er din primære kilde til glæde. Når man har det rigtig skidt, kommer man ofte til at læne sig så hårdt op ad en person, at det kan blive for meget for dem. Det betyder ikke, at du er irriterende, men at I begge to har brug for mere støtte, end I kan give hinanden. At han siger, at han ville gøre skade på sig selv, hvis du var væk, tyder på, at han også har det virkelig psykisk dårligt. Det er også et meget tungt ansvar at lægge på dig, som du slet ikke bør eller skal have.

Dine forældre og skolen.

Du skriver, at dine forældre kun ved besked om din trivsel i skolen. Det er ofte det sværeste og mest grænseoverskridende skridt, men du bliver nødt til at lade dem vide, hvor dårligt du faktisk har det. De er ikke tankelæsere, og de kan ikke hjælpe dig med noget de ikke ved eksisterer. Du behøver ikke forklare alt på en gang. Du kan starte med fx at sige eller skrive til dem, hvis det er for svært at konfrontere dem head on med: "Jeg har det faktisk mere skidt end som så, og jeg har brug for hjælp og vil gerne snakke med lægen eller en psykolog om hvordan jeg har det."

Den videre vej frem

Du nævner social angst og depression, og det er heldigvis sygdomme, man kan få behandling for. Det er ikke din personlighed, der er noget galt med, det er din hjerne, der er overbelastet. Du er hverken grim eller irriterende. Du er et menneske, der har været udsat for mere modgang, end nogen burde, og du fortjener at få det godt igen. Hvis skolen er det, der trigger din angst ligenu, er det vigtigt der kommer ro der først så du kan fokusere på at få det bedre.

Din læge kan hjælpe dig med en henvisning, så du kan få den rette støtte til både angsten og de selvdestruktive tanker.

Du kan også hvis du virkelig er psykisk presset og selvmordstankerne presser mere på, så kan du også ringe til Livslinien på 70 201 201, du er anonym, og de er gode til at guide folk som går med selvmordstanker.

Til slut vil jeg bare sige igen, at jeg syntes du er rigtig sej for at have skrevet til os her i brevkassen. Derfor håber jeg, at du tør tage det næste skridt og fortælle dine forældre om hvor svært du faktisk har det, og jeg er sikker på, at du kan gøre det, som sagt skriv et brev/sms til dem hvis det er for svært at snakke med dem head on.

Håber mit skriv kan give en smule ro i hovedet, og jeg vil sende en masse positiv energi i din retning.

Med venlig hilsen Kylie.